Kort fortalt

Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Danmark vil tiltrække indisk arbejdskraft
Regeringen har indgået ny mobilitets- og migrationsaftale med Indien. Baggrunden er, at Danmark har brug for arbejdskraft, og Indien med verdens største arbejdsdygtige befolkning har brug for opkvalificering.
Aftalen skal gøre det lettere for yngre indere at komme hertil og arbejde kortvarigt. Herefter skal de vende tilbage til Indien med styrkede færdigheder. Aftalen indeholder blandt andet også et tilsagn om at undersøge, om man kan samarbejde specifikt på sundhedsområdet.
Unge skal uddannes som trivselsambassadører
Unge mellem 20 og 30 år kan nu få redskaberne til selv at trives bedre – og for at blive ambassadører for trivsel og fællesskaber for andre unge i uddannelser. Det nye ungedrevne projekt – GROW – med base i innovationshuset Station på Frederiksberg – har netop fået en halv million kroner fra Tuborgfondet til at uddanne trivselsambassadører. De skal gennem en 100 timers uddannelse lære at styrke egen trivsel og støtte op om andres på alle slags uddannelser.
Uddannelsesambassadører betaler sig
At uddannelsesambassadører fysisk er til stede hos a-kasserne har stor betydning for, om ledige kommer i uddannelse. Det viser en opsamling af erfaringer med Projekt Uddannelsesambassadører III, som STAR har foretaget i de 19 medvirkende projektkommuner. I 16 af kommunerne har man øget antallet af påbegyndte uddannelsesforløb med over 50 procent siden projektstart og i de andre med cirka 30-40 procent.
Nu afskaffes UPV’en endelig
Et enigt folketing har endelig afskaffet uddannelsesparathedsvurderingen, UPV’en, fra skoleåret 2024/2025. Det betyder, at eleverne i 8., 9. og 10. klasse ikke længere skal vurderes gennem deres sociale, personlige og praksisfaglige forudsætninger forud for optagelse på en ungdomsuddannelse. Fremover bliver der lokal frihed til, at lærere, skoleledere og vejledere kan tilrettelægge en vejledningsproces, som tager hensyn til den enkelte elev.
Elever vil øge demokratisk engagement på erhvervsskolerne
Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Erhvervsskolernes Elevorganisation har fået 8,4 millioner kroner fra Nordea-fonden til projektet ElevfællesSKABER. Målsætningen med ElevfællesSKABER er at etablere robuste og bæredygtige elevråd på erhvervsskolerne. Målet med elevrådsforløbene er at styrke elevernes demokratiske selvtillid og evne til at engagere sig på tværs af uddannelsesforløbene.
Ny arbejdsgruppe skal efterse læreplaner på FGU
Det kan være svært for FGU-institutionerne at inddrage og omsætte læreplanerne, de didaktiske principper og de faglige mål til undervisning for eleverne på skolerne. Det viser følgeforskning af FGU fra Danmarks Evalueringsinstitut. Børne- og undervisningsministeriet har derfor nedsat
en arbejdsgruppe, som skal gennemføre et eftersyn af de 21 læreplaner, fagbilag og de 15 didaktiske principper, der blev opstillet ved etableringen af FGU-institutionerne i 2017. I gruppen sidder forskere, skoleledere, to direktører, en uddannelseschef, en skolevejleder og én FGU-lærer.
Mange studenter søger erhvervsuddannelser - især merkantile.
Erhvervsuddannelserne er populære blandt især hf- og hhx-studenterne. Hver fjerde hf’er og hver femte hhx’er søger ind på en erhvervsskole få år efter gymnasiet, og det er de merkantile erhvervsuddannelser, som er allermest populære. Det viser en ny registerbaseret analyse, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) står bag. 48 procent af studenterne, som starter på en erhvervsuddannelse, vælger en merkantil uddannelse, som handler om kontor, handel eller forretningsservice, mens 26 procent vælger en uddannelse i byggeri, transport eller teknologi-branchen. Undersøgelsen viser, at det er vigtigt at styrke vejledningen, lyder konklusionen blandt andet.
FGU-formand trækker sig
Henrik Hvidesten trækker sig fra sit arbejde som formand i FGU Danmark. Det ske efter flere sager om upassende adfærd. FGU Danmark går nu i gang med en proces i forhold til valg af ny formand for FGU Danmark.

Mange erhvervsskoleelever oplever seksuel chikane
Mere end hver fjerde kvindelige elev på 17 år eller derunder oplever uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne, og blandt de mandlige elever på 17 år eller derunder angiver godt hver femte, at de føler sig chikaneret. Ser man på alle aldersgrupper blandt eleverne er det en ud af syv erhvervsskoleelver oplever uønsket seksuel opmærksomhed på skolen. Det viser en ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder, der har afdækket omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed på erhvervsskolerne.
Unges skærmforbrug påvirker koncentration
Man kan næsten se teenagerne vende øjne, når man siger det. Men: Jo mere børn og unge er på deres smartphones, gamer, ser film eller er på sociale medier, jo større koncentrationsbesvær har de, viser et nyt litteraturstudie, som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen. Analysen viser en sammenhæng mellem antal timer brugt på skærm og børn og unges koncentrationsbesvær - og at det går begge veje, det vil sige, at større skærmbrug fører til mere koncentrationsbesvær, mens koncentrationsbesvær også fører til mere skærm. Studiet har ikke undersøgt, om læringsprogrammer med undervisningsindhold hænger sammen med børn og unges koncentration.
4-dages arbejdsuge gav gode resultater i Esbjerg
Arbejdsmiljøet er godt efter forsøg med 4-dages arbejdsuge i Jobcenter Esbjerg, konstaterer en slut-evaluering fra VIVE. Som et 3-årigt forsøg har medarbejderne i Jobcenter Esbjerg kunnet vælge, om de ville have en 4- eller 5-dages arbejdsuge. Medarbejderne på både 4- og 5-dages ugen er i meget høj grad tilfredse med deres arbejde i Jobcenter Esbjerg - men dem på 4-dages ugen er mest tilfredse.
Kulturel imødekommenhed skader ikke
Halal-kød i kantinen, multikulturelle skolefester eller en generel kulturimødekommende atmosfære i klasseværelset hænger ikke sammen med en tendens blandt minoriteter til at vende sig væk og identificere sig mindre med det danske nationale fællesskab. Det viser et nyt studie af minoritets- og flertalselever i danske og svenske 9.-klasser foretaget af forskere ved Aarhus og Malmø Universitet og støttet af ROCKWOOL Fonden finder ikke støtte for bekymringen om, at kulturel imødekommenhed i skoler skader integrationen. Undersøgelsen så også på elevmassens etniske sammensætning på skolerne. Betydningen heraf var ganske begrænset, især i Danmark.