Sådan fik Gabi og Zilan lysten til at lære tilbage
Når et nyt skoleår tidligere gik i gang, tænkte 15-årige Zilan Sahin altid: Åh nej, jeg gider ikke. Men nu kan hun næsten ikke vente:
- Jeg har det sådan, at ”fedt, jeg skal i skole”. Det er noget helt andet her, siger hun.
Vi har mødt hende og 16-årige Gabi – Gabriella Emma Lerager – der begge har gået i 9. klasse og nu går i 10. klasse på Ungdomsskolen i Høje-Taastrup. Hvad siger de som elever om heltidsundervisningen, der nu har 50 år på bagen? Og hos dem er der ingen tvivl: Den har givet dem lysten tilbage til at gå i skole.
- Jeg har gået her i lidt over et år og kan se, hvor meget vi har ændret os. Vi har nærmest udviklet os 180 grader på bare et år, forklarer Zilan Sahin:
- I folkeskolen sidder 24 elever til én lærer, og du har en time og 45 minutter med ét fag. Hvis du rækker hånden op, kommer der en lærer efter 15 minutter. Det er noget helt andet her. Vi behøver ikke engang at række hånden op. Lærerne kan se på os, at de skal komme. De er meget … omsorgsfulde?
- Observerende? spørger Gabi Lerager.
- Ja. Det var lige præcis det ord, jeg manglede, smiler Zilan Sahin.
Vi er gode til at snakke sammen
Da Gabi Lerager kom i 9. klasse sidste år, var det, fordi hun blev mobbet på sin tidligere folkeskole og havde personlige udfordringer. Derfor var hun ikke meget på skolen.
Hun hørte, at heltidsundervisningen var et sted, der kunne hjælpe unge med problemer eller svære ting, så hun talte med sin uddannelsesvejleder, som mente, at det ville være en god idé, hvis Gabi kom derover:
- Jeg havde brug for en frisk start på en ny skole. Og jeg kunne rigtig godt lide det her. Alle skoler har jo sine egne problemer, men det fede her er, at vi løser problemerne som et hold af både lærere og elever. Vi er ret gode til at snakke sammen. Og det, kunne jeg mærke, hjalp mig rigtig meget, siger hun.
Zilan Sahin har gået på to skoler før Høje-Taastrup Ungdomsskole. Men hun følte ikke, hun kunne passe ind eller være sig selv nogle af stederne og tog problemerne fra den gamle skole med over i den nye:
- Jeg havde en idé om, at på min nye skole ville jeg gøre sådan, at jeg aldrig blev mobbet. Derfor kunne jeg godt vise en forkert eller hård adfærd over for andre, siger hun.
Da hun kom på Høje-Taastrup Ungdomsskole, blev det helt anderledes:
- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville være sådan. Når du kommer i skole her, er dine lærere nærmest dine venner – på en god måde. Du kommer ikke bare ind på skolen, ind i klassen, og ”sæt dig ned og lær” – du har et specielt bånd til dine lærere. De er gode til at hjælpe dig hen, hvor du gerne vil være som person. De hjælper dig med at udvikle dig rigtig meget, siger hun.
Det dårlige ry
De havde begge hørt rygter om, at heltidsundervisningen mest var et sted for voldsparate unge. Men, mener Gabi Lerager, det var ikke en ting, der skulle skræmme hende væk:
- Jeg er kommet her, fordi jeg har haft nogle ting, og jeg tænker, at det har andre også. Derfor kunne det være, der ville være en forståelse over for det. Og det er der virkelig også, siger hun.
Zilan Sahin kendte heltidsundervisningen fra sine venner Hun syntes, det lød rigtig fedt, når vennerne fortalte, hvordan lærerne hjælper eleverne. Derfor aftalte hun med sin uddannelsesguide, at hun også skulle starte.
Droppede sabbatåret
Egentlig havde Gabi Lerager troet, at hun efter 9. klasse i heltidsundervisningen skulle have et sabbatår. Men efter dimissionen i 9. klasse kunne hun mærke, at det skulle hun ikke.
- Det var svært at sige farvel, for man fik en tæt og personlig relation til både lærerne og de andre elever. Jeg kunne mærke, at det faktisk ville være en rigtig god idé, hvis jeg tog 10. klasse her. Jeg vil nok gerne videre – måske på gymnasiet. Og især matematikken vil jeg gerne have bedre karakterer i, siger hun, og tilføjer, at selv med andre lærere og elever i 10. klasse, synes hun ”præcist det samme som sidste år” i forhold til relationen til de andre.
Læringsmåden på Taastrup Ungdomsskole er også ”virkelig, virkelig fed”. Den undervisningsmetode, de bruger, betyder, at eleverne er med til at bestemme, hvordan de skal lære i matematik, dansk og engelsk:
- Vi ville gerne kunne være mere aktive, når vi laver noget. For eksempel tage ned i et supermarked med et budget på 200 kroner. Så skal vi finde aftensmad og regne med rabatter og procenter og lignende i matematik. Det var fedt, at vi selv var med til at bestemme det, siger Zilan Sahin.
Har rykket sig meget
Gabi Lerager forklarer, at undervisningen i 10. klasse adskiller sig fra det skema, de havde i 9. klasse i heltidsundervisningen, og også holdningen til, om man laver sine opgaver:
- Lærerne er gode til at tage fat i folk og spørge: ”Er det noget dybere, der sker i dig, eller er det bare, fordi du er doven, at du ikke laver dine ting?” Og hvis det er noget mere personligt eller dybt – for eksempel mentalt – er de rigtig gode til at trække én til side, måske lige gå en tur med en og snakke:
- Eller hvis man er gået i stå med en opgave, sætter de sig ved siden af en og går ikke, før de er helt sikre på, at man ved, hvad man skal.
Fagligheden har aldrig været Gabi Leragers største problem. Det har mere været det psykiske og sociale, der har spændt ben:
- Og det er selvfølgelig gået ud over min faglighed på mange måder. Men efter, at der her er kommet mere styr på det psykiske, er der også kommet mere styr på det faglige.
- Jeg har virkelig udviklet min faglighed her på det sidste, siger Zilan Sahin.
Betyder dét, at man får lyst til at lære igen, at også andre ting i livet rykker sig?
- Ja, det kan jeg love dig for! udbryder hun:
- Min mor siger, at jeg har rykket mig sygt. Hun er virkelig glad og taknemmelig – også over min større modenhed og adfærd. Det er helt anderledes nu i forhold til min tidligere attitude. Og jeg kan også selv mærke, at jeg har ændret mig.
Faktisk betyder det, at de begge regner med at skulle i gymnasiet efter 10. klasse. Derefter har Zilan Sahin planer om at blive socialrådgiver eller socialpædagog for børn og unge:
- Det er min passion. Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel, siger hun.
Gabi Lerager er mere i tvivl om, hvad hun vil – selv om hun regner med at skulle i gymnasiet. Sådan har det været i hele hendes liv:
- Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg vil være postbud eller stoppe 3. verdenskrig, hvis den kommer. Men det at være her har givet mig en fornemmelse af, hvad der er realistisk, og en forståelse af, hvad jeg kan klare, siger hun.
En ro indeni
De er begge helt på det rene med, at heltidsundervisningen er en mere beskyttet uddannelse. Så tror de, at det kan være hårdt at komme ud i den ’virkelige’ verden efter 10. i heltidsundervisningen?
- Ja. Det bliver svært. Jeg har en veninde, der gik i 10. her sidste år, som synes, det er lidt svært at komme ud. Men lærerne siger, at vi altid kan komme forbi og besøge dem, og det giver en tryghed at vide, at hvis det bliver svært, kan jeg lige komme på skolen. Det giver en ro indeni, siger Zilan Sahin.
Stiller lærerne krav til jer her?
- De forventer nok ikke, at vi modbeviser Einsteins teori, siger Gabi Lerager ironisk:
- Men ja, de stiller jo krav til os om, at vi gør vores bedste. Når vi har gjort det, kan de ikke rigtig forlange mere. Og hvis man er i gang med matematik, så presser de lidt: ”Kom nu, der er to regnestykker tilbage – tag lige de sidste”.
Der er også regler for, at hvis man ikke møder om morgenen, ringer lærerne hjem. Som regel er det okay, hvis man kommer fem minutter senere ud ad døren, men ellers får man fravær.
Der går nu 16 elever på holdet – efter elevernes ønske. De mente, at der var for få på hvert hold til at skabe et større fællesskab sidste år. Til gengæld er der fire lærere til holdet, så der er altid en, der kan hjælpe, fortæller de.
Heltidsundervisningen fylder 50 år i år. Efter jeres mening er der så noget, der skal være anderledes, for at den også eksisterer om ti år?
- Jeg synes, at den her skole har perfektion i det uperfekte. Det er organiseret kaos. Vi er alle ufuldkomne mennesker, men vi holder sammen som et hold. Der er ikke nogen, der får lov at være alene eller unnotized her, slår Gabi Lerager fast.
