Sammen kan vi tackle mistrivslen blandt de unge
Over de næste år trækker store årgange af faglærte sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er dem vel undt efter et langt og værdifuldt bidrag til samfundet. Men det efterlader samfundet med lidt af en hovedpine.
Kombinerer man den store tilbagetrækning med det faktum, at kun 20 procent af unge i dag vælger en erhvervsfaglig uddannelse, kommer vi til at mangle dygtige faglærte i fremtiden. Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd helt op mod 100.000 faglærte i 2030.
Hvem skal så sætte ladestandere op til vores elbiler, passe vores ældre og sørge for, at fremtidens store anlægsprojekter når sikkert i mål?
Det oplagte svar på denne hovedpine vil være at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse. Det er jeg også varm fortaler for. Det handler om at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for unge. Det arbejder vi hårdt for i Alliancen for faglige uddannelser, ligesom jeg i mit job som formand for Euroskills 2025 benytter enhver lejlighed til at tale erhvervsuddannelserne op. Og så er 2025 også udnævnt til Erhvervsuddannelsernes år af regeringen i samarbejde med erhvervssektoren. Det forpligter os som samfund.
Men vi løser ikke problemet med mangel på faglærte i fremtiden alene ved at få unge ind på uddannelsen. De skal også gennemføre. Det siger sig selv.
Her står vi dog over for en endnu større udfordring; en trivselsudfordring. I samarbejde med jer undervisere, vejledere og personale på erhvervsuddannelserne er jeg dog sikker på, at headspace kan være med til at løse denne udfordring.
Bekymrende mistrivsel betyder frafald
Som i mange andre af samfundets arenaer mistrives de unge i stigende grad på erhvervsuddannelserne. Det ser vi blandt dem, vi møder i headspace, og det kan jeg læse i undersøgelsen af omfanget af unge i mistrivsel på erhvervsskolerne, på FGU og i ungdomsskolerne, som Uddannelsesbladet for nylig har gennemført blandt Uddannelsesforbundets medlemmer.
Jeg kan med stor bekymring også læse, hvor stort et pres elevernes mistrivsel lægger på jer undervisere. Sådan ser vi ofte, at mistrivsel avler mistrivsel.
Fra vores samtaler i headspace-centre rundt i landet og vores udgående headspace-tilbud på to af AARHUS TECH's adresser i Skejby og Hasselager er det også vores indtryk, at det er mere komplekse problemstillinger, de unge på erhvervsuddannelserne slås med.
Hvorfor det forholder sig sådan, kan vi kun gisne om. Men vi ved, at frafaldet på erhvervsuddannelserne ifølge de seneste tal ligger på hele 40 procent – sammenlignet med 15 procent på de almene gymnasier. Og vi ved, at hovedparten af eleverne angiver psykisk mistrivsel som årsagen til deres frafald.
Vi skal gribe de unge, før det er for sent
Jeg ved godt, at intet af alt dette er nyt for jer. For I kender næsten alt for godt til de unges psykiske mistrivsel.
Det er jer, der hver dag ser dem komme i skole med bekymringstunge blikke og dybsorte rande under øjnene. I ser dem lukke sig inde i sig selv, I ser dem knække. Og pludselig en dag ser I dem måske ikke mere.
I kender til afmagten og magtesløsheden, man føler som vidne til en ung i mistrivsel. I kender til den stress, det kan lægge på ens eget liv.
Men I kender også til håbet. Det knugende ønske om at kunne rumme dem, hjælpe dem og – ikke mindst – føre dem sikkert ud på den anden side til et langt og lykkeligt arbejdsliv.
Det ønsker vi også i headspace. Og vi ønsker at hjælpe jer, det bedste vi kan. For gennem vores mere end ti års arbejde og samtaler med unge har vi fået en klar erfaring og vished om, hvad der virker.
headspace-tilbud er en stor succes
Som før nævnt er headspace også til stede på to af AARHUS TECHS adresser. Det har vi været siden efteråret 2023. Udover at tilbyde gratis, anonyme samtaler en dag om ugen hvert sted, har vi holdt oplæg og workshops med trivsel i højsædet for elever og personale.
Initiativet har været et forsøg på at komme tættere på en gruppe unge, som vi har haft sværere ved at nå ud til end andre grupper. Samtidig har vi haft et ønske om at udveksle erfaringer med de ansatte om arbejdet med netop denne gruppe unge.
Og tilbuddet er faldet i god jord. Eleverne står nærmest i kø. Det er et vidnesbyrd om, at der også her er et stort behov for det, headspace tilbyder; en uforpligtende samtale om stort eller småt, og den metode, som vi i headspace benytter os af i mødet med en ung.
Hvad er så headspace-metoden? Den er lige så simpel, som den er effektiv. Centralt er evnen til at kunne være i samtalen med en ung uden nødvendigvis at have et svar eller en løsning på problemet. Blot være lyttende, anerkendende. Og så huske på, at samtalen skal foregå på den unges præmisser, uden krav, men med et udtalt ønske om at hjælpe efter bedste evne.
Som Søren Kierkegaard skriver om hemmeligheden bag al hjælpekunst, må man:
”… når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
Vi er imidlertid ikke blinde for, at dette er nemmere sagt end gjort. I særdeleshed for jer, der har det daglige ansvar for både den enkeltes trivsel og læring og klassens ditto.
Den positive respons, vi har fået fra personalet på AARHUS TECH samt deres ønske om gerne at ville fortsætte samarbejdet, fortæller os dog, at dét, vi tilbyder i headspace, kan være et vigtigt supplement til jeres daglige arbejde med at øge trivslen blandt eleverne.
Brug for lyttende ører i fortrolige rammer
En afgørende årsag, til at initiativet på AARHUS TECH har været populært blandt eleverne, er efter vores vurdering, at hjælpen har været til stede på skolen. Det har betydet, at de unge ikke har skullet stå til ansvar for, hvor de befinder sig en given eftermiddag.
Det kan være en stor befrielse for den unge, når kernen i problemet måske ligger i relationen til familien eller tætte venner. Det, ved vi, er tilfældet for mange.
Desuden er der en udfordring, som selv den dygtigste underviser eller vejleder kan stå over for i rådgivningen af en elev – men som vi i headspace ikke gør: Når eleven snakker med os, skal han eller hun ikke frygte en bortvisning eller andre repressalier.
Det betyder, at vi i headspace åbner et rum for en samtale om emner, som eleven måske ikke ville kunne have med sin lærer, vejleder eller skolekammerat. En samtale, som måske er første skridt til at komme tilbage på ret køl igen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk.
Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her
Kræver politiske prioriteringer
Det er mit store ønske, at headspace kan være med til at øge trivslen blandt elever – og dermed også for lærere og personale på landets erhvervsskoler, FGU’er og ungdomsskoler.
Nu har vi vist vejen i lille skala på AARHUS TECH; vores erfaringer derfra ønsker vi at udbrede til hele landet.
Skal vi lykkes med at hjælpe eleverne på jeres skoler, kræver det dog politiske prioriteringer og investeringer. Og så skal vi blive meget bedre til at arbejde på tværs af samfundets siloer og sikre et bedre samarbejde mellem civilsamfundet og det offentlige.
I den bedste af alle verdener får vi også inviteret virksomhederne, der tager imod praktikanter og lærlinge, indenfor i samarbejdet. Herigennem får de både viden om, hvordan de skal tage snakken med de unge, der mistrives, og hvor virksomheden kan sende dem hen, hvis man får brug for hjælp til opgaven.
Jeg tror på, at vi sammen kan knække kurven og bidrage til, at 2025 ikke alene bliver Erhvervsuddannelsernes år, men også en ny start, hvor mange flere unge også gennemfører en erhvervsuddannelse med al den arbejdsglæde og ny selvtillid, der følger med.
Det er nødvendigt – ikke blot for elevernes trivsel og jeres arbejdsglæde, men for hele Danmarks fremtid.