Kort fortalt
Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
Otte procent færre unge om ti år
I 2035 vil der efter al sandsynlighed være færre elever på ungdomsuddannelserne. En fremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at cirka halvdelen af landets kommuner vil opleve et fald i ungdomsårgangene på ti procent eller mere, hvilket vil udfordre institutionernes økonomi. Det er især antallet af unge i landkommunerne, der vil falde (15 procent), mens faldet i hovedstadskommuner og de store byer kun vil være omkring tre procent.
Corona-ordninger har ikke fået flere langtidsledige i uddannelse
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har evalueret de midlertidige initiativer med udvidelse af målgruppen for tre uddannelsesordninger under coronakrisen. Konklusionen er, at forsøgene ikke overordnet har medført, at flere langtidsledige har benyttet ordningerne. Men, skriver STAR, perioden har været præget af højkonjunktur og lav ledighed.
Kom til temamøder om psykisk arbejdsmiljø
Hvordan får I et godt arbejdsmiljø, hvor der er bevidsthed om indflydelse, opmærksomhed på prioritering, udvikling og fællesskaber? Det kan blandt andre tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter inden for undervisningsområdet bliver klogere på ved BFAs temamøder i oktober og november. Her vil organisationspsykolog Malene Friis Andersen præsentere ny forskning på området og derudover fortælle om forskellige 'generobringsstrategier', hvis indflydelsen er udfordret.
Håndværker-hyldest i bog- og fotoform
Hvorfor blive håndværker? Det giver 20 elever og lærlinge deres svar på i foto- og bogform med titlen FAGLÆRT. Lige nu kan fotoudstillingen ses gratis på Kongens Nytorv i København, men herefter vil den turnere - blandt andet til Folkemødet på Bornholm. Det er den tekniske erhvervsskole TEC, der har valgt at hylde håndværkere på denne måde for at sætte gang i og nuancere debatten om håndværk ved mere personlige fortællinger.
Det bliver dyrere at få dansk statsborgerskab
Fra i dag koster det 2.000 kroner mere at søge om dansk statsborgerskab. Regeringen har indgået en ny aftale med Liberal Alliance, der betyder, at gebyret bliver hævet fra 4.000 til 6.000 kroner. Det bliver også dyrere at genansøge. Første genansøgning er gratis, de efterfølgende koster 3.000 kroner. Unge født eller opvokset i Danmark skal dog fortsat kun betale 4.000 kroner.
Flere unge skal have et fritidsjob
Regeringen har med 18 initiativer ønsket at bane vejen for, at flere unge kan få fritidsjob. Antallet er styrtdykket siden 1980’erne, så reglerne skal lempes, da fritidsjob kan give gode erfaringer i forhold til uddannelsesretning, lyder begrundelsen. En af ændringerne vedrører KUI. Den kommunale ungeindsats skal også kunne vejlede 13-17-årige om fritidsjob.
Test dig selv: Er du dansk nok?
I sidste uge blev der på landets sprogcentre holdt indfødsretsprøve med 50 spørgsmål, der kan give adgang til dansk statsborgerskab. Man bliver blandt andet spurgt om, hvor H.C. Andersen blev født, og hvilken dag vi fejrer Kvindernes Internationale Kampdag. Men også, om en forælder for eksempel kan kræve, at kød i børnehaver er fra halalslagtede dyr, eller om man må sende sine børn på genopdragelsesrejse. Du kan også teste dig selv – om du ved nok om det danske samfund.
Hør, hvad der virker i forhold til rekruttering af VEU-kursister
Det er svært at få fat på de voksne, der har svært ved at læse, skrive og regne – selv om der er et stigende behov for kompetenceudvikling. Men noget virker, når man vil rekruttere flere kursister til VEU. Det kan du som ansat på en VEU-institution blive klogere på i et gratis webinar, som Danmarks Evalueringsinstitut EVA holder onsdag den 19. juni.
Få hjælp til samarbejdet
Samarbejdssekretariatet kommer nu med en vejledning, der beskriver, hvad ledelserne på de statslige arbejdspladser har pligt til at informere om i samarbejdsudvalgene – SU. Sekretariatet skal hjælpe statslige arbejdspladser med at forbedre dialogen og styrke det lokale samarbejde. Vejledningen kan bestilles i fysisk folderform.
Søg tilskud til efteruddannelse inden for folkeoplysningen
Det er nu muligt at søge Slots- og Kulturstyrelsen om tilskud til den frie folkeoplysende virksomhed fra puljen til konsulentvirksomhed og medarbejderuddannelse. Ansøgningen skal være inde senest mandag den 17. juni 2024. Formålet er at støtte og styrke organisationernes lokale folkeoplysende arbejde med efteruddannelse af både ledelse og ansatte.
Halvdelen af tidligere udsatte børn og unge har ingen uddannelse
51 procent af personer fra årgang 1992, som har modtaget en social indsats, mens de var barn eller ung, havde ingen uddannelse ud over grundskolen i 2022. Blandt resten af årgangen var andelen 10 pct. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som ser på, hvordan det går tidligere anbragte og modtagere af sociale støtteindsatser i opvæksten, når de runder 30 år.
Folkeoplysningssamarbejde skaber bedre trivsel
Daghøjskolen Kompetencehuset i Aarhus og Psykiatrien på Aarhus Universitetshospital har indgået et samarbejde for at styrke trivslen blandt hospitalets indlagte og ambulante patienter. Den Rullende Daghøjskole tilbyder musik, fællessang og kreative aktiviteter, og foreløbige resultater tyder på, at det skaber livskvalitet og øger patienternes psykiske velvære.