Profil

Bæredygtig­hed på FGU-skemaet: ”Det er meget op til den enkelte lærer”

Martin Monsrud Düring, naturfagslærer på FGU Sydøstjylland, ville ønske, at der kom et krav oppefra om, at man skulle undervise i bæredygtig udvikling på FGU. Det bliver for tilfældigt, når det er den enkelte lærer, der selv skal tage initiativ til det, mener han.

Klima, bæredygtighed og biologi har altid været en naturlig del af Martin Monsrud Dürings liv. I hans familie er der flere biologer, han spiser selv 97 procent økologisk, og han underviser i naturfag på FGU Sydøstjylland – ligesom han har en ”nørdeklub” med sin fætter om sommerfugle.

- Det kan også noget i undervisningen at have fokus på bestemte dyr og for eksempel bevarelse af sommerfuglene, siger han, men tilføjer at der bare skal meget til at fange målgruppen på FGU ind i emnet.

Martin Monsrud Düring efterlyser derfor, at der bliver sat lige så målrettet ind på undervisning i bæredygtighed for FGU-eleverne som på folkeskoleområdet, og at der afsættes midler og formes kampagner til denne målgruppe.

- Hvis man gjorde det, ville man få de unge med. Det er jo dem, der skal være med til at redde verden, siger han.

Skrald kan noget

Martin Monsrud Düring og hans biologihold har arbejdet med at samle skrald ind. De koblede sig på Danmarks Naturfrednings kampagne og tog ud for at samle cigaretskod og andet skrald i naturen. Og det var en god oplevelse – som han gerne prøver igen. Mere overordnet kørte det dog ikke særlig smurt: Der var ikke nok poser til alle til at samle skrald i, og det var svært at finde ud af, hvordan man skulle gebærde sig, hvad resultatet var, og hvad det hele skulle bruges til. Det håber han bliver anderledes næste gang.

Det er de unge, der ofte demonstrerer for et bedre klima. Er det også jeres elever, der bekymrer sig?

- Det er en meget sårbar gruppe, vi har med at gøre her, så det er ikke altid, de har en holdning til den slags. Men hvis det handler om, hvad skrald kan gøre – blandt andet ved dyr – kan man fange deres interesse, siger Martin Monsrud Düring og fortæller, at de under skraldprojektet så videoer med dyr, der fik plastik i deres mavesæk, og hvilke konsekvenser det havde.

- Det påvirkede dem meget. Men de føler også, at de er meget små i den store verden, og at de ikke selv kan gøre så meget, siger han, og tilføjer, at der dog er nogle af eleverne, der vælger økologisk mad, og nogle der har nævnt, at de aldrig mere kan finde på at smide skrald.

Det er meget op til den enkelte lærer nu.
Martin Monsrud Düring
FGU-lærer

Martin Monsrud Dürings tip

Martin Monsrud Düring savner godt undervisningsmateriale til bæredygtighedsundervisningen på FGU. Men han anbefaler de otte videofilm i Plastic Change på YouTube, der dels viser konsekvenserne af plastikaffald – blandt andet i dyr – dels hvad der kan gøres ved det. De gjorde stort indtryk på FGU-eleverne.

Vi skal have besøg og mere ud

Eleverne har arbejdet med projektet under corona, og jo mere samfundet åbner op, des bedre mulighed er der for at komme ud eller få oplægsholdere ind på skolen og fortælle om bæredygtighed.

- Det ville batte, hvis man kunne få besøg eller komme ud til virksomheder, der arbejder med bæredygtighed. Dermed ville eleverne kunne skrive artikler og gøre det mere anvendelses- og praksisorienteret i forhold til at lave portfolio-produkter med opgaver, der tager udgangspunkt i bæredygtighed, mener Martin Monsrud Düring.

Kunne du forestille dig et krav om at undervise i bæredygtighed fra politisk hold?

- Jeg synes, det kunne være fint med en rettesnor. Det kan give en masse ballade med politikere, der siger, at lærerne skal have metodefrihed og også frihed til at vælge områder – og at mange vil stå af, hvis de blev tvunget til at undervise i det. Men jeg tror, at den rette vej er at gøre det mere oppefra, så det bliver en form for pensum, siger Martin Monsrud Düring.

I modsat fald bliver det fortsat enkeltstående lærere som ham, der selv skal tage initiativ og skal synes, det er en god idé at arbejde med bæredygtighed – for ellers sker der ingenting.

- Og det er meget op til den enkelte lærer nu. Jeg har kolleger, der slet ikke interesserer sig for det her – og så lærer eleverne aldrig noget om bæredygtighed, siger han.

Men der står jo bæredygtighed i bekendtgørelserne for mange fag på FGU. Er det ikke nok?

- Nej, for meget af det står der jo bare, og så er det op til lærergruppen at få det ind og få signaleret, at det handler om det, siger Martin Monsrud Düring.

Dato
Af
Foto
Privatfoto