Aktuelt

Ikke alle arbejds­relaterede COVID-19-sager anmeldes på sprogcentre

Kun 33 procent af Uddannelses­forbundets arbejdsmiljø­repræsentanter på sprog­centrene har angivet, at alle arbejdsrelaterede COVID-19-sager er anmeldt som arbejds­skade. 67 procent svarer, at det er sket i nogle tilfælde. Det viser en under­søgelse, som Uddannelses­bladet har foretaget.

Langt over halvdelen af Uddannelsesforbundets medlemmer har haft kolleger med COVID-19, og i knap en tredjedel af tilfældene – 31 procent – er smitten med stor sandsynlighed sket på arbejdet.

Det viser en undersøgelse blandt Uddannelsesforbundets arbejdsmiljørepræsentanter, som Uddannelsesbladet har foretaget, og hvor mere end halvdelen har svaret. 19 arbejdsmiljørepræsentanter fra sprogcentrene har svaret, og de repræsenterer alle skolestørrelser fra små til store.

63 procent af dem har haft kolleger, der er blevet syge med COVID-19 – 11 procent angiver dog, at de ikke ved, om det har været tilfældet. 25 procent af de smittede vurderes at være arbejdsrelateret, men for 33 procents vedkommende ved arbejdsmiljørepræsentanten ikke, om det kan skyldes arbejdet.

33 procent angiver, at alle sager er anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mens 67 procent svarer, at nogle er anmeldt. Undersøgelsen viser, at det ikke skyldes, at de ansatte har været nervøse ved at anmelde, eller at ledelsen har været modvillige mod at anmelde.

Formanden for De danske Sprogcentre og forstander på Vestegnens Sprog- og kompetencecenter, Lars Nordborg, kan ikke forklare det med andet, end at det er medarbejderne, der ikke ønsker at få det anmeldt.

- Jeg hører ikke, at nogen sprogcentre har problemer med at anmelde. Hos os (på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, red.) er alle kendte smittetilfælde anmeldt minus en, der ikke selv ønskede det, oplyser han.

Dato
Af
Foto
Jens Bach