Din overdragelse til ny arbejdsgiver
Selv om de fleste ændringer i forbindelse med den nye ungdomsuddannelse, EPX’en, først skal ske om nogle år, er der allerede nu givet nogle garantier til lærerne fra aftalepartierne:
Skal medarbejderne skifte arbejdsgiver, fordi den uddannelsesinstitution, de arbejder på, skal lægges sammen med en anden eller splittes op gælder Lov om lønmodtagers retsstilling ved virksomhedsoverdragelse også kaldet virksomhedsoverdragelsesloven.
Hvad betyder loven i praksis for dig?
HVIS du som følge af den nye delaftale om EPX’en skifter arbejdsgiver, får du helt overordnet dine nuværende ansættelsesvilkår med.
- Du vil som hovedregel være sikret fortsat ansættelse ved at følge med opgaverne, der hvor de bliver placeret, hvis den skole, du arbejder på, enten bliver delt eller lagt sammen med en anden uddannelsesinstitution.
- Du vil få dine rettigheder med til din eventuelt nye arbejdsgiver. Det gælder:
- din anciennitet.
- din løn.
- din pensionsopsparing.
- dine feriepenge.
De vilkår, du bliver overdraget med, følger af overenskomsten. Når den udløber, vil det være den nye arbejdsgivers overenskomst, der gælder, medmindre der inden er indgået aftale med den nye arbejdsgiver om noget andet.
Forsinkede krav
Har du som ansat krav på overarbejdsbetaling for en periode, hvor du har arbejdet for din gamle arbejdsgiver, kan det krav også rejses over for den nye arbejdsgiver – hvis ikke kravet er blevet betalt før overtagelsestidspunktet.
Der kan være nogle lønkrav, som først opdages et stykke tid efter, de er opstået. Måske har du ikke vidst, at du havde krav på overarbejdsbetaling, eller den automatiske lønregulering er glippet, mens du for eksempel har været på barsel. Hvis du er overdraget til en ny arbejdsgiver, kan du fortsat gøre krav på det.
Det er altså uden betydning, om kravet er opstået før eller efter overdragelsestidspunktet. Det er også underordnet, hvornår kravet er blevet ’opdaget’. Det væsentlige er kun, om du var ansat på overdragelsestidspunktet.
Ændringer kan – som altid – ske
Den nye arbejdsgiver kan dog på samme måde som den gamle varsle ændringer i dine løn- og arbejdsforhold med dit opsigelsesvarsel, dog ikke i strid med de overenskomstvilkår der gælder.
Garantien gælder endnu ikke alle
I den første delaftalen om EPX’ens etablering er der ikke givet samme garanti for ansatte på 10. klasse. Aftalepartierne vil tage stille til, hvad der skal gælde for 10. klasselærerne, når fag og niveauer på EPX bliver beskrevet i næste forhandlingsforløb.