Kom med os på arbejde

Anja: I klassen har vi ti elever, som alle er udfordret på den ene eller anden måde – skolevægring, autisme, lav IQ og domme for ungdomskriminalitet. I ungdomsskolen møder de et meget anderledes skoletilbud end folkeskolens med værkstedstimer og et stort fokus på relationsarbejdet. 

Min arbejdsdag starter altid med, at jeg henter to af eleverne, hvor de bor, og kører dem til skolen. Når vi er samlet med de andre elever, får vi først morgenmad og snakker om løst og fast. 

Første dag efter weekenden er altid svær. Eleverne er trætte. En af drengene siger, at hvis han skal holde sig vågen, så skal han i værkstedet hurtigst muligt. Vi har dog en aftale om, at han skal lave engelsk først. Kort tid efter, jeg har sat dem i gang, kommer han og smider teksterne på mit bord: “Så har jeg lavet det fucking engelsk.” Tonen er hård og opgivende. Jeg roser ham, men han tager ikke imod.

Det kan være frustrerende, at jeg ikke får gennemgået det faglige, som jeg gerne ville, men jeg ved, at de kæmper med motivationen. De vil helst stå i værkstedet og skrue i knallerter. 

Tirsdag

Mads: I dag er der kommet en elev, som ellers har været meget væk. Han har det svært derhjemme og er tydeligt uoplagt og tilbagetrukket. Han ender med ikke rigtigt at få lavet noget, men jeg presser ham ikke. 

Vi har teammøde efter undervisningen. Der kommer en stor snak i gang om, hvordan dét at rumme én gruppe, gør, at vi ikke kan rumme andre. Når vi siger ja til de meget udadreagerende, som skaber uro, så skræmmer vi de elever væk, som har brug for mere ro omkring sig. Vi har flere konkrete eksempler på elever, der kun har gået hos os i meget kort tid, netop fordi de ikke kan overskue at være på et hold. 

Vi ønsker at rumme alle eleverne, men med vores nuværende rammer er det en umulig opgave at have elever med for ­eksempel social angst i en klasse med elever med ubehandlet ADHD. 

Onsdag

Anja: Jeg havde en fridag i går, men hører fra min kollega, at drengene pjattede ekstra meget. De har det med at drille hinanden, ligge på hinanden i sofaen, skubbe, daske og jagte hinanden gennem klassen. Det ender af og til i rigtig slåskamp, fordi der er nogen, der ikke får sagt fra eller ikke forstår et nej. 

Sidst på dagen opdager vi, at en elev mangler. Vi søger skolen igennem og ringer til ham, men han er ikke at finde og svarer ikke. Han er på ADHD-medicin og har fået det for første gang denne uge. Er han blevet dårlig af medicinen? Eller er drengene blevet uvenner, uden vi har opdaget det? Vi finder senere ud af, at han er taget hjem. 

I dag føler jeg, at jeg slet ikke har kunnet nå ind til drengene, når de først er kommet for langt ud. De lukker mig ude og ignorerer mig, især når jeg prøver at guide dem i deres pjat, inden det tager overhånd. 

Ved bilerne efter skole er nogle af drengene ved at komme op at slås. Jeg får det stoppet, men er stadig i tvivl, om det kun var pjat, eller om der var alvor i det.

Torsdag

Mads: En af eleverne på holdet i dag er kun på 2. klasses-niveau i matematik. Første gang jeg mødte hende, gav hun klart udtryk for, at hun hadede matematik. Jeg har ikke set hende smile en eneste gang. 

Jeg har sat mig for at forsøge at give hende en positiv oplevelse ved altid at forberede noget materiale særligt til hende. Det virker. Men det kræver, at jeg bruger forholdsvis meget tid på at støtte hende. Det er en prioritering, som jeg må gøre op med mig selv, for der sidder jo en hel klasse, som også har brug for støtte og opmuntring. Jeg vurderer dog, at hvis ikke jeg bruger den tid hos hende, så får hun endnu et nederlag. 

Anja: I dag manglede vi saft, så jeg tog to elever med ud for at handle. De har et meget tæt forhold, og det er skønt, at de har fundet en god kammerat i hinanden, men de har nogle gange svært ved at vise det stille og roligt. Mens de sidder på forsædet i vores bus, skubber de til hinanden, lukker vinduet op og presser den enes hoved ud.

Eleverne er skønne på hver deres måde, og man vænner sig til deres forskellige måder at være på. Jeg spiller tit med på fjollerierne, men nogle dage er det meget trættende at blive kaldt øgenavne, få fuckfingeren og skulle guide eleverne i deres adfærd. I dag var jeg træt. 

Jeg føler, jeg gør det allerbedste, men er tit i tvivl om, om det er godt nok. Om jeg egner mig til mit arbejde. 

Fredag

Mads: Mange af de elever, som normalt fylder meget i undervisningen, er her ikke i dag. Højt fravær er et vilkår, vi må navigere i. 

Det kan være svært ikke at kunne hjælpe, når jeg ved, at mange af vores elever har det så hårdt, som de har det. Vi kan hverken udrede eller behandle vores elever. Vi er ikke psykologer, behandlere eller specialpædagogisk uddannet. 

Min drøm vil være, at der blev mulighed for at lave et særskilt forløb for dem, der har brug for, at der sker mere i timerne. Og et særskilt forløb for dem, der har brug for at kunne trække sig fra det sociale. Det vil kræve flere kolleger. 

Anja: I dag har eleverne fri klokken 12, så det plejer at være en stille og rolig dag uden de store faglige krav. Det er vigtigt for os, at de unge kommer godt på weekend. Vi runder altid ugen af med fælles personalemøde med lærere fra den anden matrikel og ledelsen, hvor vi får vigtige informationer og er sammen. Det er vigtigt, at vi holder sammen som kollegagruppe på tværs. Vi har også jævnligt gruppe-­supervision.

Jeg er ekstremt glad for mit arbejde, men det er også hårdt. Og når eleverne er verbalt ubehagelige, har jeg haft overvej­elser, om det er det her, jeg vil. Men jeg har heldigvis en god leder og en fantastisk kollegagruppe, som støtter og bekræfter mig i det, jeg gør.