Uddannelsesforbundet i en brydningstid
Et godt organiseret temakursus for alle tillidsrepræsentanter i Uddannelsesforbundet er netop overstået. Igen i år var vi til stede i tre dage i Svendborg. Tre dage med interessante hovedbestyrelsescafeer, workshops og sektionsmøder og en masse netværksarbejde. Men også en akademiseret peptalk af DJØFs direktør, Sigge Winther Nielsen, der bekræftede, at vores politikere er visionsløse og drevet af hurtige løsninger på komplekse problemer.
Det er et synspunkt, man som underviser og tillidsrepræsentant ikke sjældent bliver bekræftet i, når politikerne driver velfærdspolitik på måder, der virker visionsløse og ideologiske. Måder, der for os undervisere til tider føles ødelæggende for vores fag. Vi kan nævne FGU-skolernes kaotiske opstart og vilkår, indførslen af brugerbetaling på sprogskolerne og de efterfølgende mange fyringer, besparelserne på VUC og det skæve omprioriteringsbidrag samt politikernes åbenlyse svigt af erhvervsskolerne.
Alt sammen er resultater af beslutninger, der tilsyneladende er taget uden grundige overvejelser og visioner, vidensdeling og vedholdenhed, som Sigge Winther Nielsen beskrev det. Og ikke mindst uden tilstrækkelig involvering af de faggrupper, der har den nødvendige viden om uddannelse, inden gennemførslen af reformer.
Der er nok af udefrakommende problemer at kæmpe med som underviser og tillidsrepræsentant i Uddannelsesforbundet.
En lammet fagbevægelse
Det er imidlertid ikke kun vores politikere, der virker visionsløse og forhastede. Store dele af fagbevægelsen, Uddannelsesforbundet inkluderet, virker også helt eller delvist handlingslammet af faldende medlemstal – og det i sådan en grad, at det er ved at gå op for vores arbejdsgivere.
Vi har talt meget om, hvordan vi gør vores fagforening stærkere. Vi har på kongressen i 2020, til temakursus og i bestyrelserne igen og igen drøftet, hvordan vi hverver flere medlemmer. Hvorfor alle vores kolleger ikke synes, at Uddannelsesforbundet er fantastisk, og hvorfor de unge er så svære at organisere?
Vi skal tilbage til Sigge Winther Nielsens oplæg. Uddannelsesforbundet lever stadig i det 19. århundrede. Engang var det hævet over enhver tvivl, at man som lønmodtager var medlem af en faglig organisation, der kæmpede for ens rettigheder, og som havde stor faglig ekspertise inden for netop ens eget professionelle virke. Det kan vi ikke længere tage for givet i dag. Vores kolleger søger ikke nødvendigvis det fællesskab, og vi lykkes desværre ikke med at overbevise dem.
Rettigheder er ikke en selvfølge
Vi lever stadig højt på fagbevægelsens bedrifter. Men alle de rettigheder, vi er glade for i dag, har vi ikke selv tilkæmpet os. Det har andre mennesker, der dengang havde alt at tabe, hvis de ikke kæmpede for ordentlige arbejdsforhold, gjort. De tog alligevel kampen. Og derfor har vi i dag en 37 timers arbejdsuge, ret til sygedagpenge, pension, barsel og så videre.
Men vi har tilsyneladende tabt gejsten og viljen til i det mindste at bevare de rettigheder, vi har. Vores uorganiserede kolleger har glemt, at det ikke er en selvfølge, hvad de har – og dermed nemt kan miste.
Vores fagforening må ikke glemme, hvad vi og vores kolleger kan miste. Og derfor er det nødvendigt, at Uddannelsesforbundet kommer ud af sin historiske boble, der lever på fortidens meritter. Her tre år efter sidste kongres mister vi fortsat medlemmer, og det er svært at være overbevist om, at det ændrer sig, hvis ikke Uddannelsesforbundet fornyer sine visioner – eller i det mindste gør dem så tydelige, at alle kan identificere sig med dem.
Taler i ekkokammeret
Uddannelsesforbundet har alt for længe talt i det samme ekkokammer, når der kommunikeres med den omverden, vi gerne vil forandre eller have større indflydelse på. Det virker ikke, når vi benytter vores blodfattige facebookside og hjemmeside. Det virker ikke, når vi på Altinget.dk eller i A4 skriver til de samme politikere, der hele tiden ødelægger vores fag.
Formandskabet og hovedbestyrelsen må starte forfra i deres strategi for at styrke Uddannelsesforbundet. Vi kan ikke klare tre år mere med at tale om de samme problemer. Vi må bruge Sigge Winther Nielsens tilgang til visionen – den næste månelanding – det komplekse problem. For det er komplekst. Men ifølge ham skal vi bruge visionen til at skabe begejstring for vores projekt. Den begejstring mærker man ikke i Uddannelsesforbundet. Og hvad er projektet?
Hvis projektet handler om at gøre mere for medlemmerne i Uddannelsesforbundet, så må formandskab og hovedbestyrelsen lytte mere til det menige medlem. Når Uddannelsesforbundets medlemmer har brugt deres demokratiske stemmer, må formandskabet være loyale over for dem. Vi stemte nej til A20 – og vi insisterer på at få lov til at drøfte arbejdstid til OK24. Også selvom A20 ikke er fuldt implementeret – som det siges.
Hvis projektet handler om, at vi vil have næsten alle organiserede på vores skoler, så er det både komplekst og visionært. Uddannelsesforbundet må hæve barren og invitere sig selv til synlighed, medlemsdebat og demokratisk fornyelse. Vi må ud af ekkokamrene, hvor vi kun hører os selv tale. Vi må aktivere de mennesker, der søger alle mulige fællesskaber på tværs af platforme og sociale medier, og vi må simplificere budskabet og projektet, så det først og fremmest handler om dig som lønmodtager og det fællesskab, du kan identificere dig med.
Vores unge kolleger er ikke uvidende om fællesskaber. De søger dem hele tiden. På sociale medier kan man samle tusindvis af følgere, hvis man er villig til at tale det sprog, der er nødvendigt. Fagpolitik og faglig identitet følger personen. Det er Uddannelsesforbundets ansigter udad, der giver følgeskab, og det er budskaberne og identificering, der giver medlemskab.
Hvem er med?
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk
Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her
