Tilbage til ny normal i Ungeindsatsen
Har det været svært at vende tilbage til den nye normal-undervisning efter sommer, og har I haft dilemmaer i forhold til de nye corona-retningslinjer på skolen? Det har Uddannelsesbladet spurgt tillidsrepræsentanter fra forskellige skoleformer og områder af landet om.
Her er, hvad Jacob Løye, tillidsrepræsentant ved Ungeindsatsen Lolland, oplever.
- Lige nu er corona kommet lidt tæt på: En kollega fra jobcentret har fået konstateret COVID-19, og nogle af os har holdt møde med vedkommende. Men jeg er tredje led, så jeg skal bare testes og heldigvis ikke isoleres. Nogle af de unge mennesker her er stadig utrygge, fordi de har familiemedlemmer, der er kronisk syge. Nogle er ikke er mødt endnu, fordi de er utrygge, og mange er selv syge og blevet hjemme.
Der er ikke en corona-fane i tidsregnskabet
- Restriktionerne i forhold til corona har betydet, at vi ikke har kunnet kommet på den normale introtur. I stedet har vi gået mange ture i området, men det er ikke det samme. Vi har dog også taget en køretur en enkelt dag, hvor vi alle havde mundbind på.
- Som lærer synes jeg ikke, den er holdbar i længden. Vi snakker jo gammeldags registrering af opgaver og laver tid på vores undervisere her, og der er ikke en fane, der hedder Corona-tid. Da vi skulle på køretur, tog det altså en halv time at afspritte sådan en bil, ligesom det tager tid at afspritte et lokale. Men man skal ikke sætte sig på røven, når hele Danmark har brug for, at man står op og gør noget. Det skulle dog helst ikke fortsætte.
De unge skal have noget mad
- Der har været dilemmaer i forhold til de unges spisning. De her unge skal have noget mad, og det må vi ikke servere i samme omfang – her snakker vi bare rugbrød og pålæg. Vi ved ikke helt, hvad vi skal gøre. Nødløsningen er, at vi har købt nogle rugboller uden noget i, og så står der én med handske og deler ud. Det er lidt sølle. Og mens der har været meget varmt, ville vi gerne tilbyde dem andet end koldt vand, men systemet er slet ikke gearet til det her, og vi er stadig lidt berøringsangste i forhold til, hvad vi kan gøre.
- Vi har plads til 50 unge og har været fyldt lige fra dag ét. Vi er lidt svære at placere i systemet, da vi opererer ud fra loven om aktiv beskæftigelse via jobcentrene, er i kommunalt regi, og vores aldersgruppe er op til 25 år. Vi er et tilbud, som jeg ikke tror, du lovgivningsmæssigt kan finde andre steder. Vi har et værksted og tilbyder uddannelse – eller en kombi, hvis det virker bedst. Vi tager os af de unge, der kræver en ekstra indsats. Hvis de for eksempel er for dårlige til FGU, eller hvis de falder fra på grund af en momentan krise, kan de komme til os og blive gjort klar og komme tilbage.