Inspiration

Den slider omsorgspersoner op på stribe: Her er løsningen på moralsk stress

Moralsk stress er en alvorlig trussel mod vores velfærd, advarer psykolog Dorthe Birkmose. Men skal vi afmontere den, kræver det politisk og ledelsesmæssig handling. Som medarbejder kan du ikke kæmpe kampen selv.

Der er ingen lette løsninger, hurtige råd eller quick fixes, der kan fjerne moralsk stress, advarer psykolog Dorthe Birkmose. 

Det kræver en fælles, fokuseret og langsigtet indsats, fordi I skal ind og røre ved de organisatoriske rammer, der påvirker jeres vilkår.

Fem tiltag, som virker mod moralsk stress

Dorthe Birkmose har dog fem fokuspunkter, som I kan tænke ind i indsatsen på arbejdspladsen.

  1. Flyt fokus og forståelse fra ’sådan er vilkårene’ til ’vilkårene kan og skal ændres’. Ledere, medarbejdere, fagforeninger, skole- og elevforeninger har en fælles opgave i at gøre beslutningstagere opmærksomme på de problemer, der står i vejen for undervisning.
  2. Lav sammen en analyse af de barrierer, der forhindrer arbejdet på jeres arbejdsplads. Er der en bestemt lovgivning, som står i vejen? Er der noget i budgettet eller nogle retningslinjer? Er der pseudoarbejde eller måder, I gør tingene på, som er uhensigtsmæssige eller meningsløse? Medarbejdere og ledere bør deltage på lige fod i barriereanalysen.
  3. Bryd barriererne ned én efter én. Find i fællesskab ud af, hvordan de fundne barrierer kan blive fjernet eller minimeret.
  4. Eliminér pseudoarbejdet. Det kan være en sårbar snak og en svær erkendelse at være initiativtager til arbejde, som kolleger ikke finder meningsfuldt. Forsøg alligevel, da der kan være meget tid at hente ved møder og procedurer, som er spild af tid.
  5. Planlæg med en organisatorisk buffer. I planlægningen af aktiviteten, dagen, ugen og året bør der være et ’slack’ på op mod 30 procent, som kan sættes i spil, når det uforudsete opstår. 

Hvad er moralsk stress?

Moralsk stress er en indre konflikt, hvor du føler dig nødsaget til at gå på kompromis med din faglighed og dine værdier på grund af de krav og rammer, du er underlagt i dit arbejde. Det er følelsen af, at der er nogle elever og kursister, der fortjener bedre, men som du er forhindret i at undervise og hjælpe godt nok. 

Kilde: ’Moralsk stress – når vilkårene er problemet’, af Dorthe Birkmose

Du kan ikke gøre noget på egen hånd

Hvis du oplever moralsk stress, det vil sige den her nagende dårlige samvittighed, som har vokset sig til en fast del af dit arbejdsliv, så er du afhængig af handling fra dem med beslutningsmagt. 

Det kan være handling fra arbejdspladsens ledelse, hvis der er vilkår i organisationen, som spænder ben for kerneopgaven. Men ofte vil der være brug for handling på et højere politisk plan, fordi det er lovgivning, manglende økonomi eller lignende, der står i vejen for din faglighed. 

Oplever du at løbe panden mod en mur, når du italesætter vilkårene, så er det, at du skal passe på dig selv. For på den ene side står forråelsen eller den passive resignation. På den anden side er der muligheden for skyggearbejde efter endt arbejdstid for at følge med og som konsekvens af det risikoen for en sygemelding. 

- Når du mærker, at ingen af delene virker, så er der kun flugten tilbage, siger Dorthe Birkmose.
 

Dato
Af