Lærernes viden og forståelse for diagnoser hjælper eleverne
AspIT er en særlig tilrettelagt IT-uddannelse for elever med særlige behov. Mange af eleverne er autister, andre har ADHD, nogle en kombination af begge diagnoser.
På afdelingen i Aabenraa har lærerteamet Ronni Heuckendorff Hansen og Ulf Skaaning i første halvdel af 2024 kørt et nyt forløb med psykoedukation. Her lærer eleverne at mestre deres diagnose så godt som muligt, og de får en indsigt i, hvorfor de i forskellige situationer kan føle, lære og reagere anderledes end neurotypikere.
Neurodivergent kultur
Det nye forløb med psykoedukation er en proces, der går mod at tilpasse AspIT Sønderjylland i tråd med den neurodivergente kultur, som vinder frem i flere og flere hjørner af samfundet - blandt andet hjulpet på vej af offentlige personer, der bryder tabuer ved at fortælle om egne udfordringer. En af dem er musikeren Uro, der synger om ikke at passe ind, om at være uforståelig og om få skæld ud ”for det er sådan, det er, når man har koncentrationsbesvær”.
Den neurodivergente kultur rummer en forståelse af, at der er mange forskellige hjerner, og at man ikke er defekt eller unormal, fordi man ikke er som flertallet. Den forståelse er begyndt at sprede sig til arbejdspladser – og som i AspIT’s tilfælde til uddannelsesverdenen – og den rummer en større anerkendelse af psykiske diagnoser og de behov, der knytter sig til dem.
Neuro-hva-for-noget? Få styr på begreberne
- Neurotypisk beskriver personer, der ikke har neurologiske tilstande som autisme eller ADHD. Neurotypikere oplever verden på en måde, som samfundet typisk forventer - uden dog at antyde, at denne måde er bedre eller mere normal end andre.
- Neurodivergent beskriver personer, der har en neurologisk profil, som afviger fra det neurotypiske, men som stadig er helt normale mennesker. Neurodivergente kan have diagnoser som autisme, ADHD, dysleksi eller lignende tilstande, som gør, at deres hjerner fungerer forskelligt, hvilket kan medføre unikke måder at tænke, føle og opleve verden på.
- Neurodivers beskriver ideen om, at alle neurologiske profiler - uanset om de er neurotypiske eller neurodivergente - er en del af den naturlige mangfoldighed blandt mennesker. Dette perspektiv anerkender, at både neurotypiske og neurodivergente mennesker er normale, bare med forskellige måder at opleve og forstå verden på.
- Psykoedukation er en pædagogisk indsats, der sigter mod at oplyse og uddanne mennesker om deres egen eller deres næres psykiske tilstand. Det hjælper med at forstå og håndtere livet med en diagnose, hvilket fremmer trivsel og accept af forskellige neurologiske profiler.
Om Ronni Heuckendorff Hansen
- Lærer på AspIT, hvor han blandt andet underviser i psykoedukaton, kommunikation og personlig udvikling.
- Har en baggrund som konsulent og chef IT-branchen.
- Er selv sendiagnostiseret autist med ADHD.
- Har været ansat på AspIT i 12 år. Det er første gang, han har været i en stilling i mere end tre år. Om årsagen til det, siger han:
- Det her job bliver ikke kedeligt. Der er hele tiden nyt at lære.
- At skabe et gennembrud hos en elev eller hjælpe eleven til at kunne være i en undervisningssituation er fantastisk. Det er en gave, som ingen IT-systemer kan konkurrere med.
Succes med beskæftigelse
På AspIT har alle eleverne særlige behov. Men det er ikke en hindring i forhold til at få elever i beskæftigelse. Statistikken viser, at 80 procent af eleverne har et job efter tre år på AspIT. En del af dem får tilbudt ansættelse hos den virksomhed, som de har været i praktik hos i løbet af uddannelsen.
Ronni Heuckendorff Hansen og Ulf Skaaning peger på flere årsager til, at AspIT har succes med at klæde eleverne på til arbejdsmarkedet.
- Jeg tror, de ret hurtigt mærker, at de bliver taget seriøst med deres udfordringer. Når de siger noget, stopper vi op og lytter, siger Ulf Skaaning.
Det betyder også noget, at eleverne på AspIT oplever at være en del af et fællesskab – for mange af dem er det første gang, at de oplever den form for samhørighed. De har tidligere været vant til at falde udenfor og føle sig forkert i forhold til klassekammeraterne, fortæller de to lærere.
Endelig har Ulf Skaaning og Ronni Heuckendorff Hansen en stor viden om diagnoser og de pædagogiske og didaktiske krav, en diagnose stiller til undervisningen.
Om Ulf Skaaning
- Lærer på AspIT, hvor han blandt andet underviser i psykoedukation, kommunikation og personlig udvikling.
- Har været ansat på AspIT i fire år, før det var han lærer på en handelsskole. Han oplever en stor meningsfuldhed i jobbet:
- På handelsskolen havde jeg også en svag elevgruppe. Men jeg må sige, at her er elevernes udgangsniveau bare endnu lavere. Og der, hvor de ender, er bare endnu højere. Så den forskel, der er fra start til slut, det er den, jeg går på arbejde for. Det gør det hele værd.
Ulf og Ronnis råd til undervisning af neurodivergente elever
Savner du værktøjer, som kan gøre det lettere at undervise elever med psykiske diagnoser?
Herunder får du Ronni Heuckendorff Hansen og Ulf Skaanings bud på, hvad der blandt andet skal til.
1. Drop inklusionstanken
Ronni Heuckendorff Hansen:
- Man skal først og fremmest indse, at inklusion er en neurotypisk drøm. Der er ingen neurodivergente, der elsker at blive inkluderet. Der er meget stor forskel på, hvordan autister føler, lærer og oplever verden. Når neurotypikere siger: Vi vil gerne inkludere dig i gruppen, så siger de også: ”Din gruppe er ikke valid. Din kultur betyder ikke noget”.
- Man skal i stedet for gøre sig bevidst, at når du underviser autister eller ADHD'ere, så er du nødt til at tilpasse rammerne til dem. Det er ikke at sidde inde som nummer 29 i klassen. Det er ikke at have opgaver, der er designet til neurotypikere.
- På den måde er inklusion forkert.
2. Det handler om mere end kun færre elever i klassen
Ronni Heuckendorff Hansen:
- Når man nu for eksempel laver ASF-linjer (linjer for elever med autismespektrumforstyrrelser, red.) på gymnasier. Er det så bare en gymnasial uddannelse, hvor man er lidt færre i klassen, eller lærer eleverne reelt noget om sig selv?
- Du er nødt til også at tænke det ind i måden, du kommunikerer på. Måden, du sammensætter klasser på. Måden, du laver dine opgaver på. Og i informationen, du præsenterer.
3. Få styr på det personlige og sociale før det faglige
Ulf Skaaning:
- Jeg tror mange skoler vil komme længere ved at sige, at det første halve år, der skal vi ikke have faglig uddannelse. Der skal eleverne ind i rammerne og lære at være sammen. Og så kan man begynde at hælde viden på, for når rammerne er til det, så er det meget nemmere.
4. Tilpas opgaverne til den elev, der skal løse dem
Ulf Skaaning:
- Du bliver nødt til at se på, hvad der skal til, for at den neurodivergente elev kan løse sine opgaver.
- Det er måske ikke en trin-for-trin-beskrivelse. Det er måske: ”Her er løsningen. Find ud af, hvordan kommer du herfra og dertil”. Med en lang opgavebeskrivelse vil en ADHD'er stå af syv gange under din forklaring og zone ud.
Ronni Heuckendorff Hansen:
- Min yndlingsvideo, som jeg plejer at vise, når jeg skal fortælle folk om ADHD, er et eksperiment, man har lavet, hvor man filmer en dreng, mens han får matematikundervisning på en computer. Hans stol kører rundt, han ligger ind over bordet, og i løbet af ti minutter, har han været rundt over det hele. Ved siden af viser man en video, hvor han sidder fuldstændig stille og ser Star Trek eller sådan noget.
- Det er jo ikke en elev, som har opmærksomhedsproblemer. Det er røvkedelig undervisning. Undervisning, der er designet til neurotypikere.
5. Vær bevidst om dit sprog
Ronni Heuckendorff Hansen:
- Den måde, vi taler på, skaber vores forestillingsverden. Det er for eksempel kun neurotypikere, der siger, ”mennesker med autisme”. Det gør autister ikke. Vi går ikke rundt med vores autisme i en lille pose. Vi er autister. Alt, hvad jeg oplever, er autistisk. Alt hvad jeg ser, alt hvad jeg tænker, er autistisk. Jeg har ikke autisme ved siden af. Jeg lider ikke af det. Nej, jeg er autist.
- Når man siger ”et menneske med autisme”, så siger man også, at der findes et eller andet sted i den person, som ikke har påvirket af den her forfærdelige tilstand. At begynde at ændre ens sprogbrug og få øjnene op for, at samfundet er mere divers, end man har gået og troet, vil også gøre, at man helt automatisk begynder at åbne sig op for nogle ting.
