Vi har - også - fokus på udviklingen
Kære Jacob,
Tak for et superspændende indlæg.
Jeg er helt enig med dig i betydningen af at kunne engagere – og også gerne begejstre. Derfor er det også enormt vigtigt for en levende organisation at have en løbende dialog med medlemmerne om vores fællesskab, og hvad vi som forbund skal engagere os i. OG det er vigtigt at involvere medlemmer, der har lyst, til at være med til at sætte retning og udvikle vores politik.
Det er blandt andet derfor, at forbundet afholder fyraftensarrangementer og en række konferencer inden for vores områder. Mange medlemmer deltager i arrangementer som for eksempel det, der lige er inviteret til om Reformkommissionens anbefalinger på unge-området. Her ønsker vi netop at invitere medlemmerne med i en udviklingsproces om forbundets retning og holdninger. Vi har tidligere lavet tilsvarende både korte og længerevarende forløb om blandt andet FGU, OK-fornyelser, Ukraine og om dannelse.
Vi er også begyndt at afholde hybridmøder, hvor medlemmer samles lokalt og deltager i virtuelle møder om aktuelle emner med andre medlemmer på baggrund af oplæg fra forbundet. Formålet med møderne er netop at få debatten med og mellem medlemmerne og skabe grobund for engagementet.
Hvad har I af udfordringer?
Som optakt til OK24 udsendte forbundet en spørgeskemaundersøgelse til medlemmerne, hvor vi på en ny måde forsøgte at få viden om, hvad medlemmerne har af behov og udfordringer i et moderne arbejdsliv på de forskellige lærer- og vejlederområder. Efterfølgende har vi holdt hybrid-møder om OK24 for at få flere input fra hverdagen på arbejdspladserne.
I forhold til arbejdstidsaftalerne for lærere, som du nævner i dit indlæg, er der fortsat gang i en løbende proces med at få evalueret aftalerne. Derfor har vi bedt tillidsrepræsentanter bruge muligheden for at give tilbagemeldinger på erfaringerne med dem. Det er en del af selve aftalerne med arbejdsgiverne, at der skal ske en erfaringsudvikling om, hvordan aftalerne fungerer i praksis ude på skolerne. Derfor er det også vigtigt, at TR’erne deltager aktivt, så det kan blive en del af den fælles viden med arbejdsgiverne, og så problemerne kan tages op med dem.
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatindlæg og kronikker kan sendes til blad@uddannelsesforbundet.dk.
Læs mere om, hvordan du sender debatindlæg eller kronikker her
Noget er lykkedes
Som forbund arbejder vi løbende på at sikre og forbedre forholdene for medlemmerne – også når der ikke er overenskomstforhandlinger. Det gælder for eksempel, når de skoleformer, hvor vores medlemmer arbejder, er under pres.
På området for dansk som andet sprog var vores indsats for at få fjernet deltagerbetalingen helt afgørende. Indsatsen lykkedes. Deltagerbetalingen er nu blevet afskaffet. Vi har også været med til at lægge pres på, at en række skoleformer får forbedret økonomien. Noget er lykkedes, men der er stadig langt fra mål både for FGU og en række andre uddannelsesområder. VUC og AMU har i høj grad brug for forbundets opmærksomhed og politiske påvirkningskraft, og det får de! Men det er en sag, der har haft ret meget modvind på grund af højkonjunkturen.
Vi har fokus på udviklingen
Nu skal det ikke udvikle sig til en opremsning af indsatser og resultater, men jeg vil lige nævne, at det alene var vores indsats, der sikrede, at FGU blev omfattet af offentlighedsloven, og at de ansatte fik en betydelig højere grundløn, end det lå i kortene.
Rigtigt meget i en fagforening er såkaldt drift. Vi skal sagsbehandle medlemshenvendelser, afskedigelser, tjenstlige forhold, bistå tillidsrepræsentanterne i det daglige arbejde og meget andet. Vi skal også søge at påvirke politikken på Christiansborg i en retning, så der kan leveres kvalitet i de tilbud, vi giver til unge og voksne. Vi skal have et tæt samarbejde med ministre, skoleforeninger og andre aktører på vores områder. MEN vi skal også hele tiden have fokus på udviklingen og i tæt dialog med medlemmerne sætte kompasset for vores handlinger. Det er trods alt netop her, vi henter basis for det ståsted, vi har, når vi repræsenterer forbundet over for andre.
Meget af det arbejde foregår lokalt på arbejdspladsen i dialog mellem medlemmer og TR. Meget foregår områdeopdelt, hvor der netop er mulighed i at fordybe sig i den konkrete udvikling både fagpolitisk og uddannelsespolitisk inden for en sektor. Og endelig er der mulighed for, at forbundet indkalder til tværgående møder og debatter om emner af mere bred karakter.
Vi gør alle dele, og jeg tror – ligesom dig – at vi med fordel kan gøre det meget mere, end vi gør i dag. Det – sammen med de resultater, vi skaber ved forhandlingsbordene og i mødet med politikerne på Christiansborg samt det at stå vagt om medlemmernes retssikkerhed – er det, der gør en fagforening relevant.
Mange hilsner
Hanne Pontoppidan