Moralsk stress er en bombe under vores velfærd - og dit helbred. Men der er håb
Som underviser eller vejleder har du sikkert oplevet at gå ind til en undervisning eller elevsamtale med et stik af dårlig samvittighed, fordi du ikke har haft mulighed for at forberede dig godt nok.
Spørger man, hvad de største bekymringer i arbejdslivet er, peger et flertal af Uddannelsesforbundets medlemmer på ikke at have tid nok til arbejdsopgaverne. Dernæst på, at arbejdet slider på dem.
Og det er et farligt tegn. For du kan blive syg af at være presset til igen og igen at udføre dit arbejde på en måde, som du ikke finder fagligt forsvarlig.
- Bliver det den dårlige samvittighed, der fylder mest i løbet af en arbejdsuge, og kan man igen og igen mærke, at det her var ikke godt nok, så risikerer man at blive slidt op, advarer psykolog Dorthe Birkmose.
Du kan blive ramt af meningsløshed og en følelse af handlingslammelse, fordi du ikke har indflydelse på de vilkår, der står i vejen for, at du kan udføre dit arbejde ordentligt. Risikoen er moralsk stress – et begreb, der udspringer af den amerikanske filosof Andrew Jametons begreb ‘moral distress’.
- I virkeligheden betyder distress jo fortvivlelse. Og det er dét, moralsk stress er. Det er fortvivlende, når man som fagperson rent faktisk ved, at man vil kunne udføre et godt stykke arbejde, men at arbejdsvilkårene forhindrer det, siger Dorthe Birkmose.
Til tastaturet i panik
Efter to bogudgivelser med fokus på forråelse er Dorthe Birkmose nu aktuel med bogen ’Moralsk stress – når vilkårene er problemet’.
Den blev skrevet i, hvad hun selv beskriver som ”tiltagende panik”, efter at have læst forskningsresultater, der alle pegede mod en bekymrende tendens: Efterhånden er gruppen af medarbejdere og ledere på velfærdsområdet, som overvejer at forlade deres fag, større end antallet af medarbejdere og ledere, som planlægger at blive.
- Når man lader det synke ind, kan man jo se, at vi kommer til at stå med nogle alvorlige problemer på velfærdsområderne. Hvis halvdelen af stillingerne er ubesatte, er der undervisning, som ikke kan lade sig gøre. Der er mennesker, som ikke kan få en uddannelse. Og på andre områder er der børn, som man ikke kan aflevere i en børnehave. Ældre mennesker, som ikke kan komme på plejecenter, siger Dorthe Birkmose, som ser et opgør med moralsk stress som proppen, der kan stoppe strømmen af opsigelser.
- Det er den moralske stress, der driver folk væk fra deres fag. Og vi kan se, at de mennesker, som ender med at forlade deres fag, fordi de ikke kan få lov til at udføre det, ofte er de mest kritiske, de mest ambitiøse, de mest erfarne. Det vil sige, at vi mister dem, som vi allerhelst vil beholde.
Hvad er moralsk stress?
Moralsk stress er en indre konflikt, hvor du føler dig nødsaget til at gå på kompromis med din faglighed og dine værdier på grund af de krav og rammer, du er underlagt i dit arbejde.
Det er følelsen af, at der er nogle elever og kursister, der fortjener bedre, men som du er forhindret i at undervise og hjælpe godt nok.
Kilde: ’Moralsk stress – når vilkårene er problemet’, af Dorthe Birkmose
Kerneproblemet
Moralsk stress skal man betragte som en sund reaktion på organisatoriske problemer. Og i Dorthe Birkmoses optik er det faktisk hovedkilden til de udfordringer, vi ser i det psykiske arbejdsmiljø. Det er dét, som alle andre problemer er filtret ind i.
Men hvor der ved psykiske faresignaler som stress, omsorgstræthed og afmagt er løsninger som faglig ledelse, supervision og sparring at gribe til som medarbejder og som kollegagruppe, så ligger løsningerne på moralsk stress på en hylde, som du og kollegerne ikke selv kan nå. For det er organisatorisk og strukturelt, at den er gal.
- Hvis du prøver at håndtere din moralske stress på egen hånd, så kan du forsøge dig med for eksempel forrået robusthed, skyggearbejde eller passiv resignation. Når du mærker, at det ikke virker, så er der kun flugten tilbage, forklarer Dorthe Birkmose.
Skal vi undgå den moralske stress, er vi altså afhængige af, at dem, der har magt til at påvirke beslutninger og budgetter, kommer på banen.
Tavs viden om vilkår skal frem
”Sådan er vilkårene.”
Måske har du selv fået den besked, hvis du er gået til din arbejdsgiver med regler, opgaver eller arbejdsgange, som frustrerer og fjerner tid fra din kerneopgave.
Det er et klassisk affærdigende svar. Men det skal stoppe, siger Dorthe Birkmose med eftertryk.
- Vi skal simpelthen få en forståelse af, at vilkårene kan forandres. Ja, vilkårene skal forandres.
Hører man som medarbejder eller som mellemleder igen og igen, at vilkårene ikke er til diskussion, ender det med, at vi forsøger at bide tænderne sammen og prøver at holde til mere, end vi kan. Og ifølge Dorthe Birkmose har årtiers manglende lydhørhed skabt en bekymrende tavshedskultur.
- Rigtig mange medarbejdere og ledere ved jo en masse om, hvad der ikke fungerer, men de siger det ikke længere, fordi de er blevet mødt af en mur af ”nu må vi også se positivt på tingene” eller ”det har vi jo ingen indflydelse på”. Og det, man i virkeligheden har kommunikeret, er: Ti stille!
- Men medarbejdere og mellemledere skal ikke tysses på. De ligger inde med en afgørende viden, som skal frem i lyset, hvis vi vil løse problemerne.
Om Dorthe Birkmose
Dorthe Birkmose er uddannet psykolog (cand.psych.) fra Aarhus Universitet med speciale i manglende erkendelse og arbejder i dag med at sætte risikoen for forråelse og moralsk stress på dagsordenen som foredragsholder og forfatter.
Hun har tidligere udgivet bøgerne ’Når gode mennesker handler ondt' og ’Mennesket er motiveret', der begge handler om forråelse. I 2025 udkom så bogen 'Moralsk stress – når vilkårene er problemet’.
Fælles front
Dorthe Birkmose ser moralsk stress som en fælles faglig sag for fagforeninger på velfærdsområderne, men også som en kamp, der skal tages i fællesskab på arbejdspladserne.
- Det er vigtigt for mig at sige, at der ikke er nogen fjende. Jeg kan jo desværre se på mange arbejdspladser, at der er nogle dybe grøfter mellem medarbejderne på den ene side og ledelsen på den anden side. Det er fortvivlende, for de står jo i præcis samme suppedas.
- Så længe medarbejdere og ledere udspiller en konflikt mellem sig, kommer vi ingen vegne. Det er jo ikke den nærmeste ledelse, der har besluttet, at arbejdsvilkårene skal være på den måde. Det er ikke engang deres ledelse. Det skal løftes til et højere politisk niveau, siger Dorthe Birkmose, som ikke kan forestille sig andet end lydhørhed, hvis først argumenterne trænger helt ind bag Christiansborgs tykke mure.
- Moralsk stress er konsekvensen af årtiers politiske beslutninger, som har udpint velfærdsområderne. Og politikerne har kunnet tage beslutningerne, fordi vi andre ikke har protesteret højlydt nok. Men det er beslutninger, der forhindrer fagfolk i at arbejde. Og det kan der ikke være nogen politikere, der er interesserede i, for det er et enormt spild, siger Dorthe Birkmose.
Find opgaver uden værdi
I kan dog også gøre noget på arbejdspladsen. Dorthe Birkmose foreslår, at I starter med at få analyseret, hvilke barrierer der forhindrer jer i at arbejde. Her bør I særligt have fokus på pseudoarbejde. Det kan være alt fra formålsløse møder, registreringer, som ingen interesserer sig for, og handleplaner, der lander i skraldespanden. Kort sagt: arbejdsopgaver, som ikke skaber værdi for jeres elever og kursister.
- Vi bliver nødt til at eliminere arbejdsopgaver uden mening, pointerer Dorthe Birkmose og fremhæver, at det blandt andet kan kalde på en stærk ledelse, der tør sige nej, når der fra politisk hold kommer endnu et nyt initiativ eller projekt, som medarbejderne bliver bedt om at sætte sig ind i.
- Man sætter bare alt muligt i gang. Men vi ved, at det kun er 20 procent af de nye tiltag i kommunerne, der rent faktisk bliver helt implementeret. Resten bliver ikke til en skid, fordi implementeringen bliver glemt eller overhalet af andre nye tiltag. Så en af løsningerne er, at man som ledelse og organisation tør lade være. Ned i skuffen. Tryk på ’delete’. Ofte er der alligevel ikke nogen, der følger op.
Dorthe Birkmose har besøgt mange arbejdspladser gennem sit arbejde med at forebygge forråelse og moralsk stress. Men hun har stadig til gode at opleve en arbejdsplads, der er lykkedes med at fjerne pseudoarbejde.
- Jeg tænker, at alle godt ved, at det er der, hvor vi kan hente nogle ressourcer. Men det har vist sig at være sårbart at drøfte, om møder og opgaver er overflødige. Det er potentielt skamfuldt at være den, som har fundet på eller sat andre til opgaver, som andre ser som tidsspilde, forklarer hun og anbefaler, at I under snakken holder fokus på opgaverne og ikke på, hvem der har indført dem, for ikke at gøre det til nogens skyld, at der er opstået pseudoarbejde.
Planlæg med slack
I kan også planlægge med organisatorisk ’slack’. Det vil sige en slags buffer af tid. Det, man også nogle steder kalder ’hvid tid’ i skemaet.
Matematiske modeller viser, at op imod 30 procent af ressourcerne i en organisation - i form af både tid, medarbejdere og penge – bør være en planlagt buffer, når I laver skoleplaner og opgaveoversigter, og når I planlægger projekter og undervisningsforløb. Det giver nemlig mulighed for at handle, når tingene ikke går som planlagt.
- Det, som matematikere kan beregne, og som medarbejdere kender fra deres daglige praksis, er, at det uforudsete vil ske, siger Dorthe Birkmose og fremhæver, at noget, der virkelig kan pine medarbejdere, er hele tiden at skulle ”slukke ildebrande”, haste fra det ene til det andet og ikke nå det planlagte.
Det skærmer for de mikroøjeblikke, hvor man som fagperson mærker følelsen af at gøre en forskel. Det er de øjeblikke, som medarbejdere, der lige nu kæmper for at blive i faget trods nagende moralsk stress, klamrer sig til. Dorthe Birkmose forudser, at ’slack’ vil give ilt til flere nærende mikroøjeblikke og dermed være et effektivt våben mod moralsk stress.
- Ved at have omkring 30 procent uudnyttet potentiale kan man håndtere det uforudsete og samtidig nå alt det, man havde planlagt, i stedet for den håbefulde antagelse om, at hvis vi presser alle 100 procent, så bliver det nok 100 procent. Nej, for så vil medarbejdernes hverdag jo brænde sammen og sande til.
Håb trods panik
Dorthe Birkmose ønsker med sin nyeste bog at lette på den tunge dyne af passiv resignation, som har lagt sig som et låg på beslutningstagere og toplederes handlekraft i lang tid.
Men selvom hendes opråb er skrevet med en følelse af panik, er det på samme tid fuldt af håb.
- Det håbefulde er, at vi kan ændre vilkårene. Der er så mange dygtige, veluddannede professionelle, og vi er det fjortende rigeste land i verden. Vi har alt, hvad vi skal bruge til at ændre vilkårene.
- Så den her framing med, at vi ikke kan gøre noget ved vilkårene, den skal dø, slutter hun.