Nye arbejdstidsaftaler giver dig flere rettigheder og øget indflydelse
De aftaler for lærernes arbejdstid, som Uddannelsesforbundet og de øvrige lærerforbund er blevet enige med kommunerne og staten om, skal afløse den stærkt forhadte Lov 409. Aftalerne bygger på et såkaldt samarbejdsspor. Men hvad betyder det egentlig? Og hvilke rettigheder følger der konkret med de nye aftaler?
Det har Uddannelsesbladet spurgt Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, om.
Og svaret fra hende er, at aftalerne sikrer lærerne såvel flere rettigheder som større indflydelse. Men for at lærerne skal få fuldt udbytte af dem, kræver det også, at de sammen med deres tillidsrepræsentant går i dialog med ledelsen.
Arbejdstidsaftalernes indhold
Aftalernes hovedpunkter
- Lærerne skal have en opgaveoversigt, fem uger før deres normperiode starter. Hver normperiode varer et år, og opgaveoversigten angiver opgaverne, som skal løses i normperioden. Det er forskelligt, hvornår normperioderne begynder, men er ofte i forbindelse med sommerferien eller årsskiftet.
- Der skal sættes tid på, hvor meget tid hver enkelt lærer har til individuel forberedelse, undervisning og alle andre opgaver, som varer over 60 timer inden for normperioden.
- Sker der større ændringer i lærernes opgaver i løbet af et år, har lærerne krav på, at de i fællesskab med ledelsen ser på konsekvenserne af ændringerne. Her kan tillidsrepræsentanten inddrages.
- Hver tredje måned skal lærerne have en opgørelse over, hvor meget arbejdstid de har brugt.
- Der er præcise regler for, hvordan arbejdstiden skal opgøres, så lærerne faktisk får honoreret deres eventuelle overtid korrekt.
- For alle lærere over 60 år bliver der ret til at gå ned i tid og stadig få indbetalt fuld pension.
Samlet forberedelsestid
- Der skal være opmærksomhed på, om forberedelsestiden er rimelig i forhold til undervisningstiden.
- Lærerne skal have mulighed for at samle deres forberedelsestid.
- Synes man, at for meget af forberedelsestiden forsvinder – for eksempel ved, at den bliver delt for meget op eller spist op af andre opgaver – har man mulighed for at bede ledelsen om at skemalægge den.
- Der kan ikke planlægges forberedelse i elevpauser.
Skoleplaner
- Ifølge de nye arbejdstidsaftaler skal skolernes ledelser udarbejde skoleplaner.
- I første omgang får tillidsrepræsentanterne indblik i grundlaget for planlægningen af skoleåret. Den planlægning skal tillidsrepræsentanterne drøfte med skoleledelserne.
- På baggrund af drøftelsen udarbejder ledelsen et udkast til en skoleplan, som blandt andet indeholder ledelsens prioriteringer, indholdet af diverse opgaver, herunder klasselæreropgaven, og hvad der forstås ved individuel forberedelse på skolen.
- Skoleplanen skal præsenteres for alle lærere på skolen, så lærerne kan kvalificere planen og får mulighed for at stille spørgsmål og komme med forslag.
- Når lederen har samlet al input, udarbejdes den endelige skoleplan.
Arbejde udenfor skolen
- Aftalen lægger op til øget fleksibilitet, så lærerne i højere grad får mulighed for at arbejde hjemmefra.
- Hjemmearbejdstiden opgøres. Tillidsrepræsentant og ledelsen skal aftale, hvordan hjemmearbejdstiden opgøres i praksis, så den indgår korrekt i årsopgørelsen.
Øget indsigt
- Aftalerne vil give lærerne indsigt i nogle af de planlægningsredskaber, som ledelserne mange steder tidligere har holdt for sig selv, forklarer Hanne Pontoppidan.
Dermed får lærerne ifølge hende bedre mulighed for at afstemme de forventninger, der er til deres opgaveløsning, større klarhed over, hvor lang tid ledelsen som udgangspunkt forventer, at de bruger på de enkelte opgaver og i sidste ende større indflydelse på tilrettelæggelsen af skolens hverdag.
- Lov 409 var skrevet, så ledelserne uden dialog og inddragelse af lærerne stort set kunne planlægge som de ville. Det, der er anderledes ved de nye aftaler, er, at det er aftaler, som arbejdsgiverne, og vi er enige om, og at der rent faktisk er skrevet nogle rettigheder ind i dem, påpeger forbundsformanden.
Øget samarbejde
Overskriften for aftalerne er forpligtigende samarbejde. Og ifølge aftalen er ledelserne derfor forpligtiget til at drøfte prioriteringerne for skolen og dermed for lærernes arbejde med lærernes tillidsrepræsentanter. Samarbejdet skal sikre sammenhæng mellem lærernes arbejdstid og opgaver og et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
På nogle skoler er man måske bedre til samarbejde med lærerne end på andre. Hvorfor skulle den her aftale ændre på det?
- Aftalerne løser ikke alle problemer ude i verden. Så der kunne komme skoler, hvor der er udfordringer. Dem må vi se på i fællesskab med de centrale arbejdsgivere. Dér har de her aftaler til gengæld den fordel, at den er indgået i fællesskab mellem netop arbejdsgiverne og os. Og de centrale arbejdsgivere har tilkendegivet, at de ønsker, at det her skal spille derude, og at de vil understøtte, at det kommer til at fungere, pointerer hun.
Øget overblik gennem ny opgaveoversigt
Der, hvor de nye rettigheder i første omgang bliver mest synlige, er i opgaveoversigterne.
Lærernes opgaveoversigter kommer til at se anderledes ud, end dem de har været vant til. Kravene til opgaveoversigten bliver nemlig strammet.
- Mange medlemmer har oplevet, at de har været trængt på tid til forberedelse, og nogle har oplevet, at den individuelle forberedelsestid har været under pres de seneste år. Nu skal ledelserne tage stilling til individuel forberedelse, og de skal sætte timeantal på alle større opgaver, forklarer Hanne Pontoppidan.
Sådan blev arbejdstidsaftalerne til
- Ved overenskomstforliget i 2018 for de kommunalt ansatte lærere blev den såkaldte Lærerkommission nedsat. Dens opgave var at udarbejde en række anbefalinger, som kunne danne grundlag for en ny arbejdstidsaftale for lærerne på de kommunale sprogcentre, i ungdomsskolerne og folkeskolen. Efter Lærerkommissionen præsenterede anbefalingerne i 2019, blev der i løbet af 2020 forhandlet en ny central arbejdstidsaftale på plads. Med udgangspunkt i den centrale aftale skal der forhandles en lokal implementering på plads, som enten er trådt i kraft 1. august 2021 eller skal ligge klar til 1. januar 2022. Der kan også indgås en særlig lokalaftale, som supplerer den centrale aftale.
- I OK18-forliget for lærerne i staten blev det aftalt, at de statsansatte lærere skulle have en tilsvarende aftale som de kommunalt ansatte lærere, når den kommunale aftale var på plads. Derfor blev der i forbindelse med OK21 indgået arbejdstidsaftaler for EUD, AMU, FGU, VUC samt andre mindre grupper i Uddannelsesforbundet. Her skal aftalen være implementeret 1. januar 2022 eller 1. august 2022.