Sådan kommer du fra faglig sorg til nyt fagligt håb med AI
Det kan være en faglig sorg, at AI har disrupted undervisningen, som du kender den. Og det kan virke uoverskueligt at kaste alt det, du har lært om didaktik og pædagogik op i luften og gribe det på en helt ny måde.
Men AI er den nye virkelighed i undervisningen. Og jo bedre du og kollegerne kan klæde jer og dermed også eleverne på til den rigtige brug af kunstig intelligens, jo bedre sikrer du dine elever de kompetencer, de har brug for at lære. I en spritny bog kan du få en vejledning til, hvad du – og I – kan gøre for at få taget hul på den store opgave.
- Som undervisere bliver vi nødt til at lægge det, der var engang, fra os og finde glæden i den nye virkelighed, siger underviser og IT-ansvarlig på Odense Tekniske Gymnasium, Claus Scheuer-Larsen. Han er forfatter til bogen ’Det umistelige – pædagogik og dannelse med AI’ sammen med IT- og kommunikationschef Per Størup Lauridsen fra Tietgenskolen i Odense.
De to stiftede for snart 4 år siden bloggen Viden.AI og har skrevet bogen på baggrund af viden derfra samt egne årtiers erfaringer med undervisning i og med digitale læremidler og samtaler med undervisere og fagkonsulenter:
- Vi har samlet en masse vidnesbyrd fra folk om, hvad de oplever, samtidig med, at vi selv har oplevet mange af tingene som undervisere. Det bruger vi også i bogen, siger Claus Scheuer-Larsen.
Om bogen
Bogen 'Det umistelige - pædagogik og dannelse' er skrevet af de to forfattere underviser Claus Scheuer-Larsen, IT-ansvarlig på Odense Tekniske Gymnasium og IT- og kommunikationschef Per Størup Lauridsen.
Sidstnævnte er også medlem af den ekspertgruppe, som tidligere undervisningsminister Mattias Tesfaye nedsatte om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler i skolerne.
Det centrale i faget
Efter de to forfatteres mening er der ingen vej udenom AI. Men med bogen kommer de med anvisninger til, hvordan du kan tage hul på arbejdet med AI og stadig holde fast i det umistelige - det, du ikke må eller vil miste i din undervisning og dit fag, når AI buldrer frem.
- Det er et stort og svært arbejde at finde det umistelige i sit fag. Men det er nødvendigt, at man går i gang med arbejdet med at definere, hvad det helt centrale er i det fag, man underviser i, mener Claus Scheuer-Larsen.
Han er selv i gang med et pilotprojekt på Odense Tekniske Gymnasium, hvor de bruger redskaberne fra bogen ’Det umistelige’ på underviserne fra de hårdest AI-ramte humanistiske fag som dansk og engelsk.
- Det bliver sikkert en kamp og diskussion med mange forskellige holdninger og kæpheste. Men til gengæld er det en snak, alle undervisere bør tage med deres fagkolleger en gang imellem: Hvad er egentlig den centrale kerne i vores fag? Helt ned i konkrete ting, siger han og giver et eksempel:
- Det kan være, vi gerne vil have, at vores elever er enormt gode til kritisk tænkning i dansk og engelsk – men hvad vil det sige at være kritisk tænkende i vores fag og i en verden med AI? Det skal de definere.
Blooms på hovedet
Som underviser kender du Blooms taksonomi. Den bliver på mange måder vendt på hovedet med AI. Det højeste taksonomiske niveau hos Bloom er at have skaberkompetencer, mens at redegøre og forstå ligger på det laveste niveau.
- Med AI er det at skabe egentlig bare at skrive en prompt til AI, så skaber den værket. Og pludselig bliver det at forstå og huske en af de sværeste kompetencer, hvis man bruger AI til alt, siger Claus Scheuer-Larsen.
Hvad skal vi kunne på en øde ø
Udover at afklare, hvad det umistelige er i dit fag, er det også vigtigt at finde ud af, hvordan dine elever bruger AI nu – og hvad de kan uden teknologien.
Odense Tekniske Gymnasium har 30 computere, som ikke kan gå på nettet. Dem skal eleverne bruge i det nye forløb, når de skal skrive på skolen, præcis som undervisningsministeren nu anbefaler i den strakspakke, han har offentliggjort:
- På den måde kan vi måle på, hvad de kan uden hjælpemidler. Meget af det umistelige er ting, vi skal kunne, når vi ikke har teknologien til at hjælpe, forklarer Claus Scheuer-Larsen.
Det handler altså grundlæggende om at definere, hvad man skal kunne i et fag, når man bliver vækket på en øde ø uden teknologi. Men også hvilke ting man godt kan bruge teknologisk hjælp til – når man vel at mærke har sin grundfaglighed på plads, og har lært at bruge det rigtigt.
Processen er det vigtigste
AI kan være en fremragende kognitiv partner. GPS’en i bilen er for eksempel også en udvidelse af vores ”kognitive apparat”, der kan hjælpe os med at finde vej. På samme måde kan kunstig intelligens være en hjælp, hvis vi bruger det rigtigt, siger Claus Scheuer-Larsen:
- Vi vil gerne have, at AI kun bliver brugt, hvor det giver mening og mere læring. Bruger vi ikke AI rigtigt, bliver vi hverken klogere eller udvikler vores hjerne, slår han fast.
Netop derfor bliver processen vigtigere end produktet, når AI er med i undervisningen, forklarer han:
- Et flot slutprodukt fortæller ikke længere noget om, hvad eleven har lært, for det kan maskinen levere på få sekunder. Læringen ligger i de valg, overvejelser og omveje, eleven gør sig undervejs, og det er dem, underviseren skal have blik for.
- Vi er vant til at bedømme det færdige produkt, men med AI er vi nødt til at flytte blikket over på elevens proces. Det er der, vi kan se, om der faktisk er sket læring, siger Claus Scheuer-Larsen.
Fra princip til praksis
Bogen indeholder en skala i forhold til, hvor meget kunstig intelligens, man må bruge i forskellige typer af aktiviteter i undervisningen. Den kan give dig og kollegerne et fælles sprog for, hvad eleverne må og ikke må, og hvad I skal bedømme opgaver ud fra i forhold til de enkelte skalatrin (se boks). Det vigtigste i det arbejde er, at skalaen giver undervisere og elever et fælles sprog for brugen.
- Undervisere og elever famler i blinde i det her. Derfor er det meget vigtigt at få et fælles sprog for dette arbejde. Det kan skalaen give.
- Arbejder vi på trin 2 vil alle for eksempel vide, at det er en førskrivnings-opgave, hvor man må bruge AI til nogle bestemte ting. Dermed bliver det også tydeligt for eleverne, hvad de egentlig må. For hvis det er en udfordring for underviserne at finde ud af, hvordan AI må bruges, så har eleverne meget svært ved det, understreger han.
5 trin i brugen af AI
Skalaen, som Claus Scheuer-Larsen og Per Størup Lauridsen har udviklet, viser i hvilken grad eleverne kan og må bruge AI i aktiviteterne, og hvad deres opgaver bliver bedømt efter.
Trin 1 er der, hvor man arbejder med ’det umistelige’. Der, hvor eleverne er uden hjælpemidler og skal bruge papir og blyant, en bog eller en computer, der er koblet af nettet.
I bogen har forfatterne også tænkt skalaen med i forhold til erhvervsskolerne, som ser anderledes ud.
Her er Trin 1 den fysiske handling – at eleven arbejder uden AI ved at mure en mur op eller tempererer en chokolade. Dette håndværk kan AI ikke gøre, så her vil den fysiske ting være det umistelige.
Trin 2 er der, hvor man må bruge AI til en førskrivnings-proces. Det kan være til at generere ideer eller lave struktur i sit arbejde. Når det er gjort, kan eleven skrive det uden adgang til nettet. Her bedømmer læreren, hvordan det er skrevet, men ikke idéen eller strukturen i det skrevne.
Trin 2 på EUD er der, hvor man kan bruge AI til at forberede og beregne eller visualisere en bygning.
Trin 3 er det omvendte. Her starter eleven med at skrive uden hjælpemidler og afleverer det skrevne til sin lærer. Så får eleven adgang til et rum med alle hjælpemidlerne. Her kan AI bruges til at tjekke, om ens argumenter for eksempel er stærke nok, eller man kan få hjælp til stavekontrol. Eleven skal kunne redegøre for, om det er rigtigt, hvad AI foreslår, og reflektere over, om det er et godt svar eller ej. Her bedømmer underviseren elevens evne til at skrive selv og bruge hjælpemidlerne til at søge inspiration og hjælp.
Trin 3 er meget vigtigt på EUD:
Det er blevet et stort krav overalt i samfundet, at man skal kunne dokumentere alt. Her kan eleven få hjælp fra maskinen. Eller eleven har lavet en svejsning, som hun gerne vil have vurderet af AI ved at vise et foto af den. Her kan den analysere og give en bedømmelse af, om den er ok eller skal laves om.
Trin 4 er der, hvor eleven har AI med på sidelinjen. Her kombinerer man AI og det, man selv skriver som i det foregående, men skal her også lave en refleksion. Eleven skal lægge de prompts med, han har brugt, og reflektere over, hvorfor man har valgt dem. Udover det skrevne skal eleven altså vedlægge sin refleksion, som er en stor del af bedømmelsen.
Trin 5 er der, hvor eleven er færdiguddannet og har fuldstændig styr på brugen af AI. Det kan være, hun skal videre i uddannelse eller ud i en virksomhed og arbejde. Der er AI en sparringspartner, som hvis hun arbejdede sammen med et andet menneske. Der er hun selv fuldstændig ansvarlig for det produkt, hun afleverer, og skal ikke gøre rede for, hvordan hun har gjort.
Det sidste – høje – trin – på EUD handler om, at håndværkere ude i den virkelige verden allerede bruger teknologien overalt. For eksempel CNC til styring, og computere på autoværksteder til at analysere, hvad der er galt med bilen.
Claus Scheuer-Larsen fremhæver, at det i processen er vigtigt, at ledere giver plads til, at en lærer kan være ramt af faglig sorg – den sorg, som en underviser føler, når ens fag pludselig er reduceret til noget, som en maskine kan gøre bedre:
- Her handler det for en leder om at anerkende, at det her er en kæmpe udfordring for mange undervisere.
Han understreger, at det også er vigtigt, at underviserne får den nødvendige tid til udvikling, og at det kan være godt ikke at tage en for stor mundfuld fra starten. På Odense Tekniske Gymnasium har de for eksempel valgt at starte med de dansk- og engelsklærerne i pilotprojektet, da de har de største udfordringer med AI.
- Herefter vil vi stille og roligt køre en ny faggruppe ind hvert halve år, siger han, men understreger, at uanset om du er ansat på en skole, som ikke har mange ressourcer, er det bedre at starte lidt, men komme i gang.
- Når nogle får gode ideer, spreder det sig hurtigt til de andre. Formen i det ene forløb kan måske også virke i andre fag, siger han.
Vi skal skynde os langsomt
- Der er meget vidensdeling ind over. Og det her er så stor en omvæltning, at vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med det.
Tager det ikke for lang tid med så langsomme udviklingsprojekter i forhold til, hvor hurtigt teknologien buldrer afsted?
- Det kan man godt sige. Men selv om der stadig bliver udgivet nye modeller, som bliver bedre og bedre, har teknologien også nået et niveau nu, hvor vi ikke oplever, at modellerne bliver hurtigere til de ting, vi er udfordret af. Så jo før, man kommer i gang, jo bedre.
- Vi skulle have været i gang for længe siden, men det kan også noget, at vi skynder os langsomt. Vi prøver ting af og får nogle erfaringer, som vi deler med hinanden, siger Claus Scheuer-Larsen.
To andre vigtige opgaver for jer
I et forløb er det vigtigt, at I:
- Kigger på de opgavetyper, I er vant til at lave: Er der nogle af dem, der med små justeringer faktisk kan indplaceres på skalaen (se i boksen) eller kan bruges uden en hel masse ekstraarbejde?
- Skrækeksemplet er en lærer, der har en hylde med opgaver, som vedkommende hiver ned år efter år. Men en opgave er jo aldrig færdig. Den er altid under udvikling. Man bliver altid nødt til at spørge sig selv: ”Nu har verden ændret sig. Skal jeg lave en lille justering her for at opgaven stadig er god, og så eleverne kan lære noget af den?”, siger Claus Scheuer-Larsen.
- Laver små pædagogiske udviklingsprojekter i faggrupperne. Her kan I prøve at udvikle opgavetyper på trin 2 eller 3 fra skalaen og teste det af – hvordan virker det? Det må gerne ske sammen med eleverne, hvor I taler om, hvad der egentlig sker, når vi starter med AI, og de selv skriver bagefter, ”hvilke kompetencer benytter vi så?”
