Skab trivsel gennem relationer
Hvis man skal føle sig som en del af et fællesskab på skolen, er det ikke nok blot at møde op og finde sin stoleplads i mængden.
Der skal mere til, hvis fællesskabet skal være det beskyttende værn mod mistrivsel, som det har potentialet til at være. Det forklarer Jens Christian Nielsen, der indtil for nylig var lektor på afdelingen for Pædagogisk Psykologi ved DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, inden han skiftede til en stilling som analysechef ved Kulturens Analyseinstitut.
På DPU var han med til at udvikle et trivselsbegreb, som bygger på den antagelse, at trivsel er relationel. Den udvikler sig i de fællesskaber, som de unge er en del af.
Trivslens tre V’er
Vil man skabe høj skoletrivsel, må man ifølge Jens Christian Nielsen arbejde med tre v’er:
- Virke.
- Velvære.
- Vellidthed.
- Det handler ikke bare om at være med i fællesskabet, men om faktisk at være aktivt med. Altså at virke. Den forskel er ret vigtig. Det er ikke nok at sidde i en klasse og være med på papiret, det er også det, at man faktisk får lov til at handle og deltage i klassens aktiviteter i og uden for undervisningen. At man aktivt deler et fællesskab, siger Jens Christian Nielsen.
Velvære dækker over, hvordan eleven har det psykisk og fysisk på skolen. Her spiller det blandt andet ind, at eleverne oplever det som meningsfuldt at være på skolen.
Det sidste ’v’ – vellidthed – handler om, at man som elev kan indgå i et trygt socialt og fagligt fællesskab, som eleven oplever at være et anerkendt og fuldgyldigt medlem af.
Relationer kan forebygge fravær
Når Jens Christian Nielsen i forbindelse med sin forskning har spurgt elever, hvad trivsel er for dem, så er et typisk svar fra især drengene noget i stil med ”at jeg har haft en god dag i skolen, hvor jeg har haft det godt med de andre. Det giver mig lyst til at komme næste dag”.
Netop pointen, at fællesskabet giver lyst til at komme igen, er vigtig, fremhæver Jens Christian Nielsen.
- Det er noget med at se trivsel som vedvarende. At skabe relationer, der vedholder og fastholder elever. Når man ser på fravær, er det jo tydeligt, at de elever, der har højt fravær, også tit har nogle komplikationer i forhold til relationen med andre elever. Ofte kan det hænge sammen, at de også har diagnoser, slemme problemer og andre ting inde på livet, men mistrivslen kan også blive forstærket, hvis relationerne ikke er stærke.
Svage fællesskaber udvider lærerrollen
Lærere er vant til at tænke undervisningsdifferentiering ind i timerne for at tage hensyn til elevernes forskellige faglige forudsætninger. Men det er ikke længere nok til at få elever inkluderet. Det oplever Camilla Hutters, leder af Nationalt Center for Erhvervspædagogik, der blandt andet står for diplomuddannelsen i erhvervspædagogik (DEP’en) på Københavns Professionshøjskole.
Hun peger på, at unges psykiske sårbarhed efterlader undervisere med flere opgaver end tidligere.
- Den nye udfordring er, at mange hurtigt bliver kede af det og føler sig udenfor. Fællesskaberne blandt eleverne ikke er så stærke som tidligere, og eleverne er ikke særligt gode til at organisere fællesskaber. Det vil sige, at de hurtigt kan føle sig ekskluderet også i det sociale. Der er simpelthen for mange unge, der tror, at de ikke er gode nok, siger hun og peger på, at det stiller større krav til lærerne.
- Det udvider lærerrollen, da det kræver en indsats og en opmærksomhed fra lærernes side på, om alle elever nu er med i en gruppe, om de sidder alene i pauserne. Sådan nogle ting, som ikke tidligere var en del af lærernes arbejdsopgave.
Mangel på tid og rammer med barrierer
Spørger man Jens Christian Nielsen, hvilke vilkår fællesskabet i skolen har i dag, lyder vurderingen: Både gode og dårlige.
- Jeg synes generelt, at mange skoler har en opmærksomhed på, at det betyder noget. Men noget af det, der kan skabe et pres, er jo, at tiden kan være sparsom for lærerne.
Han nævner, at det for eksempel kan være svært at finde tid til at blive hængende efter timen eller skabe rum for, at elever kan komme og snakke, hvis der er noget galt.
Rammebetingelser
Der kan også være rammer på den enkelte uddannelse, som udfordrer. Jens Christian Nielsen nævner erhvervsuddannelserne som eksempel:
- Fordi lærerne jo ikke nødvendigvis får helt de samme ressourcer til at kunne arbejde pædagogisk-didaktisk med eleverne, og der nødvendigvis heller ikke altid er klassefællesskaber. Det gør rammebetingelserne dårligere.
- Så der er virkelig behov for nogle flere ressourcer til erhvervsuddannelserne. Måske også til bedre at kunne facilitere fællesskaber. Det kunne for eksempel være, at eleverne har en vejledningssamtale med skolen en gang imellem, også når de er i deres praktikforløb, eller at der bliver skabt et virtuelt fællesskab mellem eleverne, så der stadig kan være følelsen af et holdfællesskab. Det kan godt betyde noget, at der er den der oplevelse af, at skolen eller fællesskabet holder stadig fast i mig. Men det er klart, det vil kræve flere ressourcer, og der er jo ikke så mange ressourcer til skolerne, mens elever er i praktik.
Klasseledelse skal i fokus
Jens Christian Nielsen har en række råd til, hvad du kan have fokus på, hvis du som underviser vil arbejde målrettet med at indarbejde virke, velvære og vellidthed i dagligdagen på skolen.
- Man kan ikke garantere, at eleverne bliver venner, men man kan arbejde bevidst med at få skabt relationer mellem dem.
- Ofte har man som lærer stor opmærksomhed på sin egen relation til den enkelte elev og lidt mindre på klasseledelse og den faciliterende rolle, man skal have som lærer, hvis elevernes fællesskab skal fungere. Det er selvfølgelig altid svært, når man starter nye hold, og hvis man ikke har eleverne i så mange timer, men har man mulighed for det mere vedvarende arbejde, kan det virkelig betyde meget for undervisningen, og for at eleverne bliver trygge ved hinanden, siger Jens Christian Nielsen.
Sådan kan du arbejde aktivt med trivslen
Vi har spurgt Jens Christian Nielsen, hvordan du som underviser kan arbejde aktiv med trivslen. Hans råd til dig er samlet i denne boks:
Jens Christian Nielsen foreslår, at du har fokus på to centrale spørgsmål:
- Hvilke udfordringer har eleverne, som jeg skal tage hensyn til?
- Hvad kan jeg gøre for, at eleverne synes, det er rart at være i klassen og på skolen?
Derudover kan du arbejde med følgende ting:
Differentiering og gruppearbejde
Det kan udfordre fællesskabet, når der er store forskelle på elevernes faglige niveau. Tænk derfor over, hvordan du tilrettelægger undervisningen, uden at det skaber et socialt skel mellem eleverne.
Mange unge har en mindre gruppe af klassekammerater, som de har god kontakt med og ses med uden for skolen, men færre oplever sig som del af et større hold eller et bredere klassefællesskab.
Gruppearbejde, hvor klassens grupperinger brydes op, kan være et middel til at få opbygget et større fællesskab.
Eleverne gennemskuer hurtigt, hvis de dygtige altid bliver sat sammen, mens de mindre dygtige kommer i andre grupper. Variér derfor jævnligt gruppesammensætningen. Tænk også i opgaver, der kan få nogle af de fagligt svageste elevers styrker frem i lyset – så de får en følelse af netop at virke i fællesskabet. Du kan også arbejde med at sætte nogle ord på, hvorfor du har sammensat grupperne, som du har. Det kan give dig en legitimitet i forhold til klasseledelsen og arbejdet med at facilitere klassens fællesskab.
Inddragelse af eleverne
Psykologisk tryghed i klasserummet er også vigtig for elevernes trivsel og læring. At de føler sig godt tilpas, tør komme til orde og ikke sidder og beskytter sig eller undgår læring.
Du kan styrke dette ved at lade eleverne komme med input til, hvordan det socialt og fagligt fungerer i klassen. Det kan også være en måde, at du sikrer dig elevernes opbakning til at gennemføre de initiativer, som kan få dagligdagen til at fungere bedre.
Overvej, om du kan få ressourcestærke elever til at have en særlig opmærksomhed på deres klassekammerater. Er du lærer på EUD eller FGU, hvor der er forskel på elevernes alder, kan det eventuelt være nogle af de ældre elever, som i kraft af deres alder måske har noget ekstra autoritet i klassen og et socialt overskud til at være noget for en eller flere elever, der har det svært.
Organiseret trivselsarbejde
En ordentlig organisering af trivselsarbejdet kan også være nøglen til at få skabt stærke og beskyttende relationer mellem eleverne.
Det er for eksempel vigtigt, at der er tænkt på individuelle støttestrukturer, som en god studievejledning, når elever har det svært. Eller at du som underviser har mulighed for at blive understøttet i arbejdet, hvis der er elever, som i en periode oplever større udfordringer. Det kan være i form af tid til at sparre med kolleger eller at have en ekstra lærer koblet på i timerne over en periode. Det er ressourcer, som kan gøre en stor forskel.
Du kan også tænke over at have fokus på elevens trivsel i klassens sociale og faglige fællesskaber, når du har elevsamtaler.
Har man fokus på nogle af de ovenstående indsatser for trivselsarbejdet, kan man nå rigtig langt, mener Jens Christian Nielsen.
- Lærerne kan jo ikke gøre det alene, men det betyder meget det, de gør sammen, og det betyder selvfølgelig også meget, at man som uddannelsesinstitution faktisk har et fokus på, hvad det er for nogle rammer, man sætter for fællesskabet og for at få en hverdag til at fungere for eleverne.
Det løbende trivselsarbejde i det daglige skal supplere de årlige nationale trivselsmålinger. For de giver ikke nødvendigvis et brugbart og retvisende billede af, hvordan det reelt står til med trivslen på skolen, påpeger Jens Christian Nielsen.
Trivsel er en dynamisk størrelse, som eleverne kan bevæge sig ind og ud af, er hans argument. Og derfor skal trivsel også være noget, man løbende drøfter og observerer.
Jens Christian Nielsen foreslår blandt andet, at lærere kommer med i hinandens timer for at observere den faglig-sociale trivsel i klasserne.
