Nomineret til Politikens Undervisningspris FGU-lærer Steen Alexandersen og eleven Dicte Rejmers
Profil

Vi skal fortælle alle de positive FGU-historier

FGU har vist sin berettigelse, mener FGU-lærer Steen Alexandersen. Han ser tit beviser på unge, der nu mestrer det personlige, sociale og faglige. Han er nomineret for sit eget arbejde på FGU til Politikens Undervisningspris, som i år har kategorien ”Andet” med.

Steen Alexandersen er stolt over nomineringen, fortæller han, da Uddannelsesbladet taler med ham. Men han er også meget ydmyg:

- For jeg er sikker på, at mange andre elever har haft lignende gode historier på FGU. Jeg tror, at en meget høj andel af FGU-lærerne går på arbejde, fordi de kan lide det. Fordi de vil den her målgruppe med alt, hvad der følger med. For dem er det relationsarbejdet, der lokker, mener han. Han synes dog ikke, at FGU-institutionerne har været gode nok til at fortælle alle de mange positive FGU-historier.

Relationen er det vigtigste

Steen Alexandersen har 25 års erfaring med målgruppen. Den uddannede eksportassistent har tidligere arbejdet i et EU-projekt med unge bistandsklienter på produktionsskolen i Horsens. Siden FGU’s start har han været på FGU Sydøstjylland. Men hvad er det, han gør, som virker for mange af de unge?

Det er Steen Alexandersen ikke skråsikker på. Han bruger dog altid sig selv og sin intuition, når han skal finde den enkelte FGU-elevs evner og potentialer, og ikke mindst tid med den enkelte, forklarer han.

Det med at acceptere hinandens forskelligheder er ekstremt vigtigt.
Steen Alexandersen
FGU-lærer

Han er ”på” mellem 21 til 23 såkaldte konfrontationstimer om ugen med de cirka 20 FGU-elever i klassen. Men det ville være en fordel med et højere antal timer i forhold til målgruppen. For grundlaget er relationen mellem elev og lærer. Hvis den ikke er der, er der ingenting, der kan lade sig gøre.

- Man bliver nødt til at tale med og forstå eleverne enkeltvis. Og alle kan noget. Vi er bare forskellige som mennesker, og derfor dur det ikke at putte folk i kasser og tro, at man kan gøre det samme for alle, understreger faglæreren.

Fællesskabsfølelse giver glæde

Eleverne kommer ofte fra et system, hvor det kun er det faglige, der har talt. FGU er derimod et skolesystem med tre indgangsvinkler: det personlige, sociale og faglige. Og eleverne har i høj grad brug for at blive set, hørt og lære at deltage i et fællesskab.

- Forskelligheden er det, FGU som skolesystem kan tage hensyn til, og som jeg bruger meget tid på, siger Steen Alexandersen.

Den største udfordring – men også den, der bringer faglæreren mest glæde i arbejdet – er, når han derfor kan bringe fællesskabsfølelsen ind i FGU-målgruppen, hvor eleverne accepterer hinandens forskelligheder og hjælper hinanden. Nogle elever har deres forcer i at stå frem på en scene, andre i at være rigtigt grundige, atter andre er hurtige, mens nogle er langsomme, så det er vigtigt at få lavet nogle opgaver, hvor alle kan indgå ligeværdigt.

Steen Alexandersen blev indstillet af FGU-eleven Dicte Rejmers - og nomineret til Politikens Undervisningspris.
Dicte Rejmers havde altid haft svært ved det faglige i folkeskolen. Men da hun kom til FGU, mødte hun faglærer Steen Alexandersen. Og pludselig vendte alting positivt for hende. Foto: Janus Engel Rasmussen.
Min største succes er, når tingene går op i en højere enhed, så klaveret bare spiller en rigtig god melodi med swing i.
Steen Alexandersen
FGU-lærer

Ligeværdighed er i det hele taget alfa og omega. Og Steen Alexandersen bruger meget tid på at få en ny elev til at føle sig velkommen i fællesskabet. De øvrige elever ved, at de skal behandle andre med nysgerrighed og respekt og ikke overskride deres grænser, og på den måde skaber de et fællesskab:

- Der er ikke nogen, der ser ned på, at en putter sig lidt en dag, eller en anden er fremme i skoene. Så det med at lære at acceptere hinandens forskelligheder er ekstremt vigtigt – og ellers kan de heller ikke udnytte hinandens kompetencer, tilføjer han.

Og ja, eleverne skal have respekt for ham, men han skal også have respekt for dem:

- Vi er selvfølgelig ikke ligeværdige, for jeg har et ansvar for dem, men derfor kan vi godt tale ligeværdigt til hinanden. Det betyder meget for mig.

Ligeværdig udslusning

Ligeværdigheden gælder også i forhold til udslusningen. FGU er en uddannelsesinstitution, hvor det at komme ud i uddannelse ikke er finere end at komme i job. For der er bare nogen, der ikke kan tage en uddannelse, forklarer den nominerede faglærer.

- Vi kan fokusere på, at det personlige og sociale også skal have et fokus. Og at udslusningen til job eller uddannelse er ligeværdigt. Det får man ikke mange andre steder, understreger han.

Du er indstillet af en elev for dit arbejde, men hvad betragter du selv som din største succes?

- Min største succes er, når tingene går op i en højere enhed, så klaveret bare spiller en rigtig god melodi med swing i. Når samarbejdet fungerer på tværs af evner, kvaliteter, ressourcer, kompetencer – så kan alt lade sig gøre, siger Steen Alexandersen og tilføjer:

- Noget af det, der også hører med i lønnen, er, når eleverne pludselig kommer tilbage med en hue på, eller har fået deres første barn, eller kommer og fortæller, at de har fået det bedre psykisk. Det er jo fantastisk, at de kan komme tilbage med både det faglige, personlige og sociale. Og det kunne jeg fortælle mange positive historier om! 

Steen bruger de 3 P’er i sin undervisning

  1. Plads til forskellighed
  2. Positive og høje forventninger
  3. Påskøn elevperspektiver.

De er udviklet af cand.pæd. og ph.d. i pædagogisk psykologi Laila Lagermann.

Læs mere på:

lailalagermann.dk

Dato
Af
Foto
Janus Engel Rasmussen/Politiken