Julius Marchenhauer
Tæt på

Sådan oplever eleverne AI: Den siger, hvad jeg kan gøre bedre

På Nordvestsjællands Erhvervs- og gymnasieuddannelser (NEG) har man vedtaget, at kunstig intelligens (AI) skal være en del af skolens strategi, og at alle eleverne skal klædes på i det. Det står skolens underviser Morten Walsted blandt andet for. Men hvad siger eleverne egentlig selv?

Julius Marchenhauer, 19 år, der går på studieåret på EUX, var skeptisk over for AI og lod være med at bruge den, indtil Morten kom ned i en time og fortalte, hvorfor det kunne være en ”smart måde at lære på”. 

- Det, man mest kan bruge den til, er at få feedback på en opgave. Den skriver ikke opgaven, men den siger, hvad man kan gøre bedre ved sin opgave, forklarer han.

Det er et sindssygt redskab, som man ikke altid kan stole på
Julius Marchenhauer
Elev på Nordvestsjællands Erhvervs- og gymnasieuddannelser

Hvad har du selv spurgt den om?

- Det kan være en prompt, som hedder, at Hej, jeg er en elev på NEG, som har lavet en opgave om det her emne. Jeg vil gerne have feedback på det og det. Og så beder den mig lægge min opgave ind og fortæller, hvor opgaven kan gøres bedre – uden at den giver svar på opgaven. Det er en rigtig god måde at lære på.

Julius har også prøvet at udforske dens grænser i forhold til at få direkte hjælp til en opgave. Her lærte han på den hårde måde, at han ikke bare kunne stole på dens information. Det var til en opgave om en virksomhed, som han skulle undersøge. Men i stedet for at gå ind på virksomhedens hjemmeside og finde informationer om den, havde han spurgt ChatGPT. 

- Og det var rigtig misvisende information, jeg fik. Det var selvfølgelig en kæmpefejl, men heldigvis var det i Mortens time. Det skal jeg i hvert ikke gøre mere.

Det er et sindssygt redskab, som man ikke altid kan stole på, mener han, der også for sjov har prøvet dens grænser af på andre måder:

- Jeg har spurgt ind til sådan noget som nazisme, og det er et totalt no go der – selv om jeg ikke havde dårlige hensigter med det. Men ellers vil jeg 100 procent bruge den uden for skolen, hvis jeg er nysgerrig på et emne. For Googles informationer kan du jo heller ikke altid stole på, understreger han. 

Dato
Af
Foto
Ricky John Molloy