Tæt på

Folk arbejder bedre sammen, når de ikke er opdelte

Emil Pedersen arbejder allerede på en betonvirksomhed med mange nationaliteter. Men han tror, at en uddannelse på både dansk, engelsk og fagsprog vil betyde, at man blander sig mere.

Emil Pedersen er 33 år og arbejder på betonvirksomheden CRH Viby og har ikke problemer med undervisning på hverken dansk eller engelsk. 

Han har været i ’betonen’ i fem år efter at have taget en uddannelse som sælger og arbejdet som det i flere år. 

På hans arbejdsplads er der ansat meget blandede nationaliteter. Mest danskere og folk fra den arabiske verden – blandt andet Tyrkiet, Palæstina og Libanon. Han er enig med Torben Dybdahl i, at uddannelsen vil bløde opdelingen blandt kollegerne op. 

– Den vil nok typisk avle, at man blander sig mere på arbejdspladsen og viser mere åbenhed over for kollegerne fra andre lande – måske uden at tænke over det, siger han.

På hans arbejdsplads prøver de dog allerede at mingle, så medarbejderne ikke er så opdelte, som før:

– For folk arbejder bedre sammen, når de ikke er så opdelte, lyder hans kommentar.

Selv er han meget åben og tager mennesker som mennesker – uanset hvor de kommer fra. 

– Det, der betyder noget for mig, er, om de er søde og rare.

Dato
Af
Foto
Lars Horn