Pernille løber rundt for at undervise to hold samtidig: Jeg går hjem med ondt i maven

Løber frem og tilbage

Moralsk stress er et voksende problem i omsorgsjobs som undervisning, og den opstår, når man som fagperson oplever at være forhindret i at udføre sit arbejde godt nok. 

Den følelse mærker Pernille i særlig grad hver torsdag, hvor hun er pålagt at undervise to hold på samme tid. Her fortæller hun, hvordan det foregår:

- Jeg spiser morgenmad med mine fysiske elever fra klokken otte til halv ni. De har alle udfordringer med neurodivergens, især autisme. Fordi det er en særlig sårbar gruppe, er der et loft på 15 elever på holdet, og de har deres egen etage på skolen. Vi har også stort fokus på, at de ikke skal have skiftende vikarer. 

Pernille har undervist holdet siden oktober, men skal fortsat undervise det hybridhold, som hun også havde inden. Et hybridhold er et hold, hvor eleverne starter med onlineundervisning, indtil de er klar til at møde fysisk op til undervisningen. Eleverne på dette hold er indskrevet på naboskolen, der ligger 40 kilometer væk, og de kæmper alle med massiv skolevægring. For mange er angst en faktor.

- Så jeg har de to hold samtidig fra klokken otte til klokken halv tolv hver torsdag. Min leder mener, at jeg bare kan tilbyde begge hold den samme undervisning fra det samme lokale. Men de går på hver sin skole og har forskellige behov, så det vil ikke fungere. Jeg er nødt til at dele undervisningen op. Efter morgenmaden og en pause sætter jeg derfor mit fysiske hold i gang med en opgave, og så forlader jeg dem klokken ni for at starte undervisningen af hybridholdet i et andet lokale.

Ramt på den faglige stolthed

Pernille har været ansat på FGU-skolen i knap fire år. Før det var hun AKT-lærer (en specialiseret lærer, der arbejder med adfærd, kontakt og trivsel, red.) i folkeskolen. Hun er glad for at arbejde med målgruppen på FGU og brænder for at hjælpe eleverne på vej, men hun kan mærke, at oplevelserne om torsdagen rykker ved hendes identitet som lærer.

- For det første rammer det min faglige stolthed. Det er utilfredsstillende, at rammerne forhindrer mig i at udføre mit arbejde. Men jeg går også hjem med en evig dårlig samvittighed. Jeg ved, at hvis jeg ikke giver eleven med filmanmeldelsen det individuelle opkald, så kan han ikke komme videre, og så bliver det tidskrævende at få ham samlet op efterfølgende. 

- Men der er jo også de elever, der sidder og venter på mig i lokalet længere nede ad gangen. Og der er dem, der sidder i fællesopkaldet. Så hele tiden står jeg med spørgsmålet: ”Hvem skal jeg prioritere?”

Pernille kan mærke, at eleverne på hybridholdet har brug for mere personlig kontakt, end hun har mulighed for at give dem, og at de neurodivergente elever reagerer på, at den struktur og forudsigelighed, som er vigtig for dem, forsvinder, når hun forlader lokalet. 

- Jeg har blandt andet en elev på mit fysiske hold, som har svære problemer med skolevægring. Og det er sådan nu, at jeg næsten håber, at han ikke kommer om torsdagen, for jeg kan ikke gribe ham. Og jeg kan jo se angsten i øjnene på ham, når jeg render frem og tilbage. Det giver ham ikke modet til at komme i skole. Han får bare et nyt nederlag. 

- Sådan har jeg det også med eleven, der skal have så meget personlig støtte online. Jeg kan tage mig selv i at håbe, at han ikke logger på, fordi jeg føler, at jeg svigter de andre elever, når de må sidde og vente.

En lærer, der giver alt

Oplevelsen af at gå på kompromis med sine værdier som lærer påvirker Pernille. Hun ser sig selv som en lærer, som giver sig fuldt ud, og som ser eleverne og vil dem det bedste – ikke som en lærer, der håber, de bliver væk.

- Det er en virkelig ubehagelig følelse at gå med. Jeg vil jo normalt aldrig håbe, at de elever, der er særligt udfordrede, ikke kommer. For jeg er ikke en, der bare går ind og fyrer noget fagligt af, og så er det bare ærgerligt, hvis eleverne ikke kan lave det. 

- Jeg har altid et stort fokus på at tilpasse opgaven individuelt til hver enkelt elevs behov og dagsform. Så i bund og grund er jeg også en lærer – og det siger ledelsen jo også – som giver 120 procent af mig selv. De roser mig for mit engagement og for at se eleverne. Men når man har det sådan, gør det også ekstra ondt indeni, når man ikke kan få lov til at gøre det godt nok.

Stress og dårlig samvittighed

Pernille er nået til et punkt, hvor hun føler, at hun er nødt til at stå op for sine elever. For i sidste ende handler det om, at økonomi og politisk prioritering ikke matcher opgaven på FGU, påpeger hun. 

- Vi har at gøre med den mest sårbare gruppe i samfundet, og derfor synes jeg også bare, at det er så vigtigt at råbe højt om det her. Det er unge, som ikke kan passe ind i andre ungdomsuddannelser. De neurodivergente elever, jeg underviser, har jo alle sammen siddet i specialklasser, hvor de har haft – jeg ved ikke, hvor mange – ressourcer til hver enkelt elev. Og så tilbyder vi dem en lærer, der skal være to steder på én gang.  

- Så det er også et råb til nogen højere oppe om, at der ikke er nok ressourcer til FGU i forhold til den opgave, vi skal løfte, siger Pernille, som også oplever, at de fleste af hendes kolleger er pressede.

Det er blandt andet krævende at undervise hold, hvor forskellene i elevernes faglige, personlige og sociale niveauer er så store. 

- Jeg har en elev, der droppede ud af gymnasiet lige inden sidste eksamen i 3.g, og en, der ikke har været i skole siden 5. klasse. Jeg skal favne dem begge to i den samme undervisning. Det er ikke muligt, sådan som rammesætningen er.

At blive begrænset i at være den lærer, hun ønsker at være for sine elever, gør, at Pernille har svært ved mentalt at slippe arbejdet, når hun har fri. Næsten hver torsdag kommer hun frustreret hjem.

- Jeg føler, at jeg har svigtet. Eleverne er hjertebørn for mig, så det går mig på, at vi ikke passer bedre på dem. Jeg går hjem med ondt i maven og en oplevelse af stress og dårlig samvittighed.