Tal med dine elever om det kvindehad, de kan opleve online
Unge drenge mellem 16-18 år bliver næsten automatisk udsat for kvindehadende indhold, når de går på YouTube Shorts eller TikTok.
Indhold, hvor mænd kalder kvinder for ludere, sædcontainere og mandens ejendom. Videoer med ’score-artister’, som fortæller, hvordan du får og dropper kvinder. Podcasts, som forklarer, hvordan kun alfa-hanner får succes og sex – og at man ikke må tale om følelser, gå i terapi eller vise svaghed. Kort sagt indhold på nettet, der samlet bliver kaldt ’manosfæren’.
Og hvor man tidligere skulle lede efter den slags i fjerne afkroge af subkulturer, er manosfæren nu blevet mainstream. Det betyder, at også undervisere bliver nødt til at forholde sig til det og lære de unge at navigere mere kritisk online.
Andre studier viser nemlig, at drenge, som bliver præsenteret for en stor mængde af dette indhold, har større sandsynlighed for at behandle piger og kvindelige lærere på deres skole på en sexistisk måde, og at de har større sandsynlighed for at negligere vold og seksuel vold mod kvinder – en problematik, som den meget omtalte Netflix-serie Adolescence har taget op.
Det tager kun to minutter
Maja Brandt Andreasen er postdoc i kønsforskning ved universitetet i Stavanger og har gennem ti år beskæftiget sig med manosfæren. Hun har sammen med andre forskere undersøgt, hvor meget og hvor hurtigt unge drenge bliver udsat for kvindehadsk indhold.
I forsøget oprettede forskerne ti kunstige profiler af mænd mellem 16 og 18 år. Halvdelen af de falske profiler søgte aktivt på eller interagerede med indholdet, mens den anden halvdel var passiv. Alligevel var konklusionen, at alle profiler inden for imellem to til maksimalt 26 minutter blev udsat for kvindehadende indhold af algoritmen, som styrer, hvad vi får vist i vores feed.
Så snart en profil viste interesse for indholdet, steg mængden af manosfæreindhold desuden eksponentielt, så profilen næsten udelukkende blev præsenteret for dét og endte i et manosfære-kaninhul.
Hvad er manosfæren?
Manosfæren er en slags løst netværk på nettet, som primært består af kvindehadende og antifeministiske fællesskaber, der promoverer en idé om mandligt overherredømme.
Mere viden om manosfæren:
- På Cybernauternes hjemmeside finder du adskillige artikler samt en hel podcastserie om manosfæren. Se udvalget her.
- Center for Digital Pædagogik har både viden og værktøjer om manosfæren. De tilbyder gratis kurser om online risikoadfærd samt betalte workshops til din arbejdsplads. Læs mere på deres hjemmeside.
- Dagbladet Politiken har kørt en artikelserie om emnet.
- Lyt til podcasten Lærerværelsets afsnit Hvordan påvirker manosfæren dine elever, og hvad kan du gøre ved det?
Manosfæren består af mange mindre grupperinger. For eksempel incels, som opfatter sig selv som værende i ufrivilligt cølibat og svigtet af kvinder. Dertil kommer såkaldte pick-up artists, som underviser i, hvordan mænd bedst scorer og får sex med kvinder, samt konservative ideologiske grupperinger, der promoverer heteroseksuelt ægteskab, anti-abort og begrænsede rettigheder for kvinder.
Den mest omtalte gruppe er de såkaldte manfluencere – en sammentrækning af manosfære og influencer. Her er den mest kendte Andrew Tate – tidligere verdensmester i kickboksning og selverklæret sexist og kvindehader. Han er sigtet for voldtægt, menneskehandel og seksuel omgang med mindreårige i flere lande. Selvom han nu er blevet udelukket fra TikTok og YouTube Shorts, bliver hans indhold flittigt delt af andre, og det vurderes, at hans videoer er blevet set 11 milliarder gange.
Pseudovidenskabelige idéer
Men hvilket virkelighedsbillede bliver de unge drenge så præsenteret for?
Maja Brandt Andreasen forklarer, at forskerne opdelte manosfæreindhold ud fra tre temaer: maskulinitet i krise, motivationsindhold og pseudovidenskabelige ideer om køn.
Maskulinitet i krise handler om, at feminisme er en trussel mod mænd og maskulinitet, ligesom det kvindecentriske samfund tilgodeser kvinder på den ene eller anden måde. Motivationsindholdet er manosfærens opskrift på, hvordan du bliver en ’rigtig’ mand: Du skal være rig og stærk og udvikle selvkontrol, så vil du få (seksuel) magt og adgang til kvinder.
– Hvis du er fattig, er det din egen skyld, fordi du er doven og svag. Dit mentale helbred styrker du ved at træne. Du må ikke udtrykke følelser, og der er en afvisning af terapi, fortæller Maja Brandt Andreasen.
Endelig er der kategorien pseudovidenskab – det vil sige teorier om især køn, som bruger visuelle virkemidler fra rigtig videnskab, for eksempel grafer og tegninger af ’rigtige’ mænd med eksempelvis et særligt kæbeparti.
Én teori er for eksempel den 80/20-regel, som også nævnes i Netflix-serien Adolescence: 80 procent af kvinderne er kun interesserede i 20 procent af mændene – de stærke alfahanner, forstås – og derfor ender man med et overskud af svage ’betamænd’, fattige, følsomme, fedladne, feminine.
I manosfærens verden er fysisk dominans og selvdisciplin helt afgørende for maskulinitet, og samfundet er splittet mellem to køn, der aldrig ønsker det samme, men er i krig eller konkurrence. Indholdet er koncentreret om, hvordan mændene vinder.
En bekymrende udvikling
Men er det ikke blot en lille flok klovne, der spreder ekstremt indhold?
– Vores forsøg var en simulation, så jeg kan ikke garantere, det vil gentage sig 1:1 i virkeligheden. Men manosfæren er gået fra at være en lille subkultur til mainstream, og dét synes jeg helt klart er en bekymrende udvikling. At nogle af de holdninger, der bliver udtrykt i manosfæren, er gået fra at være noget, vi opfatter som ekstremistisk til at være blevet meget mere normaliseret, siger kønsforskeren.
– Studier viser, at drenge, der bliver præsenteret for indhold, der normaliserer ideerne om mandligt overherredømme, har større sandsynlighed for at behandle pigerne på deres skole og de kvindelige lærere på en sexistisk måde. Og samtidig udnytter manosfæren den usikkerhed, man normalt har som teenager, ved at promovere stoicisme, siger Maja Brandt Andreasen og uddyber:
– Det jo vildt problematisk, når Andrew Tate for eksempel siger, at løsningen på dit mentale helbred ligger i træningscenteret, og at du er svag, hvis du søger hjælp, når vi ved, at mænd er i højere risiko for selvmord, er mere isolerede og har færre nære relationer.
Kan unge mænd undgå manosfæren?
– Vores studie indikerer, at det kan de ikke.
Ny undersøgelse: Vi bliver afhængige af algoritmen
En undersøgelse fra august 2025 viser, at det er meget svært at skrue ned for skærmen, selvom vi både har ønsket om og motivationen til at gøre det.
Tre ud af fire danskere mellem 18-29 år vil gerne skrue ned for skærmtiden, men samtidig bruger 29 procent af børn og unge ofte, meget ofte eller altid mere tid på sociale medier, end de selv ønsker.
Undersøgelsen viser, at vores selvregulering stort set er sat ud af spil, fordi algoritmerne er designet til at skabe afhængighed.
Samfundet skal tage ansvar
Maja Brandt Andreasen understreger dog, at der selvfølgelig er mange drenge, som er i stand til at have et kritisk forhold til det, de ser.
– Vi ser klart drenge, som synes, det er åndsvagt indhold og tager afstand fra det, men så ser vi også andre, der, når de først kommer ned i kaninhullet, bliver påvirket af det.
Og det giver samfundet er ansvar, mener forskeren. I flere niveauer.
– Vi har i vores rapport foreslået at pålægge tech-virksomhederne, at algoritmerne er slået fra, så man aktivt skal slå dem til, og at man indfører strengere moderation, så det meget ekstremistiske, hadefulde indhold bliver forbudt. Men det er jo en politisk beslutning, understreger forskeren.
Skoler skal mere på banen
Maja Brandt Andreasen foreslår også, at langt flere skoler og undervisere tager et større ansvar på sig i forhold til at undervise i digital kildekritik.
– Skoler og lærere har et ansvar for at undervise i, hvordan eleverne bør forholde sig kritisk til de sociale medier. Lære dem, at algoritmer ikke er en neutral ting, og at der foregår en form for manipulation. Vi skal undervise i den kritiske tilgang til virkeligheden på nettet i den tid, vi befinder os i, hvor der er enormt meget misinformation.
Påbud virker ikke
Der har været debat om, hvorvidt man skal forbyde børn og unges brug af sociale medier. Men, understreger Maja Brandt Andreasen, det er ikke den rigtige vej at gå. Tværtimod.
– Forskning viser, at det ikke har nogen som helst positiv effekt at forbyde unge mennesker at være på sociale medier. Deres sociale liv foregår lige så meget der, som i den virkelige verden. Fjerner du den del, mister de en stor del af deres fællesskabsfølelse, lyder det fra kønsforskeren.
Hendes råd er derfor i stedet at møde de unge i en åben, fordomsfri samtale om problematiske kønsstereotyper. En samtale uden ”aj har du virkelig siddet og set dét?”, men i stedet en snak, hvor man ’lirker’ lidt i nogle af udsagnene fra manosfæren og på den måde udfordrer de unge konstruktivt.
Og, understreger forskeren i et opråb til os alle sammen:
– Vi kan godt komme til at tale om det, som om det ”bare er sådan noget, der findes på internettet”. Men manosfæren bliver skabt af dem, der uploader indhold, og det er jo rigtige mennesker. Manosfæren er et spejl af et samfund og strukturer, der findes i virkeligheden, pointerer Maja Brandt Andreasen.
Derfor skal løsningen også findes politisk og strukturelt. Det er et fælles samfundsansvar.
– Det handler om, hvilke kønsnormer og kønsstrukturer vi taler om i samfundet og bliver ved at reproducere. Det er en kritik på det store, samfundsmæssige, globale plan – og det er jo en meget svær og ikke særlig konkret ting, for hvor starter man lige? spørger Maja Brandt Andreasen lidt retorisk. Hun har dog et bud på hvor:
– Jeg vil jo næsten sige, det starter i skolerne og med børnene og de unge, hvor man bør udfordre stereotyperne og snakke om, hvad køn er for noget, og hvordan vi alle sammen kan få lov at eksistere frit.
Om Maja Brandt Andreasen
- Maja Brandt Andreasen forsker i online kulturer med fokus på misogyni (had til og diskrimination af kvinder), humor, manosfæren, voldtægtskultur og ekstremisme.
- Har siden 2023 været ansat som postdoc i Kønsforskning på Universitetet i Stavanger og har tidligere været tilknyttet Dublin City University.
- Tog i 2020 Ph.d. i Kønsforskning fra University of Strathclyde, Glasgow.
- Har modtaget en guldmedalje for sit speciale i 2013 på Københavns Universitet.