Fokus

Ungdoms­skoler kan få brug for samarbejde med FGU og virtuelle klubber

Corona-krisen kan betyde, at ungdomsskolerne får brug for at tage andre metoder i brug for at holde snoren i udsatte og sårbare unge. Et øget samarbejde med FGU’erne kan blive en måde at fastholde dem på. Og så kan krisen måske sætte gang i udviklingen af digitale tilbud på ungdomsskolerne, vurderer Ungdomsskoleforeningen.

Økonomien på ungdomsskolerne er afhængig af samfundets generelle økonomi, og derfor kan udbruddet af corona – som nogle økonomer spår kan føre til Danmarkshistoriens største økonomiske krise – få konsekvenser for ungdomsskolerne.

Det vurderer Ejnar Bo Pedersen, der er sekretariatschef for Ungdomsskoleforeningen.

- På ungdomsskoleområdet er spørgsmålet, om kommunerne kan blive tvunget ud i besparelser afhængigt af, hvor meget de kan få lov til at sætte skatten op, og hvordan deres finansieringsgrundlag i øvrigt bliver. Hvis de skal spare, så er erfaringen, at det kan gå udover de skoleområder, som ikke er så forældretunge, forklarer Ejnar Bo Pedersen.

Vores skoleområde har tidligere været god til at finde nye løsninger, så det tror jeg også, det vil være i stand til igen.
Ejnar Bo Pedersen
Sekretariatschef for Ungdomsskoleforeningen

Og det, frygter han, kan gå ud over ungdomsskolerne.

- Jeg tror såmænd gerne de unge vil tilbage til vores tilbud. Og vores skoleområde har tidligere været god til at finde nye løsninger. Det tror jeg også, det vil være i stand til igen, og det kan blive nødvendigt efter sommerferien, vurderer han.

Han frygter dermed samlet set ikke, at elevgrundlaget vil blive mindre.

Opfordrer til samarbejde med andre institutioner

Ejnar Bo Pedersen største bekymring er derimod, at kriser generelt oftest rammer udsatte og sårbare særligt hårdt – og her er corona-krisen næppe en undtagelse.

- Der være en risiko for, at ungdomsskolerne får sværere ved at fastholde de udsatte unge kan, advarer Ejnar Bo Pedersen.
Han opfordrer derfor ungdomsskolerne til at indlede kontakt til og samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner og hjælpe dem mere systematisk med at støtte op om deres undervisning med fritidsundervisning, events og klubvirksomhed. Det kunne eksempelvis være skoler inden for den forberedende grunduddannelse (FGU).

Enkelte ungdomsskoler har tidligere også undersøgt mulighederne for, at især udsatte elever får et skoletilbud fra klokken otte til klokken 21. Det kunne ifølge Ejnar Bo Pedersen være en anden vej at gå for at forsøge at holde snor i de sårbare elever.

- Man kan måske forstille sig, at der vil være skoler, som vil eksperimentere med at lave nogle efterskolelignende tilbud, hvor eleverne kan stimuleres i alle døgnets 24 timer, spekulerer Ejnar Bo Pedersen.

Måske kan corona-krisen ligefrem give et boost til den fritidsundervisning og klubvirksomhed, som en del af vores skoler lige nu arbejder med at tilbyde digitalt.
Ejnar Bo Pedersen
Sekretariatschef for Ungdomsskoleforeningen

Digitalisering af ungdomsskolerne og deres tilbud

Vender man blikket mod den øgede digitalisering af undervisningen, der er blomstret op under corona-krisen, ser sekretariatschefen også muligheder i fremtiden.

- Måske kan corona-krisen ligefrem give et boost til den fritidsundervisning og klubvirksomhed, som en del af vores skoler lige nu arbejder med at tilbyde digitalt. Det kan måske vinde frem, fordi det naturligt appellerer til de unge, mener Ejnar Bo Pedersen.

Han tror også, at brugen af digitale platforme til at afholde teammøder mellem lærerne kan vinde frem oven på corona-krisen.

- Det kan man spare tid og transport på. Mange af de møder, vi har holdt tidligere, har taget op til en dag og kostet mange penge i kilometergodtgørelse. Der kan måske frigøres nogle penge, som bruges på undervisning i stedet, påpeger Ejnar Bo Pedersen.

Dato
Af
Andreas Antoni Lund
Foto
Kaare Smith