Diagnoser dominerer, og tiden mangler

Særligt ikke-diagnosticerede fylder

Kirsten Backhausen har et hold på 22 elever, hvor op mod halvdelen enten har en diagnose eller – vurderer hun – burde have været udredt.

- Det er jo i virkeligheden de elever, som er ikke-diagnosticerede, men som er i gang med en udredning eller burde være det, der fylder mest, forklarer Kirsten Backhausen og uddyber: 

- De mangler kendskab til sig selv, i forhold til hvad de har brug for. Den viden skal de først have opbygget, efterhånden som de får diagnosen. Og en udredning kræver mange ressourcer af dem. De har meget fravær – både fordi de skal afsted til undersøgelser, men også fordi, det er svært for dem at være her. Det fylder så meget i deres hoveder. 

Savner kompetenceløft

I undervisningen kommer elevernes psykiske sårbarhed til udtryk på mange forskellige måder. Der er elever, som har svært ved det sociale, og som ofte må trække sig, fordi de bliver ”fyldt op”. Elever som har svært ved at komme i skole på grund af angst. Og elever med koncentrationsbesvær og uro i kroppen. 

- Du skal tage hensyn til, at din undervisning bliver tilrettelagt på en måde, så dem, der sidder med autisme, ADHD, angst eller andre udfordringer, også kan indgå i fællesskabet, siger Louise Jensen.

I dansk gør hun blandt andet meget ud af, at eleverne veksler mellem skrive-, læse- og grammatikopgaver og bruger brainbreaks, når eleverne trænger til at tanke ny energi. Hensyn til elevernes forskellige behov bliver også tænkt ind i programmet, for eksempel så elever, der er ordblinde eller har ADHD, kan lytte til de tekster, der skal læses. 

Holdet skal fungere socialt

Med en psykoterapeutisk videreuddannelse føler Kirsten Backhausen sig klædt på til at håndtere elevernes diagnoser. Men der er perioder, hvor dynamikkerne på holdet stikker af, fordi eleverne har så mange forskellige behov. Det kan godt være ret hårdt, fortæller hun.

Hun bruger generelt meget tid på at få holdet til at fungere socialt og forsøger at få eleverne til at være åbne om deres udfordringer og diagnoser, da det gør det lettere for de andre at forstå og acceptere, hvis en elevs adfærd pludselig stikker ud i løbet af undervisningen. 

På Kirsten Backhausens hold kom ni af de 22 elever til FGU fra en specialklasse. Det har blandt andet krævet en stor indsats at få dem integreret på holdet, fortæller hun.

- De har jo været vant til kun at sidde seks elever med to lærere. Nu sidder der ni af dem blandt de andre. Det er da et chok for dem, at jeg ikke bare kan komme og løse tingene. Men jeg tror også, at det er den overgang, der skal til, hvis de skal kunne klare sig på en videre uddannelse, at de kan øve sig i ikke at få al den opmærksomhed hele tiden i et så trygt et miljø, som det trods alt er her.

Tid er den evige udfordring

Trivselsmålinger viser, at eleverne trives på FGU. Kirsten Backhausen tror, at det skyldes, at undervisningen på FGU udover det faglige også har stort fokus på elevens personlige og sociale trivsel.

- Vi har på mange måder nogle rammer på FGU, der gør, at vi nok kan gøre mere for de her unge, end man kan andre steder, fordi vi arbejder både fagligt, personligt og socialt med dem. Men vi er også udfordret på de rammer, siger Kirsten Backhausen.

Hun fremhæver tid som den evige udfordring. 

- Når man ser på sammensætningen af eleverne, så kan jeg jo ikke nå omkring alle med de behov, de har. Så er 22 elever for mange. 

De faglige mål er svære at nå

Håndtering af elevernes personlige udfordringer og arbejdet med de sociale dynamikker på holdet fylder meget i undervisningen. Konsekvensen er, at der bliver mindre tid til det faglige. 

- Nu er jeg heldig, at jeg har det HF-rettede hold, så jeg kan nok komme igennem med nogle flere ting end på andre hold. Men det er nok min største bekymring, at de faglige niveauer skrider, fordi vi har travlt med så meget andet. Og med den eksamensform, vi har, kan eleverne score nogle forholdsvis høje karakterer på ikke at kunne så meget. Vi risikerer, at de får nogle nederlag, når de kommer videre, fordi de tror, at de kan mere, end de kan, siger Kirsten Backhausen.

Louise Jensen fortæller, at hun lige nu har en elev, der ikke har gået i skole siden 4. klasse, og som lider af forskellige typer angst. I elevens uddannelsesplan er målet, at han skal bestå 9. klasse. 

- Men hvordan skal jeg på to år nå at rykke ham fra 4. klasses-niveau op til, at han kan bestå 9. klasse, spørger hun retorisk. 

- Jeg kan rigtig godt lide at arbejde både med det personlige og det sociale, men det betyder, at så kan jeg ikke arbejde så meget med det faglige. Det er svært at være i, for det gør, at jeg er splittet, i forhold til hvor jeg skal lægge mit fokus.

- Jeg vil jo også gerne opnå de mål, som står i uddannelsesplanerne. Men skal jeg lykkes med at rykke dem fagligt, er vi også nødt til at have styr på, at de trives personligt og socialt i klassen.

Store forskelle på elevers faglige niveau udfordrer

Kirsten Backhausen har for ganske nyligt fået en ekstra lærer på i sine dansktimer. Det håber hun kan hjælpe. 

Louise Jensen ser også en bedre normering, som en af de løsninger, der skal til. Med et mindre hold eller to lærere på samme hold vil det også blive muligt at arbejde mere aktivt med elevernes uddannelsesplaner i dagligdagen, fremhæver hun.

Niveaudeling står dog også højt på Louise Jensens ønskeliste. Det har de nemlig ikke på FGU Østjylland i dag. Det betyder, at hun udover at skulle tage hensyn til diagnoser og andre personlige behov blandt eleverne også skal tilrettelægge en undervisning, der favner bredt fagligt.

- Jeg havde på et tidspunkt en elev, som var helt nede på indskolingsniveau. Det eneste han kunne i matematik var at lægge sammen. Samtidig havde jeg elever, som var stoppet på STX. Det faglige spænd er bare mega stort, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre for mig at planlægge en undervisning, som rammer alle niveauer, siger hun. 

Louise Jensen har tidligere været sygemeldt med stress. Hun mærker stadig symptomerne i sin dagligdag og føler, at arbejdet slider på hende. 

- Når jeg er færdig med at undervise, er jeg helt færdig. Det må jeg bare sige. Så er der ikke mere energi. Og ofte er det så der, at vi så for eksempel skal sidde og planlægge undervisning på tværs. Det er hårdt, og jeg synes, jeg bliver slidt af det. Der skal ikke så meget til.