Sex og Samfund: Sæt sex på skemaet
I grundskolen får børnene seksualundervisning, så de kan blive klogere på køn, krop og seksualitet. Men de bliver ikke kloge nok. Det mener blandt andet Sex og Samfund, der ønsker at seksualundervisning bliver obligatorisk på erhvervsuddannelserne og FGU.
Men har de unge ikke for længst haft deres seksuelle debut, når de er startet på en ungdomsuddannelse? Og hvordan skal lærere, der er vant til at undervise på værksteder, lære dem noget, de ikke allerede ved om køn, krop og seksualitet? Det spørger Uddannelsesbladet Sex og Samfunds nationale chef, Lene Stavngaard, om.
Hvorfor skal sex på skemaet på ungdomsuddannelserne?
- Seksualundervisning er en stor del af arbejdet med trivsel på en ungdomsuddannelse. For eksempel kan sexisme adresseres i seksualundervisningen. Og mobning – som har stor betydning for fællesskabskulturen på skolerne og elevernes trivsel – foregår ofte på baggrund af køn, krop og seksualitet. De fleste bandeord, vi har, er udskamning baseret på særligt køn og seksualitet.
- Desuden har forholdet til egen krop meget stor betydning for individets trivsel, sundhed og velvære. Ergo er seksualundervisning et af de steder, der har størst forebyggelsespotentiale i forhold til sexisme, diskrimination og forholdet til egen krop.
Er seksualundervisning da ikke bare, at en lærer fortæller om samleje, prævention og kønssygdomme?
- På ungdomsuddannelserne vil det være at formidle viden om seksuel kommunikation, og hvordan man mærker egne og andres grænser – et oplagt refleksionsrum til at drøfte sexisme samt samtykke og voldtægt – og om hvordan man skaber en fællesskabskultur, hvor der er plads til alle, og hvor man ikke bliver udskammet på baggrund af krop, køn eller seksualitet. Seksualundervisning er et godt fundament, hvor unge kan lære selv at udvikle et seksuelt sprog og ikke bliver begrænset af stereotyper og dominerende normer.
Sex og Samfunds forslag til EUD og FGU
- Generelt: Undervisere på ungdomsuddannelserne skal uddannes og efteruddannes til at varetage undervisning i køn, krop og seksualitet, grænser og digital trivsel. Det er vigtigt, at denne uddannelse eller efteruddannelse både giver faglige og pædagogisk-didaktiske kompetencer til at varetage undervisningen.
- På EUD: Undervisning i seksualitet, seksuel sundhed, køn, krop, identitet og rettigheder bør styrkes på både erhvervsskolernes grundforløb og hovedforløb – for eksempel gennem obligatoriske undervisningsforløb på både anden del af grundforløbet (GF 2) samt på hovedforløbet.
- På FGU: Seksuel sundhed bør være en obligatorisk del af de 20 ugers undervisning på basisniveauet. Mangfoldighed og en inkluderende arbejdspladskultur bør indskrives i læreplanerne på produktions- og erhvervsgrunduddannelserne – blandt andet med fokus på seksuelle grænser og forebyggelse af seksuel chikane. Forhold omkring køn, krop og seksualitet (både fysisk og digitalt) bør blive en del af de obligatoriske trivselsmålinger på FGU. Forebyggelse af digital mobning – herunder billeddeling uden samtykke, diskrimination og sexisme – bør også være en del af alle tre spor på FGU.
Er det ikke for sent med seksualundervisning, når de unge måske allerede har haft deres første seksuelle oplevelser i grundskolen?
- Det er rigtig vigtigt, at de unge får støtte til for eksempel at udvikle et sprog og tænke over egne og andres grænser, når de for alvor gør sig erfaringer med seksualiteten, og de fleste unge gør deres første seksuelle erfaringer, når de forlader grundskolen. De kan derfor reflektere over relationer, sex og kommunikation på en anden måde, når de er blevet lidt ældre og har nogle flere erfaringer, og kan dermed diskutere nogle andre ting.
Er det ikke EUD- og FGU-lærernes primære opgave at lære de unge, hvordan de skal gebærde sig ude på arbejdspladser og ude i samfundet?
- Som underviser har man et dannelsesansvar. Og vi kan se, at der et problem i forhold til, hvordan man taler om LGBT+-personer på erhvervsskolerne. Så kan lærerne måske godt sige, at det ikke har noget at gøre med deres arbejdsområde. Men de står midt i det. Så selvfølgelig har de også et ansvar.