Her finder otte af ti vejen til job trods diagnoser – mød to af eleverne
De grå og grønne lamelgardiner er trukket for, så sollys ikke finder vej og forstyrrer arbejdet ved tastaturet. Harddiske summer sagte, mens linjer af html-kode i grøn, gul, orange, lilla og blå toner frem på den sorte skærmbaggrund.
Et farverigt sammensurium af tegn, der tilsammen udgør et for de fleste uforståeligt computersprog. Men ikke for de fire elever fra AspIT Sønderjylland, der er i gang med dagens opgaver.
Skolen stressede
Ved et bord i hjørnet mod vinduesrækken sidder 18-årige Oscar. Øjne og koncentration er rettet mod en af de ikke mindre end tre skærme foran ham.
Han har gået på AspIT i et år. Uddannelsen er en særlig tilrettelagt IT-uddannelse, der sigter mod at gøre eleverne klar til et job i IT-branchen. Eleverne har alle særlige behov. Mange er autister. Nogle har ADHD. Andre en kombination af flere diagnoser.
Oscar har Aspergers syndrom. Diagnosen fik han omkring 3.-4. klasse efter en svær skolestart, hvor han aldrig rigtig følte, at han passede ind.
- Der var mange forskellige ting, der gjorde, at jeg ikke kunne rumme det. På sådan en normal skole, har man store klasseværelser. Noget af tiden tror jeg, vi var oppe på 30 elever i klassen. Og med en masse 10-årige børn, så var der meget larm og mange sanseindtryk. Det stressede en del.
- Det var svært for mig som lille autist at socialisere med folk og sådan noget. Jeg følte ikke helt, at jeg passede ind. Jeg havde nogle venner, men det hele var bare ikke sådan...
Han leder lidt efter ordene.
- Det føltes ikke rigtigt for mig, afslutter han.
Depression og udredning
Op til, at han blev udredt og fik sin diagnose, var Oscar ramt af en depression. I den tid brugte han lange perioder bag lukket dør på sit værelse.
- Jeg var trist og havde det ikke så godt. For det meste spillede jeg på min computer. Jeg lavede lidt med min mor og far en gang imellem, hvis jeg lige havde overskud. Men jeg havde bare ingen energi, fortæller han.
I 5. klasse fik han plads på specialskole. Det hjalp lidt med nye rammer og større hensyn, men det var stadig svært for ham at komme i skole. Til sidst havde han kun to timers undervisning om ugen.
I løbet af sin skoletid oplevede han ikke, at lærerne snakkede med ham om diagnosen, og hvad den indebar af særlige behov. Det har haft efterladt ham med en følelse af at være anderledes og forkert.
- Jeg forstod det ikke lige helt. Jeg vidste bare, at jeg ikke var ligesom de andre. Jeg følte, at jeg gjorde ting forkert. At der var noget galt med mig.
Fra to timer til fuldtidsstudie
På AsPIT har Oscar lært at gå i skole igen. I starten krævede det meget af ham at vænne sig til at komme i skole dagligt fra klokken 8.45-15.00, men han har i dag fået mod på læring.
- Nu vil jeg selv gerne gå i skole. Det er ikke noget, jeg føler, jeg er tvunget til. Jeg har lyst til det, siger han.
På AspIT bliver der taget hensyn til hans behov og dagsform. Han er for eksempel ved at tage kørekort. Noget, der efterlader mindre overskud til skolen de dage, hvor der er køretimer eller teori.
Denne uge er Oscar og to andre elever, der også er i gang med kørekort, derfor samlet i de timer, hvor der er IT-undervisning på programmet. Så er der plads til, at deres fokus nogle gange er et andet sted.
Ved tavlen sidder Jonas en af deres medstuderende, som får lov at være underviser for dem. På AspIT arbejder eleverne nemlig målrettet med at udvikle sig gennem personlige, sociale og faglige mål. Målene aftaler de med lærerne, som sørger for at facilitere undervisningen, så eleverne får bragt de færdigheder i spil, der skal til for at indfri deres mål.
Jonas har et mål om at blive bedre til at give information videre. Derfor er de fire elever sat sammen denne torsdag eftermiddag.
Opgave med et tvist
18-årige Viktor peger på skærmen. Han viser Jonas resultatet af den opgave, han har arbejdet på i løbet af dagen. Et billedgalleri på en hjemmeside, hvor man kan klikke på hvert enkelt billede og få det forstørret.
Egentlig lagde opgavebeskrivelsen op til, at det forstørrede billede skulle fylde det meste af skærmen, men Viktor foretrækker, at man kan fornemme billedgalleriet bag. Derfor har han designet det sådan.
Han bryder sig generelt ikke om, når folk siger præcis, hvad han skal gøre, forklarer han, da han snakker med Uddannelsesbladet i en pause.
- Jeg vil hellere selv sætte det op og sige, at jeg gør det på den her måde i stedet for. Jeg er heller ikke så stor fan af, at folk kommanderer mig rundt og siger, hvad jeg skal gøre.
Ikke forkert, bare anderledes
I dag ved Viktor, at det blandt andet er noget af det, der følger med hans autisme og ADHD-diagnose.
På AspIT har han fået et sprog for, hvad diagnoserne betyder for ham. Det har undervisning i psykoedukation blandt andet været med til at sikre.
- Psykoedukation giver mig en forståelse af, hvorfor nogle ting sker, som de sker. Hvordan jeg reagerer. Og hvordan andre reagerer, hvis jeg gør noget. Så kan man lade være med at gøre det eller komme til at tænke, at det skal jeg passe på med at gøre, forklarer Viktor.
Også Oscar har lært meget gennem forløbet med psykoedukation. For første gang i hans skoletid, oplever han, at lærere taler med ham om diagnosen.
- Det er meget godt. Jeg har ligesom fået en idé om, at måske er jeg ikke forkert. Jeg er bare sådan lidt anderledes. Lidt weird. Men det er okay. Det kan man også arbejde med.
Slået sig på skolen
Når man taler med de studerende på AspIT, er det tydeligt, at en stor del af dem har haft det svært i skolen tidligere.
Lærerteamet Ronni Heuckendorff Hansen og Ulf Skaaning vurderer, at stort set alle elever kommer med ”ar på sjælen”. For mange er AspIT første gang, de oplever at være en del af et fællesskab.
For Viktor begyndte det at gå skævt i skolen allerede omkring 2. klasse.
- Jeg boede tæt på skolen, så jeg gik hjem rigtig mange gange, og lærerne kunne ikke rigtig lide mig, fordi jeg var meget hyper. I 2. klasse blev jeg så diagnosticeret med autisme og ADHD og kom i en specialklasse på en anden skole, fortæller han og indrømmer, at selvom han er ligeglad nu, så ”sårede det lidt” at føle, at lærerne ikke kunne lide ham.
Skiftet til specialklasse hjalp ikke på skolelysten. Viktor fik gradvist færre og færre undervisningstimer. I 9. klasse var han nede på tre gange 45 minutter om ugen.
- Der var intet, der interesserede mig. Jeg kunne ikke lide at være i skole. Det føles bare ikke godt, siger Viktor.
Motiveret for læring
Ligesom Oscar har Viktor fået en tro på sig selv og fundet lysten til at gå i skole efter starten på AspIT sidste år.
- Jeg synes, det er godt at være her. Så jeg har det fint med at vågne op om morgenen og komme afsted, og jeg er ikke helt drænet, når jeg kommer hjem. Jeg lærer noget og er mere motiveret, siger han.
Uddannelsen på AspIT er opbygget af seks semestre og tager tre år. Udover IT-undervisning får Oscar, Viktor og de andre elever også undervisning i kommunikation, personlig udvikling, samfundsforståelse, motion og sociale aktiviteter og altså som noget nyt også psykoedukation.
I løbet af de tre sidste semestre er det målet, at eleverne finder en praktikplads. I alt er otte ud af ti elever i beskæftigelse efter endt uddannelse på AspIT.
Det er ellers generelt svært for unge med diagnoser at få en fod ind på arbejdsmarkedet. I en rapport fra Beskæftigelsesministeriet fra juni i år kan man læse, at unge, der selv vurderer, at de har et dårligt mentalt helbred, og som også har en eller flere psykiske diagnoser eller anden form for såkaldte målbare udfordringer, klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Det viser rapporten
I Beskæftigelsesministeriets status på arbejdsmarkedet fra juni 2024 kan man blandt andet læse, at unge, der selv vurderer, at de har et dårligt mentalt helbred, og oveni i det også har en målbare udfordring, herunder for eksempel en psykisk diagnose, klarer sig dårligere end unge med dårligt mentalt helbred uden målbare udfordringer.
Det ses både, når man ser på afbrudte uddannelsesforløb, karakterniveau samt de unges tilknytning til arbejdsmarkedet ti år efter.
Rapporten konkluderer på den baggrund, at målbare faktorer som en diagnose har større betydning for de unges uddannelses- og jobmuligheder end de unges selvvurderede mentale helbredstilstand.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen kalder i rapportens indledning dårligt mentalt helbred blandt unge for ”en af de allerstørste udfordringer, vi som samfund står med” og slår fast, at det er en ”høj prioriteret opgave for regeringen at løse”.
Læs mere i rapporten ’Status på arbejdsmarkedet. Tema om unge med dårligt mentalt helbred’