For første gang er de en del af et 'vi'

Otte ud af ti er i job efter uddannelse

Som svaret viser, lærer eleverne om både hormoner og signalstoffers påvirkning af krop og hjerne.

– De får lært at sætte de rigtige ord på, i stedet for bare at sige, ”jeg er stresset”, eller ”jeg har angst”. Når de for eksempel går ned til lægen, kan de bruge relevante ord til at forklare, hvordan de har det, siger Ulf Skaaning.

AspIT er en særlig tilrettelagt uddannelse for elever med særlige behov. Alle eleverne er enten autister, har ADHD eller en kombination af begge diagnoser.

På AspIT får de en erhvervsrettet IT-uddannelse, der munder ud i praktik. Når de tre år på skolen er slut, har 80 procent af eleverne et job på hånden. 

– Det væsentligste kriterium, vi udvælger vores elever efter, er i virkeligheden: Kan vi arbejde med dig, og vil du arbejde med dig selv? Vi er nødt til at vurdere, om en elev kan blive klar til beskæftigelse på tre år. Det er vores eksistensgrundlag, siger Ronni Heuckendorff Hansen.

Netop arbejdet med sig selv fylder meget på de første semestre af uddannelsen. Den personlige og sociale udvikling skal først på sporet, inden der kan fyldes faglig læring på. 

– Vi er en IT-uddannelse, men det mindst interessante er faktisk IT. Det skal eleverne nok lære. Vi er nødt til at lære dem alt det, der skal til, for at de basalt set kan have et godt liv, siger Ronni Heucken­dorff Hansen.

I videoen herunder kan du se et klip fra psykoedukationen.

Hjerner er forskellige

Det nye forløb er en del af en forandringsproces. AspIT ønsker at tilpasse uddannelsen i tråd med den neurodivergente kultur, som vinder frem i flere og flere hjørner af samfundet. I en neurodivergent optik ser man ikke diagnoser som noget unormalt, men som et udtryk for, at hjerner på forskellige måder kan afvige fra den neurotypiske.

– En autist i 2024 er ikke en autist i år 2000. Der er sket en masse både i forhold til viden og selvbevidsthed ikke mindst. Som uddannelsesinstitution er vi nødt til at flytte os med det, forklarer Ronni Heuckendorff Hansen. 

Han mener, at hele skolesystemet herhjemme er langt bagud på det område, og at der de fleste steder stadig hersker en opfattelse af, at man enten er normal eller defekt.

– Min drøm er, at om fem år er en autist bare en elev, der kan nogle ting, andre ikke kan. Så det ikke er en diagnose længere, men en kompetence.

– Der er mange hjerner. De har deres fordele. Og de har deres ulemper, bevares. Men en ADHD’er kan blive en verdensmester i ting, hvis han er interesseret i det. Og hvis undervisningen er udformet til ham, siger Ronni ­Heuckendorff Hansen.

Særinteresse udstillet

Tilbage ved psykoedukationen deler elev­erne veje til bedre søvn – musik, white­noise, søvnmaske, tyngdedyne. 

– Husk, at har du ADHD, så kører din hjerne hurtigere end andres, derfor må du fylde den med ting. Vi skal lade være med at sammenligne os med neurotypikere, forklarer Ronni Heuckendorff ­Hansen, mens han hurtigt roterer den røde ­plastikbold med pigge mellem fingrene. 

Ord som ’os’ og ’vi’ afslører, at han selv er neurodivergent. At han bringer sig selv i spil over for eleverne og er åben omkring at være sent diagnosticeret autist med ADHD er et helt bevidst træk. 

– Jeg er nødt til at være ærlig om, hvem jeg er. Derfor sidder jeg også nede i kantinen og tager min pille op af en lille rød slikpose, så alle kan se mig tage den. For hvis jeg som rollemodel ikke tør stå ved, hvem jeg er, så mister jeg min troværdighed, siger han. 

På hylder og skrivebordskant har Ronni Heuckendorff Hansen Playmobil-figurer stående, der skal vise, at det er naturligt at have en særinteresse. En ting, mange af eleverne også har.

– Jeg ved ikke, om Playmobil egentlig fylder så meget for mig. Men det er vigtigt, at mine elever ser, at det er fuldstændigt acceptabelt. At man faktisk godt kan være et professionelt menneske med familie, job og tilsyneladende styr på tingene og stadigvæk synes, at Playmobil er dejligt. 

– Hvis jeg kan være det eksempel for mine elever, så tør de måske også være sig selv. Og hvis vores elever tør være sig selv, så beskytter vi dem. Statistikkerne er jo grufulde. 

20 gange så meget skæld ud

Netop de alvorlige statistikker er kommet på banen til dagens psykoedukation. 

Seks hænder ryger i vejret på spørgsmålet om, hvor mange der har oplevet en periode, hvor de ikke gik i skole. 

– Jeg ved ikke, om I ved det, men man siger, at en ADHD’er har fået 20 gange så mange irettesættelser som andre elever, fortæller Ronni ­Heuckendorff Hansen.

Han fortæller eleverne om risikoen for ensomhed, og at den gennemsnitlige levealder for autister blot er 37 år med selvmord og stressrelaterede hjernesygdomme som de to hyppigste dødsårsager.

– Neurodivergente har det med at maskere sig for at passe ind. Men det kan føre til langvarigt stress, advarer Ronni Heuckendorff Hansen.

– Du bliver syg af det. Du er nødt til at være bevidst om og tage udgangspunkt i dine egne behov.

Ar på sjælen

Når eleverne starter på AspIT, er det typisk en negativ og trykket elev, der kommer ind ad døren. Skæld ud har været en fast del af det at gå skole – og derfor må ­lærerne arbejde med at vende deres syn på skole og læring. 

Ved den første samtale siger Ulf og Ronni: ”Vi kalder dig ikke ind for at skælde dig ud. Hvordan kan vi hjælpe dig?”.

Eleverne har frihed til at gøre det, der skal til, for at deres dag kan fungere. Er det at have computeren foran sig i løbet af timen, så gør de det. Har en elev brug for at forlade undervisningen, bliver der ikke spurgt hvorfor.

– Alle vores elever kommer til os med ar på sjælen, siger Ronni Heuckendorff Hansen 

– De har fået tæsk og nederlag den ene gang efter den anden, tilføjer Ulf Skaaning.

På de unges vegne er han ked af, at så mange har haft skolevægring og lidt faglige nederlag.

– Vi får også mange elever, der startede på en gymnasie- eller universitetsuddannelse, men er crashet. Det er smadder­ærgerligt, for det gør noget ved et ungt menneske ikke at lykkes. Og de crasher jo, fordi uddannelserne ikke er bygget til dem, siger han. 

Lysten til skole er kommet igen

18-årige Oscar, som er diagnosticeret med Aspergers syndrom, er en af de elever, der tidligere har haft svært ved at komme i skole. I slutningen af folkeskoletiden gik han på en specialskole, men han havde kun to ugentlige undervisningstimer. 

Op til skiftet til specialskolen brugte han lange perioder bag lukket dør på sit værelse. Han trivedes ikke i skolen og var ramt af depression.

– Jeg var trist og havde det ikke så godt. For det meste spillede jeg på min computer. Jeg lavede lidt med min mor og far en gang imellem, hvis jeg lige havde overskud. Men jeg havde bare ingen energi, fortæller han. 

Efterfølgende blev han udredt og fik plads på specialskole. Han oplevede dog ikke, at lærerne der talte med ham om diagnosen.

– Jeg forstod det ikke lige helt. Jeg ­vidste bare, at jeg ikke var ligesom de andre. Jeg følte, at jeg gjorde ting forkert. At der var noget galt med mig.

Da Oscar startede på AspIT, krævede det i starten meget af hans energi at vænne sig til at komme i skole dagligt fra klokken 8.45-15.00. Men i dag har han fået mod på læring. 

– Nu vil jeg selv gerne gå i skole. Det er ikke noget, jeg føler, jeg er tvunget til. Jeg har lyst til det, siger han.

På spørgsmålet om, hvad han synes om psykoedukation, lyder svaret. 

– Det er meget godt. Jeg har ligesom fået en idé om, at måske er jeg ikke forkert. Jeg er bare sådan lidt anderledes. Lidt weird. Men det er okay. Det kan man også arbejde med.

Bladr og se fotos fra dagens psykoedukation. Artiklen fortsætter under galleriet.

Bryd grænserne

For lærerne på AspIT er der et formål med alle aktiviteter. Til frokost spiser de med eleverne – for de er med deres egne ord ”mere kolleger end elever”, og det er i pauserne, at relationerne bliver skabt.

Når de indleder dagen med morgen­møde, er der i hyggesnakken et fokuseret blik for, om eleverne arbejder med de sociale og personlige mål, der er blevet aftalt. Og da de i sidste uge var på lejrskole, var det for at teste eleverne i uvante rammer. 

For elevernes særlige behov bliver ikke kun pakket ind i hensyn. Lærerne sørger hele tiden for at skubbe til deres grænser.

– Har de svært ved forandringer, så bytter vi rundt på indretningen i klasseværelset et par gange på et seks ugers-modul. Har de brug for struktur, så fjerner vi struktur. Vi prikker til dem dér, hvor de har det svært, siger Ulf Skaaning. 

Ronni Heuckendorff Hansen stemmer i og peger på, at al læring jo starter med, at man får øje på en personlig begrænsning.

– Du er nødt til at vide, at du ikke kan, før du kan lære. 

– Vores elever kommer med en opfattelse af sig selv som defekte mennesker, der ikke kan ting. Jeg kan ikke matematik. Jeg kan ikke læse, forklarer Ronni Heucken­dorff Hansen videre.

– Der må vi sige til dem. Nej, det kunne du ikke gøre i den undervisning, du fik. Du kunne ikke sidde i en klasse på 30 elever og følge med. Det er da klart! Hvis du kan høre elektriciteten i væggen, så er det svært at koncentrere sig om, hvad manden ved tavlen siger.

Spejling skaber fællesskab

Dagens modul med psykoedukation er ved at være slut. Der er blevet vendt følelser og reaktionsmønstre, og eleverne har delt erfaringer med hinanden. 

For lærerteamet er det tydeligt, at det giver eleverne en masse at få opbygget en selvforståelse og at kunne spejle sig i hinanden. 

– Vi oplever, at vores elever for første gang i deres liv bliver en del af et ’vi’. Det har de jo aldrig været før. Det har altid været mig og dem. At de pludselig får et ’vi’ at referere til, er jo en helt unik og væsentlig ting, siger Ronni Heuckendorff Hansen.

– Men det er da tragisk, at de ikke har oplevet det før nu. Det er en voldsom falliterklæring for det omkringliggende skolesystem, at vores elever først får det fællesskab som voksne.