Elever siger fra: Det ulmer i ungdommen
- Vi rydder sgu forsiden i morgen.
Nogenlunde sådan lød beskeden fra Carl Emil Lind Christensen til Dansk Metal om aftenen den 9. maj.
Politiken var på vej med en række artikler om det lærlingeoprør, Carl Emil havde sat i gang sammen med resten af Metal Ungdom. Nyheden var netop kommet – de røg forrest i avisens dagsorden.
En hakket vals blev startskuddet
Det hele var startet tre måneder tidligere til et møde i forbundets Ungdomsudvalg, hvor målsætningen om bedre erhvervsuddannelser var på dagsordenen.
En smedelærling lagde ud med en ordentlig svada mod en hakket vals på skolen, der ødelagde hans finish. Andre om bordet stemte i. En mekaniker fortalte om måleudstyr til en svendeprøve, som ikke var kalibreret, en anden om en lærer uden erhvervserfaring.
- Alle om bordet havde noget. Og pludselig var der en, der sagde: Det skal vi fandme gøre oprør over. Og så var vi andre sådan: Ja, vi skal sgu!
Hundredvis af underskrifter og eksempler
Inspireret af MeToo-kampagnen #enblandtos begyndte Carl Emil og vennerne i Metal Ungdom derfor at samle opbakning til oprøret.
250 underskrifter fra lærlinge og svende og knap 100 personlige historier om kritisable forhold på erhvervsskolerne blev det til. Og selvom eksemplerne var mange, havde Carl Emil ikke drømt om den gennemslagskraft, som det endte med. Simpelthen fordi erhvervsskolerne normalt ikke er blandt mediernes favoritemner.
- Mange af historierne ville man aldrig acceptere på et gymnasium. Aldrig. Vi ryddede én forside, men jeg er sikker på, at vi havde ryddet 50, hvis det havde været på gymnasiet, siger Carl Emil.
Deltag i debatmøde med Carl Emil
Du har nu mulighed for at møde Carl Emil og andre fra lærlingeoprøret til en debat om deres kritik af forholdene på erhvervsskolerne, tankerne bag lærlingeoprøret og deres plan for næste skridt i oprøret. Det sker på Uddannelsesforbundets webinar den 10. oktober - Mødet er afholdt
Unge er blevet mere politiske
På DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, har lektor Jonas Lieberkind fulgt interesseret med. Både i lærlingeoprøret, men også i FGU’ernes kampdag, som kom få uger efter.
Han forsker i unges politiske dannelse, og for ham er de to elevgruppers markeringer et udtryk for et stigende politisk engagement blandt nutidens unge:
- Der sker noget i ungdommen. Det ulmer, og der er mange protestbevægelser, som de unge har stærke aktier i. Derudover kan vi i forskningen se, at de unge er begyndt at blive mere interesserede, er ret vidende om og i det hele taget på mange niveauer engagerer sig i politiske og sociale temaer, forklarer han.
Sammen i fællesskaber
Det stigende engagement begrænser sig for mange unge til klasselokalet eller samtaler med familie og venner, men det giver også afkast i en minoritet af unge, som bliver langt mere aktive. Derudover er der sket noget i forhold til rækkevidden af de unges politiske engagement.
- Vi har tidligere haft nogle generationer af unge i 90’erne og i starten af 00’erne, som har været relativt ubekymrede og haft det lidt anstrengt med at være politiske og forholde sig kritisk til verden. Disse generationer fremhæves også som meget individualiserede.
- De nye generationer har et stort behov for i en eller anden grad at være sammen med hinanden om en sag, der er større end dem selv. Der er, som jeg ser det, opstået et sociologisk behov for at være sammen i fællesskaber. At tænke nogle tanker, der er større end en selv. Og så er de præget af en stærk retfærdighedssans, siger Jonas Lieberkind og fremhæver, at det ofte er et forkert billede, der tegnes af nutidens unge.
- Unge i dag bliver tit beskyldt for at være ekstremt selvoptagede, men det er altså bare ikke sandheden. Det vidner deres politiske engagement netop om. Her kan vi se, at nogle tager kampe, som er relevante og store, og som rækker langt ud over dem selv. Det kan vi sige om FGU-protesterne og klimabevægelsen.
Mening i at kæmpe
Cassandra Vesselgaard var en af initiativtagerne til FGU’ernes kampdag – selvom hun kun havde en måned tilbage af sin tid på FGU, da hun trådte op på talerstolen.
- Mange spurgte mig: Hvad stod du deroppe for? Du går jo alligevel snart ud. Og ja, det gør jeg, men FGU har for mig været de to bedste skoleår i hele mit liv. Jeg har fået så meget støtte og haft det fantastisk, og det vil jeg gerne have, at andre får mulighed for. Jeg vil have, at den skole, jeg har gået på, bliver endnu bedre og står i mange år endnu. Bare fordi jeg har fået nytte af noget, betyder det jo ikke, at det skal ende, siger Cassandra, der har fået styrket sin demokratiske selvtillid gennem elevrådsarbejdet på FGU og sit engagement i Modstrøm, FGU’ernes elevorganisation.
- Da jeg startede på skolen, vidste jeg faktisk nærmest intet om politik. FGU har givet mig kampgejst. Det har givet mig selvsikkerhed at vide, at jeg kan stille mig op. Jeg tror mere på mig selv, men jeg tror også på, at der er en mening i at kæmpe for rettigheder som en ordentlig skolegang og bedre rettigheder på arbejdspladsen.
Nyt at se lavprestige-grupper i debatten
For Jonas Lieberkind repræsenterer Cassandra og de øvrige FGU-elevers indtog på den politiske scene et interessant nyt aspekt i de unges demokratiske deltagelse:
- De er en gruppe af elever og et skolesystem, som der ikke har været den store interesse for, fordi man de sidste mange år har fokuseret på fremdrift, mere og videre uddannelse, test og PISA-resultater. Det er som om, at FGU’erne på forhånd havde tabt kampen om opmærksomheden. De er på en uddannelse med få midler, simpelthen fordi de er i den ende af uddannelsessystemet, der ikke har særlig stor prestige i samfundet og blandt politikere. Så deres kamp er også at fortælle, at vi er her også, og det er rimeligt, at vi er her, siger han og fortsætter:
- Det er nyt, at de grupper af unge, der kommer fra de mindre prestigefyldte områder, begynder at markere sig. Lærlinge har haft en lang tradition for at gøre oprør. Men det nye blandt dem er, at de har et kæmpe problem med, at de føler sig underprioriteret i samfundet. Så der ligger også noget der, som er rigtig spændende.
Følelse af mindreværd
En dyb frustration over, at det altid er de mest højtråbende, der får ret, var en stor drivkraft for Carl Emil Lind Christensen i forbindelse med lærlingeoprøret.
- Jeg tror, vi har været for flinke og fundet os i for meget. Under coronanedlukningen så vi tydeligt, hvordan erhvervsuddannelserne kom bagerst i køen i forhold til, hvilke uddannelser der skulle genåbne. Selv højskolerne kom før. Der blev jeg virkelig sur.
Lærlingeoprøret bag borgerforslag
Lærlingeoprøret har stillet et borgerforslag om, at der skal investeres yderligere én promille af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) i erhvervsuddannelserne. Pengene skal bruges på tidssvarende udstyr, ordentlige faciliteter og flere kompetencer til lærerne.
- Nerven i vores oprør ligger ikke så meget i en hakket vals. Den ligger i, at vi føler, at vi ikke bliver behandlet ligeværdigt i uddannelsessystemet, siger Carl Emil, som dog ikke ønsker at hænge de andre uddannelser ud:
- Det skal ikke blive en boksekamp mellem forskellige uddannelser. Jeg vil bare gerne, at vi lærer i højere grad at sætte pris på håndens arbejde, end vi gør i dag. Når jeg snakker med folk, der er erhvervsuddannede, så er der en følelse af mindreværd og en opfattelse af, at politikerne slet ikke lytter.
Hårdt arbejde at få ret
Med Lærlingeoprøret håber Carl Emil, at budskaberne trænger igennem på Christiansborg, og deres budskaber er i hvert fald blevet hørt – også af landets statsminister.
- At Mette (Frederiksen, red.) nævner Lærlingeoprøret og mit navn fra hovedscenen på Folkemødet, det er da det vildeste rygstød. Der skulle jeg lige nive mig selv i armen. Det giver én en tro på det. Men altså nu skal den jo lige hives helt hjem.
- Der er stor forskel på at have ret og få ret. Det sidste er rigtig hårdt arbejde. Det arbejde er vi stille og rolig begyndt på nu, og jeg tør godt love, at man kommer til at høre mere fra os lærlinge.
