Her har de opfundet betonsproget

Lige nu, hvor kursisterne er halvvejs gennem deres toårige AMU-uddannelse som betonmagere, og sidder og skal udregne volumen af den beton, der skal bruges til at støbe en betonklods, er der ingen af dem, der undrer sig over blandingen af dansk og engelsk og ’fagsprog’ hos underviseren. Det er de efterhånden vant til, og det er det sprog, de forstår – hvad enten de kommer fra Danmark, Eritrea, Polen, Kurdistan, Letland, Litauen…

Torben Dybdahl bevæger sig adræt mellem tavle og computer, mens han hele tiden spørger deltagerne om deres bud på de enkelte mål. Han må lige sparke til skoen hos en deltager, hvis øjne er ved at glide i, mens andre mumler sammen på en blanding af dansk og engelsk og forsøger at regne den ud.

Torben Dybdahl udbryder et højt: ”Holy mackerel!”, da det går op for ham, at han faktisk selv har regnet forkert. Men ellers tager han sin fejl med ophøjet ro. Det var nok, fordi han var træt i fredags, da han regnede, smiler han skævt og går videre, for deltagerne skal nemlig bruge de udregninger, de er i gang med, når de skal i værkstedet. 

Gode sidegevinster

Torben Dybdahl ser dog gerne, at så mange som muligt bliver nysgerrige på at lære mere dansk.

– Du kan godt begå dig på engelsk på mange arbejdspladser, men hvis du vil integreres, fordi du for eksempel har børn i børnehave og folkeskole, skal du kunne tale med de andre forældre, pædagogen eller læreren for at følge med. Så er det smartest, at du kan sproget. 

– Derfor punker jeg dem med, at de skal lære dansk. De er jo ikke rejsemontører, som blot skal være her en kort periode. Og flere siger, at på baggrund af uddannelsen her får de også lyst til at lære dansk.

En af deltagerne har fortalt Torben Dybdahl, at da han fik opholdstilladelse, fik han arbejde med det samme. Så han kom ikke meget på sprogskole. 

– Så sagde jeg til ham, at ”så må du fanme tage på sprogskole om aftenen”. 

Torben Dybdahl mener også, at en anden ’sidegevinst’ er, at de af deltagerne, der ikke er vant til at arbejde sammen med de udenlandske kolleger, bliver mindre nervøse for at henvende sig til dem, når de er færdige med uddannelsen.

Torben Dybdahl kender i store træk alle virksomhederne, der arbejder med beton. Så det, han ser på deltagerlisten, er, hvilken fabrik de kommer fra, og hvad de laver der. 

– Det kan jeg spørge ind til, når de skal præsentere sig selv. Hvis en, for eksempel, er blandemester, kan han dele sin viden med resten af klassen. Måske ved en anden meget om armering, og en tredje ved, hvordan man udtørrer materialer. Så den bedste måde at forberede mig på er at vide, hvilke guldkorn de enkelte kan byde ind med i grupperne.

Hvis der er noget, Torben Dybdahl savner, er det dog mere uddannelse som underviser. For selv om han har Diplomuddannelsen – som den første på AMU Nordjylland i øvrigt – vil han gerne have en større forståelse for relationer mellem mennesker. 

– Når jeg kører dialogbaseret undervisning, er jeg nysgerrig på, hvordan alle profiterer af de relationer, jeg skaber. For selv om jeg prøver at sætte grupper sammen ud fra en forventning om, at der kommer noget positivt ud af det, er det ikke altid det, der sker, siger underviseren, som i det hele taget er meget opmærksom på – og glad for – den del af arbejdet, der handler om relationer. 

Alle kan lide, når læreren laver fejl

Som underviser over for så broget en forsamling skal man også stå på et 100-procent solidt fagligt fundament. Hvis man ikke gør det – og hvor sproget er en barriere – kan det give ”sved på panden”. Derfor skal man have mulighed for at tilrettelægge undervisningen, så den passer til en selv og den måde, man formidler på, og så man får mulighed for at forberede sig ordentligt, mener Torben Dybdahl. 

Det vigtigste som underviser er, at man ikke er nervøs, og her henviser han til den fejl, han lavede i sin beregning ved morgenens volumenmåling:

– Det gik galt, ja. Men nu har jeg kendt de her mennesker i et år, så det er ikke noget problem for mig. Jeg kan endda bruge det undervisningsmæssigt, for alle kan godt lide, når læreren laver en fejl. Men det er først sjovt for underviseren efter et års tid. Det havde ikke været rart, hvis det var den dag, hvor vi mødtes første gang, slår han fast. 

Et privilegeret arbejde

Torben Dybdahl føler udelukkende, at han møder motiverede deltagere.

– Jeg føler mig privilegeret: De deltagere, jeg har, vil gerne være her og lære noget. De har en vilje til at prøve at forstå, hvad læreren siger. Og vi når at få den relation, der er nødvendig for at få undervisningen til at køre ordentligt, siger han og henviser til, at AMU-kurser ofte er todages certifikatkurser. Her er det meget svært at opbygge en form for relation – og ofte er det heller ikke behovet. 

– Her har jeg deltagerne i to år. Det betyder også, at hvis der er nogle hen ad vejen, som ikke har fået det hele med sprogligt, har jeg en god mulighed for at samle dem op.

– Jeg kan godt lide at undervise, og hvis jeg skal svinge mig helt op, er det jo som underviser et privilegium, at man kan give nogle mennesker en chance for at forbedre deres muligheder i livet ved at blive bedre til det, de gør. Forhåbentlig giver jeg dem også en større indsigt i og stolthed ved deres arbejde. 

– Og i den her sammenhæng bliver det et fantastisk privilegium, hvis jeg også kan hjælpe et menneske, der kommer her til landet og gerne vil gøre en indsats, ved at gøre vedkommendes muligheder større.