Svigt af eleverne gjorde Eva syg: Jeg har følt mig fuldstændig magtesløs
Eksamen nærmer sig for det hold af elektriker- og smedeelever, som Eva har undervist i matematik de seneste mange uger.
Det har været et svært forløb. De 28 elever tager matematik på niveau D og E, så Eva skal undervise i to spor, da pensum og eksamensform er forskellige. Det kræver meget af hende at skulle favne hver enkelt elev, når de faglige forudsætninger varierer så meget. De sidste timers undervisning op til eksamen har stor betydning.
- Det er afgørende for vores elevgruppe, at de føler, at der er opbakning. Derfor er det enormt vigtigt, at man har opfølgning lige op til en eksamen, så eleverne kan stille spørgsmål, siger Eva.
Kort tid inden sidste undervisningsgang opdager hun, at holdets timer er fjernet i hendes skema. I stedet skal hun ud som censor.
- Jeg blev ikke informeret eller spurgt til råds. Skemaet var bare blevet ændret, og det var ikke muligt at forklare hverken min chef eller skemaplanlæggeren, hvor meget det ville ødelægge for eleverne at gå glip af undervisningen.
- Så eleverne blev i stedet sendt i værkstedet. Det betød, at der gik mere end 14 dage fra den sidste undervisningsgang til deres eksamen. Jeg følte, at det var et stort svigt af de her elever, og det havde jeg det virkelig skidt med, siger Eva, der optræder anonymt i artiklen af hensyn til hendes jobsituation.
Oplevelsen var en af mange pludselige skemaændringer. Hver gang oplevede Eva, at hele hendes planlægning røg på gulvet, og at hun fik sværere ved at nå pensum og at repetere med eleverne.
Først kom den centrale planlægning
Eva har været grundfagslærer siden 2012, hvor hun blev ansat på sin nuværende arbejdsplads, en stor jysk erhvervsskole.
Dengang lagde to af hendes kolleger skemaet for alle grundfagene. De underviste selv og var opdaterede på for eksempel de seneste retningslinjer fra Undervisningsministeriet og kravene til blandt andet niveauerne i de forskellige fag og eksamen. Derfor oplevede Eva, at der var en god kommunikation, opbakning og sparring omkring opgaver samt et fokus på løbende opkvalificering af teamet.
Siden er skolen gået over til central planlægning, hvor en person på hver adresse lægger skemaet for alle skolens medarbejdere. Det har i hendes øjne ødelagt rigtig meget.
- Altså, jeg kan godt se fordelen i, at central planlægning kan give ledelsen overblik. Central planlægning passer bare ikke godt på den vigtigste ressource: medarbejderne.
- Min undervisning bliver planlagt og behandlet på samme måde som ved en lærer, hvis undervisningsindhold er det samme uge efter uge. Man vurderer ikke hver enkelt undervisningsopgave, når man giver forberedelsestid. Jeg føler, at vi som medarbejdere er blevet til brikker i et regneark, siger Eva.
Artiklen fortsætter under citatet
Om artiklen
Artiklen her er Evas personlige fortælling om, hvordan hun oplevede sin ansættelse, og hvad oplevelserne gjorde ved hende. Af hensyn til Evas jobsituation optræder hun anonymt, og Uddannelsesbladet har derfor ikke konfronteret hendes arbejdsgiver med det billede, der bliver tegnet. Redaktionen kender hendes rigtige identitet.
Artiklen indgår i et tema om moralsk stress, der sætter fokus på, hvordan ledelse og medarbejdere kan gøre op med den moralske stress, der gør folk syge eller driver dem til opsigelse. Evas historie skal derfor også ses som et eksempel på et problem, som rækker ud over den pågældende arbejdsplads, hvor hun er ansat.
Så fulgte samlæsningen
Med den centrale planlægning blev samlæsning af hold også hverdagskost for Eva, og oveni det oplevede hun at få sin undervisning beskåret med 25 procent. Flere gange var hun forbi både skolens skemalægger og sin chef for at gøre opmærksom på, at hun skulle samlæse hold, der niveaumæssigt var så spredte, at det ikke fungerede fagligt.
- Det dur ikke at skulle samlæse to niveauer, hvor eksamen og pensum ikke er ens, som det var tilfældet med holdet af elektriker- og smedeelever, jeg fortalte om. Derudover skal jeg ifølge bekendtgørelsen tilpasse undervisningen til elevernes fagretning, og det er udfordrende, når der for eksempel er både smede og elektrikere på samme hold.
- Det gør, at jeg er ekstremt presset, hvis jeg skal nå at få alle eleverne klar til eksamen. Jeg ved godt, at nogen mener, at man sagtens kan samlæse niveauerne E og D, men det kommer altså an på, hvilke elever man underviser, siger Eva.
- Med vores elever kan jeg ikke bare gøre det. På en erhvervsskole har mange elever negative erfaringer med et bogligt fag som matematik. Nogle af dem er direkte bange for at komme ind til en teoretisk undervisning, fordi de har så dårlige oplevelser fra folkeskolen. Når man så kommer fra 9. klasse og skal bestå matematik på D-niveau, så er det altså en stor udfordring.
Ingen lytter
I dag er Eva sygemeldt. Det har hun været i et halvt år.
For nylig læste hun bogen ’Moralsk stress – når vilkårene er problemet’ af Dorthe Birkemose på opfordring fra sin stresscoach i kommunen. Den vakte stor genkendelse hos Eva. Det var netop en følelse af ikke at kunne gøre sit arbejde godt nok, som havde gjort det svært at gå på arbejde.
- Jeg kan jo se og mærke på eleverne, at de krav, der bliver stillet til mig, i sidste ende går ud over dem.
- Men fordi mange af lederne ikke har pædagogisk eller didaktisk erfaring, har det været svært at få dem til at forstå, hvorfor det er vanskeligt at undervise i de rammer. Jeg har følt mig fuldstændig magtesløs, for der bliver simpelthen ikke lyttet, siger Eva og uddyber, at det ikke så meget er antallet af opgaver, men de betingelser, hun har haft til at udføre dem, der har været problemet.
Moralsk stress er et voksende problem i omsorgsjobs som undervisning, og den opstår, når man som fagperson oplever at være forhindret i at udføre sit arbejde godt nok. Moralsk stress får fagfolk til at søge væk fra deres job, hvis den ikke når at gøre dem syge inden, som det var tilfældet med Eva.
Tragedie på hjemmefronten
Forløbet op til sygemeldingen var kaotisk for Eva, både privat og på jobbet.
I 2024 mistede hun sin mand efter et langt og hårdt sygdomsforløb. Da hun vendte retur til sin undervisning efter tre måneders pasningsorlov, var der vendt op og ned på hendes arbejdsopgaver. Der var endnu en fyringsrunde, hvor en erfaren og god kollega blev fyret, og de fleste grundfagslærere, inklusive Eva, blev rokeret rundt til nye opgaver og andre adresser.
Eva blev flyttet til en ny afdeling, hvor hun ud over matematik skulle undervise i linjefagene naturfag og fysik. Dermed skulle hun undervise på tre forskellige adresser og blev samtidig SPS-ansvarlig på to af stederne.
- Det var en stor mundfuld oveni, at jeg selvfølgelig var enormt berørt af min familiemæssige situation.
Eva oplevede, at der løbende kom nye opgaver til, og at arbejdsbelastningen kun steg og steg. Særligt var det en belastning at skulle undervise på så mange forskellige adresser og have SPS-ansvar oveni.
- Det gjorde, at jeg havde mange forskellige chefer, jeg refererede til. Jeg oplevede at have fem forskellige personalechefer i løbet af tre år, men også flere uddannelsesledere. Der var ingen fælles retningslinjer på tværs af adresserne for, hvordan undervisning og SPS skulle foregå, og ingen ansvarlig chef for SPS-opgaver. Når jeg sendte en mail til en chef, blev den sjældent besvaret. Det var virkelig stressende, fordi uafsluttede opgaver hobede sig op.
De sidste mange år på arbejdspladsen har Eva ikke været inviteret til hverken MUS eller seniorsamtale. Det har været medvirkende til, at det har været svært for hende at italesætte og finde løsninger på den stigende arbejdsbelastning.
Ondt i maven
Selvom hun erkender, at den sårbarhed, hun vendte tilbage med efter tabet af sin mand, har haft indvirkning på, at hun i dag ikke er i stand til at arbejde, holder hun fast i, at det udslagsgivende var vilkårene og rammerne, som skabte et hårdt psykisk arbejdsmiljø med moralsk stress.
Skiftet mellem forskellige adresser var særligt problematisk i forhold til muligheden for at være der for de elever, der havde brug for SPS (specialpædagogisk støtte, red.).
- Jeg er ofte taget på arbejde med ondt i maven. For når jeg kun er på adressen en gang om ugen, kan der gå lang tid, inden eleven og jeg har mulighed for at mødes til en snak om elevens behov. Det har tynget mig meget, siger Eva, som ikke følte, at SPS blev prioriteret tilstrækkeligt.
Som SPS-ansvarlig skulle hun have samtaler med eleverne og koordinere udstyr og støttetimer. Men det var svært at få passet ind, blandt andet hendes mange undervisningstimer. Ofte følte hun, at hun var flaskehalsen. Samtidig blev elevernes støttetimer fordelt, hvor der lige var huller, uden at tage hensyn til, om det tog tid fra lærernes forberedelse eller passede ind i den enkelte elevs skema.
- Taberen i alt det her er jo altid eleverne, og det er det, der giver mavepine. Jeg har mange gange haft opgaver med hjem for at nå det hele og overleve i systemet.
Sammenbruddet
I løbet af efteråret 2025 – umiddelbart inden sygemeldingen – valgte Eva at benytte muligheden for at få aldersreduktion som senior. Med aftalen fik hun nedsat sin arbejdstid med en dag hver 14. dag mod at blive trukket i løn for timerne.
Håbet var, at det kunne lette på arbejdsbelastningen, men det endte helt omvendt, fordi mængden af undervisning, møder og SPS-opgaver ikke blev tilpasset det nye timetal.
- Jeg blev faktisk mere stresset af at være på nedsat tid. På et tidspunkt havde jeg 25 overarbejdstimer.
Dråben, der fik det hele til at flyde over, var den første lønseddel efter aldersreduktionen. Ved en fejl var Eva blevet trukket dobbelt for antallet af dage med aldersreduktion, så lønnen ikke stemte overens med antallet af de timer, hun havde arbejdet.
- Jeg fik udbetalt under 20.000 kroner den måned. Som eneforsørger var det ikke særlig rart.
- Jeg brød helt sammen, og min læge bad mig blive liggende hjemme i min seng. Jeg havde tankemylder og dårligt søvnmønster, siger Eva.
En opringning fra arbejdet resulterede i tilbagefald og hjertebanken. Og alene det at komme til sygesamtale på arbejdspladsen var en stor overvindelse.
I dag ser hun tilbage på nogle svære måneder med sygesamtaler. Hun har ikke længere troen på, at hun bliver i stand til at vende tilbage til sin undervisning. Til oktober fylder hun 67 år og kan gå på pension.