Heltidsundervisningen skal fortsat være folkeskolens ’frække lillebror’

Kommunerne er dog ikke forpligtet til at tilbyde det til de unge, og derfor skal heltidsundervisningen hele tiden vise sin værdi i skarp konkurrence med andre tilbud til de unge – for eksempel den nye Juniormesterlæreordning:

- Så vi skal altid være omstillingsparate og opfinde nye ting. Vi flytter os med de unge. Jeg har altid set os som folkeskolens frække lillebror, der laver det, som folkeskolen gerne ville, men ikke har samme mulighed for. Det holder ungdomsskolen frisk, siger underviser i heltidsundervisningen gennem 30 år, Torben Sørensen.

Vi har spurgt ham og Niels Henriksen om den udvikling, de har oplevet i heltidsundervisningen, store forandringer, og om skoleformen er berettiget – også i fremtiden? 

Vi skal give dem lysten til at lære tilbage

Historisk mange elever har i dag skolevægring. Og når sygemeldingerne tikker ind, bliver heltidsundervisningen tit en hjælpende hånd tilbage til undervisning. 

- Her bruger vi ordet skolefravalg. Det er svaret på noget, der ikke fungerer for eleverne, og det er det, vi skal rette op på, siger Niels Henriksen. 

Han forstår godt, hvis unge vælger et sted fra, hvor de kan gå en hel dag i noget, som de ikke kan se meningen med eller klare:

- Vi kan tilpasse undervisningen, så de unge får lysten til at lære noget tilbage. Vi kan tilbyde små hold med en tæt relation til lærerne.

Torben Sørensen supplerer:

- Vi behandler mange unge, der har været sygemeldte fra skolen i lang tid, som vi aldrig ville behandle voksne. Tænk hvis man sagde til en medarbejder, der havde været væk i halvandet år: ”På mandag starter du på 37 timer, og vi har gemt nogle af de svære opgaver til dig”. 

Ønskesedlen

Torben Sørensen så gerne, at folkeskolen og ungdomsskolen var bedre til at arbejde sammen. Han har mange gange oplevet, at folkeskolen slipper eleven alt for sent

- Jeg har haft en lærer stående på p-pladsen, som har sagt: Han kommer ikke tilbage igen, han kommer ikke tilbage igen, vel? Så er man gået for langt. I stedet burde man spørge ”Er der noget andet, vi kan gøre?” Der skal heltidsundervisningen være noget, man afprøver, mener han.

Men hvordan gør I jer synlige og relevante i forhold til folkeskolerne?

Det sker især via relationerne mellem skolelederne, forklarer Niels Henriksen:

- Men det er svært, for der bliver jo arbejdet seriøst i folkeskolerne med at beholde eleverne i klasserne – og det har jeg stor respekt for. Vi har også stadig et ry for, at her går kun voldsparate unge. Så når vi får de unge, skyldes det i høj grad mund til mund-metoden. Dem, der kender heltidsundervisningen, taler godt om den, og dem, som ikke gør, taler dårligt om den.

Mere mainstream

En anden udfordring i skiftet fra folkeskole til heltidsundervisning er omfanget af skoleskift, som man ”for Guds skyld helst skal undgå”, understreger Torben Sørensen. Mange af eleverne har oplevet alt for mange, hvilket netop kan være en af grundene til de udfordringer, de har i skolen. Skilsmisse og diagnoser er andre store årsager til, at eleverne har brug for et andet tilbud som heltidsundervisningen.  

- Da jeg startede som leder for ti år siden, havde lærerne den opfattelse, at vi tog alle de elever, som ikke kunne være i folkeskolen, men som ikke havde diagnoser. Det har ændret sig, understreger Niels Henriksen.

Og også elevgruppen har ændret sig: 

- Tidligere var det mest de hurtige drenge og de stille piger, der gik i heltidsundervisningen, men nu er der både de hurtige drenge og de stille drenge – og de hurtige piger OG stille piger, siger han. 

Men ellers har de store forandringer gennem årene været, at heltidsundervisningen er blevet mere ’mainstream’, mener Torben Sørensen:

- Det er både godt og skidt. Godt, fordi man måske har fået mere kvalitet ind i tilbuddene, men skidt, fordi man også har mistet noget i forhold til den lokale forankring. Da jeg i sin tid flyttede fra Faxe til Høje-Taastrup, troede jeg, at jeg kunne gøre det samme, men de unge var bare anderledes her. Derfor skulle jeg ændre tilgang, sprog og didaktik, siger han.

Deals med eleverne

Det, man kan gøre anderledes i heltidsundervisningen, er blandt andet at lave en aftale mellem lærer og elev a la: ”Nu sørger vi for, at den sidste del af skoletiden giver mening for dig. Jeg får som lærer lov til at undervise dig i dansk, matematik og engelsk, og så sørger jeg for, at du får en afgangsprøve. Men vi giver dig noget ved siden af, som vi ved, du gerne vil have”, siger Torben Sørensen og forklarer, at de tilbud, som eleverne ’godt vil have’ ved siden af de basale fag kan være praktik, idrætsfag, andre boglige eller kreative fag – eller gode oplevelser med andre, der også har haft det svært, så de møder nogen, der forstår dem. 

Eleven vil måske også opleve, at forældrene dermed ikke skælder så meget ud, fordi deres søn eller datter begynder at komme ’tilbage på sporet’. Og måske bliver de unge også mere trætte og går tidligere i seng:

- Og så begynder man at få det gode forløb, hvor det giver mening for eleverne.

- Det fede er, at hvis de får lysten tilbage igen, er der ikke noget, der kan stoppe dem. Så begynder de selv at tage fat. Og så bryder de den sociale arv, siger Torben Sørensen. 

Niels Henriksen supplerer:

- Her får du læreren som en slags personlig træner, og eleverne finder efterhånden ud af, at de jo godt kan noget selv. Alle unge har potentiale – det er det, vi arbejder med. Og hvis de ser det, klør de bare på.

Forældrene har måske også troet, at deres barn ikke var dygtig til noget som helst, og så ser de, at han eller hun får gode karakterer ved afgangsprøven. Det gør en kæmpe forskel.

I det hele taget arbejder de meget med at skabe gode relationer til forældrene. En medarbejder skal en gang om ugen ringe hjem til forældrene og sige, hvad der er gået godt i ugens løb. Forældrene er vant til, at skolen kun ringer, når der er problemer, forklarer Niels Henriksen, og Torben Sørensen fortæller, at det faktisk er meget sjovt med de telefonsamtaler:

- Mor og far sidder hele tiden og venter på et ’men’, som ikke kommer. Jeg kan godt lide, at man anerkender eleven, og hvis man kan få forældrene til at være gode sammen med deres barn, får man også en bedre elev i skolen. Det er det, det handler om. 

Det virker

Heltidsundervisningen har nu gennem fem årtier været et sted, hvor man kunne eksperimentere med pædagogik. For eksempel er den helt nye mesterlære – Juniormesterlæren – en gammel kending her: At man giver unge tre dages undervisning og to dages praktik. 

- Vi har så meget god praksis-pædagogik, man ved virker. På den måde har vi været foregangssted for mange nye tiltag. Selvfølgelig tager det udgangspunkt i noget teori, der kommer et andet sted fra, men så bliver det brugt lokalt. 

- Vi skal jo ikke alle være akademikere. Mange har det rigtig godt med at blive dannet efter det gamle arbejderdannelsesbegreb: Man lærer at stå op om morgenen, og hvis ikke der kommer noget ud af maskinen, så tager man en kost og fejer på værkstedet – alle de ting, som er rigtig, rigtig sunde. Det synes jeg i dén grad, at heltidsundervisningen kan. Mere af det. Og det tror jeg også, vi får med Juniormesterlæren, siger Torben Sørensen. 

Udfordringerne

For Niels Henriksen og Torben Sørensen er der ingen tvivl om, at man som heltidsunderviser kan gøre en kæmpe forskel med heltidsundervisningens tilbud. Men der er også store udfordringer – især er de første dele af skoleåret virkelig hårde, forklarer Niels Henriksen, og derfor er det godt, at man kan vente med at ’hælde’ de faglige ting på senere, mener Torben Sørensen:

- Eleverne stoler ikke på læreren, når de kommer her. Læreren er det værste, man kan sætte ind i deres verden. De har virkelig ikke gode erfaringer med, at læreren reelt vil dem. Det er hårdt at blive ved med at prøve som lærer. 

Og noget af det hårdeste er, når man ikke lykkes. 

- Vi har mistet en enkelt elev eller to om året, som vi af en eller anden grund ikke kunne få fat i, ikke fik løftet. Det er jo svært, når man lærer dem at kende. Det skal man kunne rumme. Det må man ikke tage med sig hjem, understreger Torben Sørensen, men tilføjer, at den målgruppe, de har, er de 20 procent af de unge, der har det sværest:

– Så selvfølgelig er der nogle, vi ikke får fat på.

Vi skal holde os flydende

Alle elever fra heltidsundervisningen i Taastrup kommer videre til noget andet, forklarer Niels Henriksen, hvilket er positivt, men også kan være smertepunktet. For eleverne kan have fungeret rigtig godt i heltidsundervisningens mindre klasser, men kommer så måske over på teknisk skole, hvor de får det svært med en voksen eller skemaet, og hvor der er lang transport. Så har de fået ’dét’ med, der får dem til at fortsætte?

- Vi pakker dem ikke for meget ind, for så bliver overgangen for stor. Her møder de ind, som de skal, og det skal vi passe på med at holde fast i. 

Vil der stadig være et tilbud som heltidsundervisningen om ti år?

- Det vil jeg tro. Heltidsundervisningen har været der i så mange år, fordi den er så flydende. Det er her, eksperimenterne og de nye mellemformer er. Vi er i konstant udvikling med den samme idé, og hvis vi kan blive ved med det, vil tilbuddet også være der til den næste generation, mener Niels Henriksen.

Torben Sørensen tilføjer:

- Og de unge, der ikke passer ind i folkeskolen, vil stadig være der på grund af den større standardisering i hele samfundet, som bekymrer mig – ligesom den mistro, jeg føler, heltidsundervisningen møder fra nogle sider: Er vi nu dygtige nok? Kan vi stole på jeres pædagogik?

- Heltidsundervisningen skal være et frit sted, og det bliver den nødt til at være, for vi skal tilpasse os de unge. Der skal selvfølgelig være nogle rammer, men der skal være tillid til, at den enkelte skoleinspektør, leder og lærer har styr på, hvad børnene i Løgstør skal have, og hvad børn i Høje-Taastrup skal have. Det må ikke blive for centralt, for så får vi noget, der ikke passer til nogen.