Vi skynder os langsomt
Katja Weihrauch sidder lige midt i det: Hun bøvler med det nye IT-system, som Skive-Viborg HF & VUC skal overgå til, efter at være fusioneret med den lokale social- og sundhedsskole.
- Lige nu er det overflytningen, der driller. Vi har været vant til at bruge Teams, men SOSU-skolen bruger ITS-systemet, så det skal vi over på. I den overførsel blev alle vores Teams tomme.
- Det giver anledning til frustrationer, når det ikke virker, og vi er enormt afhængige af de IT-systemer, vi bruger. Så jeg er spændt på, hvordan det bliver, når vi skal have elevadministrationen sammenkørt for de to skoler. Det bliver noget, vi alle skal ind og rode i, siger hun:
- Det er lavpraktiske ting, og det skal nok gå i orden, men de fylder i hverdagen, siger Katja Weihrauch, der udover at være underviser også er tillidsrepræsentant (TR) på skolen.
Hun mener ellers, at fusionen mellem Skive-Viborg HF & VUC og den lokale social- og sundhedsskole – nu VEVO – i det store og hele har været planlagt ordentligt fra ledelsens side. Og det gav på mange måder mening, da beslutningen blev meldt ud før sommerferien i 2024. I Viborg har SOSU-skolen de sidste tre år lejet sig ind hos Skive-Viborg HF & VUC, så her var de to skoler allerede samlet på samme matrikel.
Så kom EPX’en
Tillidsrepræsentanterne var de første, der fik besked, da beslutningen var truffet. Herefter blev medarbejderne fra begge skoler indkaldt til et virtuelt fællesmøde, hvor de fik at vide, at planen var en fusion.
- Vi havde på fornemmelsen, at der skulle ske noget, men havde ikke tænkt på forhånd, at vi skulle fusionere. Alle var lidt utrygge ved situationen og tænkte sådan: ”Hvad kommer det her til at betyde for mig og for os?” Men vi kunne godt se, at vi var ved at blive meget små, og det var svært at se, at det kunne gå i fremtiden.
Kort efter udmeldingen om fusionen kom dog en anden besked – nemlig at regeringen ville skabe en helt ny ungdomsuddannelse – EPX’en.
- Og her tænkte mange nok, at ”jamen, nu er vi jo blevet gift, og det er jo med dem, vi godt kan lide. Så der er mere ro på nu hos medarbejderne i forhold til fusionen, men det er svært at holde adskilt fra, hvad der skal ske i 2030. EPX’en fylder. Folk er bekymrede – også for, om vi skal igennem endnu en fusion. For det er jo et stort arbejde, som kræver meget af alle medarbejdere, påpeger hun.
Forskellige kulturer
Katja Weihrauch har først som TR-suppleant og siden som TR og medarbejderrepræsentant i bestyrelsen været med i forarbejdet:
- Jeg synes, det er vigtigt, at medarbejderne er repræsenteret i det arbejde. Og vi er blevet ret godt informeret undervejs, siger hun og fortæller, at medarbejderne har været med i forskellige udvalg, og på alle møder om fusionen har der været en form for status i forhold til, hvor de er nu.
Katja Weihrauchs råd til en fusion
- God kommunikation er vigtigt. Bestyrelserne havde blandt andet lavet en FAQ, hvor medarbejderne kunne finde svar på spørgsmål som ”hvad sker der med min løn” og den slags. Det skabte fra starten åbenhed om de ting, man kunne være bekymret for.
- Det er vigtigt, at der er blevet skabt en stemning, hvor man må være bekymret, og hvor man kan tale om det. Ellers kan der nemt blive skabt historier på grund af bekymring eller frygt.
- En anbefaling er også helt klart, at man tester og prøvekører et nyt IT-system, inden alle medarbejdere skal overgå til at bruge det.
Sidste skoleår var personalet fra begge institutioner samlet i to hele dage, hvor de arbejdede med at lære hinanden og de enkelte arbejdsområder at kende. For nylig var der 12-12-seminar for alle ansatte på VEVO med et miks af fagligt og socialt indhold. Der er også nedsat en arbejdsgruppe, der har fokus på de traditioner, som ikke er bundet op på undervisningen. Det kan være julefrokoster og andre arrangementer. For der er forskellige kulturer:
- Det bunder i, at den undervisning, vi har, er så forskellig. Både HF'erne og vi har fag, der ligger i timer, og SOSU'ernes undervisning ligger i hele dage. Det får en betydning for kulturen. Men jeg synes, vi bliver taget alvorligt i det som medarbejdere.
Kender den nye leder
Lige nu er det kun i Viborg, at medarbejderne fra de to institutioner er sammen fysisk. I Skive og Thisted er der andre konstellationer, men her arbejder man på at flytte sammen.
I Viborg er der et fælles pauserum. Her sidder medarbejderne fra de to institutioner stadig lidt opdelt, men ikke helt så meget som før 1. august, understreger Katja Weihrauch, og forklarer, at det også spiller ind, at pauserne ikke ligger på samme tid i deres undervisning:
- Det er jo naturligt, at vi er sammen med dem, hvis pause starter samtidig med os. Og der er en tendens til, at man sidder sammen med dem, man har arbejdsfællesskab med. Det skal der også være plads til, mener hun.
Ledelsesstrukturen er lavet om med fusionen. Men Katja Weihrauch har den samme nærmeste leder som hidtil, og så er deres rektor ikke længere øverste leder – det er direktøren fra SOSU-skolen.
- Vi har den fordel, at vores nuværende direktør var formand for VUC-bestyrelsen, indtil han blev direktør for SOSU-skolen for et par år siden. Og vi har boet på samme matrikel. Så vi har kendt hinanden. Det har nogle fordele – også at nogle på øverste ledelsesniveauer har kendt hinanden, siger Katja Weihrauch.
- Der er nye ting, der træder i kraft fra dag ét, og nogle ting, der ikke er helt styr på endnu. Men så længe der ikke er det, skynder vi os langsomt. Vi kaster os ikke ud i en hel masse andre ting, der skal laves. Så jeg synes, vi er trygge i det her.