lærer ved skrivebord fyldt med ting
Aktuelt

Uddannelsesforbundet: Vi møder for ofte beskeden ”sådan er vilkårene”

Moralsk stress er et problem blandt lærere og vejledere, og det er simpelthen ikke godt nok, mener Uddannelsesforbundets formand Hanne Pontoppidan, som efterlyser handling fra arbejdsgiverne.

Telefonerne på skrivebordet foran Uddannelsesforbundets socialrådgivere og stressvejledere, Anne-Marie Otto og Erling Kure, er sjældent stille ret længe ad gangen.

Opkaldene, der kommer ind, er fra medlemmer, som er bukket under for krav og arbejdsbelastninger, og de sager er der desværre mange af. 

Blandt flere af medlemmerne har følelsen af ikke at kunne udføre deres arbejde godt nok spillet en rolle i forløbet, der førte til sygemeldingen. Den følelse kan give moralsk stress – et arbejdsmiljøproblem, som ifølge forskning og eksperter koster velfærdssamfundet dyrt i opsigelser og sygemeldinger.

- Vi kan godt genkende billedet af, at moralsk stress er en stigende udfordring. Vi taler ofte med medlemmer, som er pressede af deres vilkår, og som enten er blevet sygemeldt med stress på grund af det, eller som arbejder under nogle rammer, der gør, at de risikerer at ende der på et tidspunkt.

Erling Kure tilføjer, at han for eksempel lige har talt med en lærer, som er blevet pålagt en række ekstra administrative opgaver. Derfor bruger hun nu sine søndage på at blive klar til undervisningen den kommende uge. 

- Så hun skyggearbejder sig ud af problemet, siger han.

- Men det er jo ikke i orden, og i sidste ende er der stor risiko for, at hun brænder ud.

De to socialrådgivere fremhæver, at der ofte er mange og også komplekse omstændigheder, der kan resultere i en sygemelding. Men dårlig ledelse er en ting, der ofte går igen.

Mange medlemmer oplever nemlig, at ledelsen ikke handler. Og hvis de stiller spørgsmål eller problematiserer rammerne, møder de i stedet beskeden: ’Sådan er vilkårene’.

Holder ikke i længden

Nogle vælger at sige til sig selv, at så må de slække på deres egne ambitioner for undervisningen, så de matcher de muligheder, ledelsen stiller til rådighed. Men det er de to socialrådgiveres erfaring, at der ikke så mange, der kan holde til det i længden.

- Det strider jo imod mange læreres og vejlederes faglighed, siger Anne-Marie Otto.

- Og så er det, at de for eksempel tager arbejdet med hjem og måske til sidst bukker under af stress eller siger op, supplerer Erling Kure.

Han fortæller, at der også er eksempler, hvor medlemmerne er blevet straffet for at handle på en måde, som de finder fagligt og moralsk rigtig.

Der er medlemmer, der har fået at vide, at de ikke må gøre noget, hvis de bliver kontaktet af en selvmordstruet elev uden for arbejdstiden. Andre har fået en påtale eller en advarsel, fordi de i weekenden har kontaktet en elev, som de måske ikke nåede at ringe til i løbet af ugen.
- Det er selvfølgelig fint, at ledere vil passe på deres medarbejdere og derfor appellerer til, at de holder fri, når de ikke er på arbejde. Men det kan også knække en, hvis man på den måde bliver straffet eller får begrænset sin faglighed og ansvarsfølelse over for eleverne, understreger Erling Kure.

Når en lærer siger fra, er det et nødråb – og det nødråb kræver handling.
Hanne Pontoppidan
Formand i Uddannelsesforbundet
hanne pontoppidan
Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, efterlyser handling fra både politikere og arbejdsgivere. Foto: Mette Ovgaard

Formand: Det er simpelthen ikke godt nok

Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, savner handling fra arbejdsgivere og politikere. Når så mange lærere forlader faget, og når samfundets udgifter til stress-sygemeldinger kun stiger år for år, så er der noget galt. 

- Vi ved, at det virkelig er noget, der stresser og slider en ned, hvis kvaliteten af ens arbejde når et niveau, hvor man ikke længere kan se sig selv i øjnene. Jeg har mange gange hørt lærere fortælle, at deres leder undskylder vilkårene med, at der bare ikke er råd til det ambitionsniveau, læreren har. Det er simpelthen ikke godt nok, pointerer hun.

- Når en lærer siger fra, er det et nødråb – og det nødråb kræver handling. Vi møder jo de lærere og vejledere, når de er gået ned med flaget på grund af manglende tid, urimelige rammer og en voksende dårlig samvittighed over ikke at kunne levere og være tro mod deres faglighed. 

Hanne Pontoppidan peger på, at skolernes bestyrelser bør blive skarpere på, at der følger penge med de ambitioner, de søsætter, og at den kvalitet, de de facto har ansvaret for, forudsætter, at ledelsen sikrer en balance mellem medarbejdernes tid og opgaver. 

Dato
Af
Foto
Jens Bach (modelfoto)