Erhvervsskole giver elever fri hver onsdag
Fraværet skal ned, og elevtrivslen op. Det er de to vigtigste grunde til, at Kold College efter sommerferien indfører en 4-dages skoleuge på linjen ‘Mad & Oplevelser’.
I første omgang gælder forsøget for elever, der starter på grundforløb 1. Hvis det efter et halvt år viser sig, at den ekstra fridag om ugen forbedrer fremmødet, er planen at udvide ordningen til også at gælde grundforløb 2 og hovedforløbet.
Morten Boros, uddannelseschef for ‘Mad & Oplevelser’ på Kold College, forklarer, at skolen har oplevet et behov blandt eleverne for mere fleksibilitet i hverdagen.
- Mange af vores elever har lang transporttid. Vi kan også se, at fraværet er størst de dage, hvor de kun har få timers undervisning, siger han. Han tilføjer, at den ekstra fridag giver eleverne mulighed for at lægge køretimer, tandlægebesøg og andre private aftaler den dag. Til gengæld får de længere undervisningsdage fra kl. 8.15 til 15.15 de øvrige dage.
- Vi håber, at det både kan tiltrække nye elever og fastholde dem, vi allerede har, fordi de forhåbentlig kommer mere i skole, og dermed bedre kan følge med i undervisningen, siger Morten Boros.
Kortere arbejdsuge drøftet i samarbejdsudvalget
For halvandet år siden overvejede samarbejdsudvalget på Kold College, om en 4-dages arbejdsuge også kunne være en mulighed for personalet. Men en rundspørge blandt lærerne viste, at der ikke var opbakning til at fordele de 37 arbejdstimer på fire dage, da det ville give længere arbejdsdage.
Derfor har de enkelte afdelinger fået mulighed for at lave lokale løsninger, der passer til deres elever og behov. ‘Mad & Oplevelser’ er de første til at prøve en konkret løsning, men andre afdelinger arbejder også på at tilpasse undervisningstiden.
For lærerne, der underviser grundforløb 1 på ‘Mad & Oplevelser’, betyder den nye plan, at de får flere undervisningstimer mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Til gengæld får de en undervisningsfri dag om onsdagen, som giver mulighed for mere fleksibilitet og samarbejde.
Stor opbakning fra lærerne
Tina Veggerby-Overgaard, tillidsrepræsentant for lærerne på ‘Mad & Oplevelser’, fortæller, at lærerne er meget tilfredse med den nye ordning.
- Vi er meget positive. Alle mine kolleger ser det som en god løsning.
- At eleverne får en 4-dages skoleuge, mens vi stadig arbejder fem dage, giver os tid til for eksempel at forberede os sammen og mulighed for at lave fælles projekter. Vi forventer, at det giver os mere ro og tid til at tage os af for eksempel de elever, der har særlige udfordringer, siger hun.
Bedre mulighed for at tilpasse undervisningen
Lærerne får blandt andet mulighed for at arbejde hjemme om onsdagen, men den kan også bruges til fælles indsatser i teamet eller indsatser for elever med særlige behov.
- Vi har nogle meget sårbare elever, som kan have svært ved at være væk fra skolen en dag. Derfor har vi talt om at lave en lektiecafé eller tilbyde lektiehjælp til dem. SPS (specialpædagogisk støtte, red.) kunne også være en mulighed, siger Tina Veggerby-Overgaard og peger på, at der også er didaktiske fordele ved, at dagene med undervisning bliver længere.
- Jeg tror, vi kan lave bedre og mere differentieret undervisning, når timerne er samlet.
Uddannelseschef Morten Boros understreger, at selvom elevernes trivsel og fremmøde er hovedårsagen til forsøget, forventer ledelsen også, at det vil forbedre lærernes arbejdsmiljø:
- Noget af det, der frustrerer lærerne mest, er elever, der ikke møder op. Det betyder, at de hele tiden skal samle op og sørge for, at de fraværende elever får den samme viden som resten af klassen.
- Lærerne efterspørger også ofte mere tid til at mødes og forberede sig sammen, hvilket er svært i dag, fordi de altid har elever, siger han.
Forberedelse til arbejdsmarkedet
På spørgsmålet om, hvorvidt de mest sårbare elever kan få svært ved at klare de længere undervisningsdage, svarer Morten Boros:
- Jeg har ikke tænkt, at det skulle blive et problem. Vi skifter jo mellem teori og praksis, så eleverne er aktive. Men generelt har jeg da en bekymring i forhold til, at vi kan se, at unge er mere udfordrede, og derfor er den specialpædagogiske støtte også et sted, hvor vi kommer til at steppe meget op.
Han tilføjer, at en 4-dages skoleuge også kan ses som en forberedelse til arbejdsmarkedet i hotel- og restaurationsbranchen, hvor færre, men længere arbejdsdage er helt normale.