Kristina Bilic og Niels Iversen underviser på KVUC
Inspiration

Nu kan Kristina undervise i alt - også det kontroversielle

Hver fjerde lærer har fravalgt at undervise i kontroversielle emner. Men det kan man sagtens, lyder det fra underviser Kristina Bilic, der med sine kolleger har arbejdet målrettet med skolens debatkultur – og vundet en Best practice-pris for projektet.

I en undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har gennemført for Børne- og Undervisningsministeriet i 2025, fremgår det, at næsten hver fjerde lærer i grundskolen og i gymnasiet har undladt at undervise i mindst ét emne, som de oplever som kontroversielt.

Det billede genkender Kristina Bilic, projektleder og AVU-underviser på Københavns VUC, KVUC. Hun har været tovholder på et projekt, som startede, fordi underviserne på skolen oplevede, at de havde brug for flere værktøjer, når de skulle arbejde med svære, kontroversielle emner.

Gevinsterne har ifølge Kristina Bilic været enorme: Der er blevet skabt en helt anden debatkultur på skolen, kursisterne er mere involverede og har fundet deres egen stemme. Og for Kristina Bilic har arbejdet været både overraskende, engagerende – og rørende.

Manglede værktøjer

I undersøgelsen, som VIVE har lavet, konkluderer man, at hvis lærere fravælger at undervise i emner, der kan opleves som kontroversielle, så er en af de hyppigste årsager, at de ikke føler sig fagligt klædt på til det.

Det var også følelsen på KVUC.

- Vi havde nogle voldsomme oplevelser, hvor kursister ikke syntes, vi skulle undervise i tekster om homoseksualitet eller satirekultur, og hvor de reagerede voldsomt. Vores tillidsrepræsentant, Niels, tog det op på institutionsniveau, fortæller Kristina Bilic:

- Startskuddet var, at vi ville have, at skolen skulle forholde sig til, hvad vi skulle gøre med undervisning i svære emner, og hvilken skole, vi ville have. Og som undervisere følte vi, at vi manglede didaktiske metoder og værktøjer til at undervise i det kontroversielle. 

Nu kan jeg undervise i ALT

Projektet blev indledt i 2022 med rektor, fire HF-lærere samt TR Niels Iversen og Kristina Bilic som AVU-undervisere (almen voksenundervisning, red.). 

I 2023 blev det udvidet til et nordisk projekt med flere skoler fra hele norden. Her har man udvekslet ideer og erfaringer. Og i 2025 blev KVUC-projektet ’Citizen in Adult Education’ valgt som Best Practice af Nordisk Ministerråd.

Vi har fundet en metode, der kan bruges til næsten alt.
Niels Iversen
TR og underviser, KVUC

Resultatet? Kogt ned til én sætning og med Kristina Bilics ord er det, at hun nu kan undervise i et hvilket som helst emne, trygt, dybt fagligt og med mennesker fra hele verden i klasserummet. Hun bliver bakket op af Niels Iversen, der også er stærk begejstret:

- Vi har fundet en metode, der kan bruges til næsten alt.

Næsten ’plug and play’

Men hvordan har projektet opblødt debatkulturen på KVUC? Og kan metoderne overføres til andre skoler? Det sidste først, for svaret er et klart JA fra både Niels Iversen og Kristina Bilic: Alle skolereformer kan nyde godt af de metoder til at få en bedre kultur, mener de. Det er næsten ’plug and play’.

Svaret til det andet er lidt mere komplekst, for underviserne har arbejdet med flere niveauer. Dels et organisatorisk: Man har fra KVUC’s side valgt at implementere projektets del-element den demokratiske dannelse som et selvstændigt tema i skolens strategi.

Derudover har man arbejdet med to andre niveauer på lidt mere jordnære niveauer: Klasseniveauet og et niveau, hvor man har koblet klassen med den omgivende verden.

Klasseniveau: Dialogiske cirkler og klare rammer

En stor del af klassearbejdet har handlet om at indføre dialog i cirkler, argumentationsteknik og klare rammer for, hvordan man diskuterer på en ’ordentlig’ måde.

Lyder det langhåret? Måske. Men her forklarer Kristina Bilic, hvad det går ud på:

-  Inden vi skal arbejde med et vigtigt emne, samler vi kursisterne i en ’dialogisk cirkel’, hvor vi åbner op for hinanden: Hvordan har vi det med emnet, hvad er der på spil? Det handler om at forberede kursisterne på, hvad de kan forvente, forklarer hun og uddyber:

- Første cirkel tager udgangspunkt i et konkret spørgsmål, jeg eller de har. Det kunne være ”er sprog magt?”. Eller hvordan kan man være praktiserende muslim og homoseksuel, som forfatteren Elias Sadaq? Så taler vi åbent om det, og man må gerne give udtryk for sine holdninger.

Den næste cirkel er mere faglig. Kursisterne får nogle tekster, og inden vi mødes igen, skal de have arbejdet med argumentationsteknikker. Og i sidste fase skal kursisterne for eksempel selv producere en tekst.

Man må gerne være kritisk, men…

Niels Iversen har også arbejdet meget med de dialogiske undervisningsformer og supplerer med, at det har været centralt i undervisningen, at kursisterne lærer argumentationsanalyse. 

- De lærer, at de gerne må være kritiske, men at de skal argumentere fagligt og sagligt. De skal bruge argumentationsanalysen, komme med belæg for deres påstande, have rygdækning. Så kan de sige, hvad de vil.

Og, forklarer Niels Iversen, det handler også i høj grad om at gøre rammerne for god debat helt tydelige:

- Vi tager rammerne helt ind i undervisningen og bøjer dem i pap. For eksempel: ”Hvis du bliver følelsesmæssigt påvirket, når vi debatterer, hvad gør vi så?”. Det har vi jo ikke tidligere synliggjort og konkretiseret – men det er meget effektfuldt, fortæller han.

Har ændret arbejdsmiljøet

Faktisk mener tillidsrepræsentanten, at metoderne direkte har ændret arbejdsmiljøet.

- Det er anstrengende, hvis man ikke kan undervise i det, man egentlig gerne vil i faget eller indgå i positive relationer med kursisterne. Men nu kan vi tage kontroversielle emner op og gå fra hinanden på en ordentlig måde, forklarer han.

- Det har kæmpe betydning for arbejdsmiljøet. For det er jo helt vildt anstrengende at have kursister, som bliver hidsige og sure og tager dét med ud af undervisningslokalet, spreder det på gangen og sociale medier og brokker sig til andre og til lederen. Det er meget belastende.

Medborgerniveau: Klassen ud af rummet

Udover den meget debat-relaterede del af projektet, har man arbejdet målrettet med aktiviteter, hvor kursisterne dels er blevet ’forbundet’ med omverdenen i form af ture ud af huset med ’kursistklubben’ til eksempelvis kunstudstillinger, teater eller FN-byen – dels med aktiviteter, som aktiverer og engagerer kursisterne.

Et eksempel er aktiviteten Spoken Word. En tilbagevendende begivenhed, hvor kursister fra hele skolen taler på en scene.

- Det er impulsivt, man behøver ikke melde sig til. Og så siger vi, ”det her er et trygt rum” og opfordrer alle til at udvise respekt for den person, der skal op, ”så smid jeres telefoner og prøv at fordybe jer”, fortæller Krisitna Bilic.

Sidste gang var fuldstændig magisk. Der var så stille, og det var AVU- og HF-kursister, der skrev digte om voldtægt, at være i krig, miste et barn, følelser om Palæstina og Israel.
Kristina Bilic
Underviser og projektleder på KVUC

- Sidste gang var fuldstændig magisk. Der var så stille, og det var AVU- og HF-kursister, der skrev digte om voldtægt, at være i krig, miste et barn, følelser om Palæstina og Israel. Det viser, at hvis man træner de her ting, så kan det faktisk lykkes også at gøre det til større arrangementer, hvor der sidder en stor gruppe med meget forskellige baggrunde.

Der var underviserne lidt rørte, fortæller hun. Og:

- Det er så stærkt! Vi har sagt, at vi gerne vil skabe en mere levende skole med mere involvering, og at vi vil styrke kursistens stemme. Det her viser, at det ikke bare er ord, vi siger, og ikke bare, at vi tolererer diversitet og svære emner, vi praktiserer det, det er en værdi, vi formår at udføre.

Lyt til kursisterne

Et andet helt lavpraktisk eksempel på en engagerende aktivitet er møder i såkaldte kursistråd. Her fandt underviserne ud af, at AVU-kursisterne ofte følte sig utrygge i de større forsamlinger med HF-kursisterne, fordi de på AVU ofte er dårligere til dansk. 

Og når kursisterne bliver bedt om at tale, bør man lytte, pointerer projektlederen. For når man skal vise kursister, hvad demokrati kan, handler det også om, at man ikke spilder deres tid. 

- Vi SKAL tage deres ideer meget, meget seriøst og handle på dem, understreger projektlederen. 

Billede af lærere og elever på KVUC
Lærere og elever på KVUC sidder i rundkreds
Lærere og elever fra KVUC skriver på tavle
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Det var blandt andet årsagen til, at man på skolen valgte at splitte kursist-rådene op i mindre enheder, hvor AVU-kursisterne var for sig selv. Og så fik kursisterne også selv mere ansvar.

- Kursisterne fik at vide, at det er så dejligt, I kommer med ideer. Og vi vil lytte og hjælpe med processen – men I skal selv tage ansvar for at implementere ideerne.

Håb og handlekraft

Det betød for eksempel, at da en af eleverne satte fokus på, at mange kursister var ensomme i pauserne – så gik han selv rundt og bankede på døre og inviterede til ’ensomhedssalon’.

- Vi gjorde klar med spil, musik og strikketøj og hjalp ham med at facilitere det, men han var selv en stor, aktiv del. Det blev en kæmpe succes, hvor vi stod med tårer i øjnene, fortæller Kristina Bilic og understreger:

- Det viser, at når vi siger, vi arbejder med demokrati, så betyder det også, at man involverer sig og handler. Dét er jo demokratisk dannelse. Der er så meget håb og styrke i at vise dem, at de selv har den handlekraft. 

Hvordan får vi en positiv oplevelse af, at vi godt kan lykkedes med at være mange forskellige mennesker i et samfund? Det gør vi ved, at vi alle har en stemme ind i det samfund – og et håb.
Kristina Bilic
Underviser og projektleder på KVUC.

Faktisk er lige præcis håb blevet valgt som strategi i 2025 af The Global Education Network (GEN) – en international forening, som arbejder med at bruge uddannelse til at højne verdensomspændende udvikling. 

Og det giver god mening ifølge projektlederen.

- Hvordan får vi en positiv oplevelse af, at vi godt kan lykkedes med at være mange forskellige mennesker i et samfund? Det gør vi ved, at vi alle har en stemme ind i det samfund – og et håb.

What’s in it for me?

For underviserne er der også gevinster, mener Niels Iversen og Kristina Bilic. Begge er overraskede over, hvor store effekter, projektet har haft på arbejdsmiljøet og på, hvor meget det har rykket kursisternes sprog.

Derudover mener Kristina Bilic og Niels Iversen, at deres undervisning er blevet mere levende, fordi den er rykket væk fra kateteret – og så har aha-oplevelsen været, at ingen emner er forbudte mere. Som Kristina Bilic udtrykket det:

- I det store og hele er jeg bare overrasket over, hvor glade vores kursister er for at have fået en stemme.

Dato
Af
Foto
Mads Joakim Rimer Rasmussen