På min fabrik var jeg den eneste, der ikke kunne tale dansk
Gabriel Chireca er 44 år og arbejder på CRH Confac. Han kom fra Rumænien til Danmark efter finanskrisen i 2008, fordi den bilforhandler, han arbejdede hos i Rumænien, gik konkurs.
- Jeg kunne godt lide at være her. Jeg havde også fundet en kæreste, så jeg tænkte, at jeg måske blev her.
Han har altid været på arbejdsmarkedet, undtaget det år, hvor han var på dagpenge og gik på sprogskole i to-tre måneder, som han selv betalte, fortæller han. I 2016 kom han ind i byggebranchen.
- På min fabrik var jeg den eneste, der ikke kunne tale dansk, så jeg var nødt til at lære sproget. Alle, jeg arbejdede sammen med, var over 60 år, og der er ikke mange, der taler engelsk. De ville have, at jeg talte dansk og sagde hele tiden: Du skal lære dansk, du skal tale dansk. Det har hjulpet mig meget.
Gabriel Chireca har kun en rumænsk sælgeruddannelse, så da han fik tilbud om betonmageruddannelsen af sin virksomhed, sagde han ja.
- For mig er sproget på uddannelsen lige meget. Jeg snakker begge sprog. Men jeg vil helst på dansk, for nu bor jeg i Danmark. Der kommer også nogle nye ord til, som jeg ikke kender, så jeg skal hele tiden oversætte. Men det hjælper min hjerne, at jeg lærer flere og flere ord.