Kort fortalt
Få et hurtigt overblik over seneste nyt for erhvervsskolelærere, AMU-lærere, FGU-lærere, VUC-lærere, sprogskolelærere, daghøjskolelærere, undervisere i oplysningsforbund og vejledere på beskæftigelsesområdet.
217 millioner kroner er klar til blandt andet grøn efteruddannelse
Den grønne omstilling kræver, at flere uddanner sig og opkvalificerer sig i fag, der sikrer, at Danmark kan indfri de grønne ambitioner. Fra 2025 kan udbydere af EUD og AMU derfor søge midler til at understøtte omstillingen. Partierne bag Aftale om grøn skattereform i 2022 er blevet enige om en model for udmøntningen: Pengene skal bruges til udstyr, kompetenceløft af undervisere og udvikling af undervisningsforløb på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne.
Flere gennemfører danskuddannelser på sprogcentre end som selvstuderende
Kursister, der tager danskuddannelserne på sprogcentre, består i markant højere grad end de selvstuderende – 93 procent mod 63,2 procent. De har også et højere karaktergennemsnit: For dem, der bestod danskprøverne på sprogcentrene i seneste opgørelse, var gennemsnittet 6,9, mens det samme tal for selvstuderende var 6,1 procent. Det viser de nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Ny film om digital mobning
Børn og unges liv udfolder sig i stort omfang på digitale platforme. Det betyder også, at mobning i stigende grad er flyttet fra det fysiske rum til det digitale og mere skjulte og ukendte. En ny film fra Alliancen mod mobning skal give blandt andre lærere indsigt i, hvad digital mobning er, og hvad de skal være opmærksomme på. Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet, der udgør Alliancen, ønsker med filmen at bidrage til at bekæmpe den stigende online mobning.
Faglærtes livsindkomster haler ind på akademikernes
Forskellen mellem faglærtes og akademikeres livsindkomster er faldet. I 1997 var den gennemsnitlige akademikers livsindkomst 71 procent højere end en gennemsnitlig faglærts livsindkomst. I 2022 er gabet 59 procent. Men der er store forskelle blandt hovedgrupperne. Og ufaglærtes livsindkomster er sakket yderligere bagud.
Nye anbefalinger skal støtte voksne med ordblindhed
Cirka 460.000 voksne danskere mellem 16-65 år har mindre gode læsefærdigheder. Og kun én procent af de 30-64-årige er blevet testet for ordblindhed. Derfor kommer en arbejdsgruppe nu med anbefalinger til, hvordan flere voksne kan screenes for ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder og efterfølgende få hjælp til et relevant undervisningstilbud. Det sker som resultat af Trepartsaftalen om langsigtede investeringer i VEU samt Ordblindepakke V
Flere folkeskoleelever dumper i dansk eller matematik
På landsplan er andelen af unge, der ikke bestod dansk og/eller matematik i 9. klasse, steget. Før pandemien – i 2016-2019 – dumpede 8,6 procent. Men i 2023 steg tallet til 11,5 procent. Gennemsnittet er dog med meget store geografiske forskelle. For eksempel dumpede 34 procent af folkeskoleeleverne på Lolland i et eller begge af fagene. I kommunerne nord for København gjaldt det ’kun’ mellem to og fem procent af eleverne. Det giver udfordringer for eleverne, som skal bestå disse fag for at komme videre i ungdomsuddannelserne.
Sprogcentre er tilfredse med SIRI
76 procent af landets sprogcentre er meget tilfredse med kommunikationen og understøttelsen af danskuddannelsen fra SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Det viser SIRIs tilfredsheds- og behovsundersøgelse. Den viser også, at sprogcentrene efterspørger mere faglig sparring om det pædagogiske område. Derfor er SIRI nu i gang med at udvikle nyt materiale om god undervisningspraksis med praksisnære eksempler til inspiration.
Nye anbefalinger til seksualundervisning på STU
For unge med særlige behov kan seksualundervisning være udfordrende, da de kan have forskellige forudsætninger og niveauer af viden om seksualitet. Derfor får kommuner og uddannelsesinstitutioner nu anbefalinger samt forslag og materialer til, hvordan man kan tilrettelægge seksualundervisning til elever på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU), som tager højde for diversiteten i målgruppen.
Ny vejledning om cykel og bil som arbejdsredskab
Tjenestebilen og cyklen er for nogle den ’rullende arbejdsplads’. Dermed skal de passe til opgaven og til medarbejderne. Nu kommer en opdateret vejledning med råd og vejledning til ledere, AMR’ere og indkøbere om, hvordan man skaber et sundt og sikkert arbejdsmiljø ved brug af bil og cykel i arbejdstiden.
Få timers lønarbejde kan være vejen til arbejde for kontanthjælpsmodtagere
Markant flere kontanthjælpsmodtagere finder vej tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de får lønnede timer for selv små opgaver i en virksomhed. Det viser en ny banebrydende analyse med 93.462 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Analysen konkluderer, at to år efter den første løntime er lidt over halvdelen af dem enten i fuldtidsjob eller kan bidrage til egen forsørgelse via et lønnet arbejde i færre timer.
Ekspertgruppe: Kunstig intelligens skal bruges klogt
Ledelse og lærere bør tænke digitale hjælpemidler med i den daglige undervisning på tværs af fagene. Det kan skabe bedre sammenhæng til prøverne i blandt andet ungdomsuddannelserne. Prøverne skal også fremover kunne foregå både med og uden brugen af kunstig intelligens. Sådan lyder nogle af anbefalingerne fra ekspertgruppen, som Børne- og Undervisningsministeriet har nedsat om brugen af kunstig intelligens i undervisningen.
Unge med anden etnisk baggrund diskrimineres på lærepladser
Det er væsentligt lettere for unge danskere at få en læreplads end unge med ikke-vestlig herkomst. Det bliver nu dokumenteret i en ny analyse: Gennemsnitligt starter 17,8 procent af unge drenge med anden etnisk baggrund deres hovedforløb i skoleoplæring, mens det gælder 8,5 procent danske unge. Det kan være en medvirkende årsag til et større frafald i denne gruppe, hedder det i analysen.