Undervisningsprisen er en gestus til hele skoleformen
"Min datter kom med skolevægring, angst/dårlig selvtillid og ikke mod på livet. Per og Teamet fik vendt dette (…) Hvis jeg ikke havde haft Per og Teamet, så havde jeg måske mistet min datter".
Sådan skriver en forælder i sin indstilling til Politikens Undervisningspris. Og Per, der hedder Vafai-Blom til efternavn, samt det øvrige team – Louise Hesselholdt og Torben Bo Sørensen – er stolte og beærede over disse ord og indstillingen. Men, som Torben Bo Sørensen siger:
- Da vi kom til centermøde i går eftermiddags, sad vores kolleger og klappede ad os. Og jeg tænkte umiddelbart, at hvad skal det nu til for? Vi har jo bare passet vores arbejde, som vi plejer.
Stor interesse for nominering
Den store interesse for nomineringen har derfor overrasket teamet. Det er en større pris, end de troede og udgør flere penge. Men det er også en pris til det relativt ukendte skoleområde, som heltidsundervisningen er:
- Så jeg er først og fremmest glad for, at vi som ungdomsskole og heltidsundervisning bliver set. Det har vi, der mere arbejder i det socialpædagogiske felt, måske ikke været så meget.
Louise Hesselholdt indskyder, at der altså også sidder andre kolleger på stedet, som er lige så dygtige, og som også er med til at drive hverdagen der:
- Men jeg er glad for og stolt over, at det er som et team, vi bliver nomineret. Det sker ikke så ofte ved den slags priser.
Den håndholdte indsats
Heltidsundervisningen i ungdomsskoleregi er et tilbud, der findes i nogle kommuner. Det er for elever med store personlige eller undervisningsmæssige udfordringer, som kræver en mere håndholdt indsats for at få dem igennem en 8. og 9. klasse.
Lærerne fungerer derfor som en slags blæksprutter, der både underviser, udfører mere socialpædagogiske opgaver og koordinerer tingene omkring eleven, forklarer Louise Hesselholdt. Og Torben Bo Sørensen supplerer:
- Vi ser på, hvad det er for et menneske, der kommer ind ad døren, og vurderer, hvad der skal til, for at lige det her menneske kommer ud ad døren og bliver et demokratisk menneske i det danske samfund, og en borger, der skal indskrives i familie og samfundet.
Paletten er vigtig
En elev har måske angst og autisme, så der skal sættes en særlig indsats ind over for hende. En anden har store sociale udfordringer og skal have et helt andet tilbud. Og mens fokus i folkeskolen var på, at eleven skulle have en god karakter, er det et andet i heltidsundervisningen:
- Vi møder dem også med faglighed, men fokusset er på den anden side – at der kommer mennesker ud, der kan begå sig i samfundet og i familien, siger Torben Bo Sørensen.
Det særlige ved Taastrup ungdomsskoles heltidsundervisning er forskelligheden. At der både er mange forskellige unge i kommunen, og at der derfor også er mange forskellige voksne i heltidsundervisningen:
- Vi har både landbørn og ghettobørn – så der er meget stor variation blandt de unge. Det påvirker også dem, der er ansat her. Vi voksenpersoner er meget forskellige. Det kunne selvfølgelig gøre tingene nemmere, hvis vi alle gjorde det samme, men forskelligheden er mantraet her. Paletten er vigtig, siger Torben Bo Sørensen.
Louise Hesselholdt har været uddannet lærer i 35 år. Og bortset fra en tur omkring folkeskolens indskoling har hun arbejdet med udsatte i teenagealderen og op. Har været i Taastrup og kollega med Torben i seks år. Underviser især i matematik og idræt.
Torben Bo Sørensen er uddannet lærer tilbage fra 90’erne og havde sit første vikarjob i heltidsundervisningen i 1995. Har også været i folkeskolen, men mener, at det mere specialiserede område er mere interessant. Har været i heltidsundervisningen i Faxe i 12 år, og seks år i Taastrup. Underviser i dansk og engelsk og faget Borger, hvor man klæder de unge på til voksenlivet og til at være digitale borger.
Per Vafai-Blom blev først uddannet lærer som 37-årig og startede i en observationsklasse for mindre børn. Men det var indgangen til at arbejde med mere stigmatiserede elever. Har været ansat på privatskole, men stoppede og startede i heltidsundervisningen i 2005. Først som lærer, siden som afdelingsleder. Arbejdede i en periode i ministerielt regi med ”den bedste praksis”. Kom herefter tilbage til Taastrup Ungdomsskole og blev afdelingsleder. Er specialiseret i matematik og dansk.
Alle elever har følt sig ekskluderet
Louise Hesselholdt understreger dog, at der er en fælles reference blandt eleverne: De har alle følt sig ekskluderet på den ene eller anden måde.
- Men det kan vi bruge til at forklare dem, at her skal vi acceptere hinanden, arbejde og være sammen. Vi prøver at sige til dem, at de alle jo er her, fordi de har nogle vanskeligheder i skolesystemet, eller der, hvor de kommer fra, siger hun.
For eksempel kan der være en elev, der er meget skrap til matematik, men har vanvittigt svært ved at sidde stille og holde mund med resultatet. Når det går op for klassen, at hendes problemer ikke er faglige, men at hun skal lære at tie stille og indgå i de fælles relationer, kommer der en tolerance ind i klasserummet, som gør, at det fungerer.
Mangler forståelse for det særlige tilbud
Også folkeskolerne i Høje Taastrup kommune har problemer med inklusionen i folkeskolerne. Og lige nu taler man om at bruge heltidsundervisningen mere til at sende grupper af elever til undervisning her en gang om ugen, når man i folkeskolen ikke selv kan løse opgaven.
Men der skal man tænke sig virkelig godt om, mener Per Vafai-Blom. For det er ikke sådan, heltidsundervisningen fungerer:
- Nogle gange har vi brug for at arbejde meget og i lang tid med de unge, der går her. Og det fungerer ikke ved at sende grupper på tre-fire til heltidsundervisningen en gang om ugen. Dels vil vi gerne møde eleverne enkeltvis, og dels vil eleverne typisk gemme sig med hinanden, hvis de kommer her i en gruppe, mener han.
Eleverne skal hjælpe hinanden
Hvis man skal have en klasse til at fungere, skal eleverne hjælpe hinanden med at komme videre. Det gør de unge på stedet, og det er der rum og plads til, siger Per Vifai-Blom og tilføjer:
- De lærere herfra, der er nomineret, har formået at gøre noget helt andet, end man har mulighed for i den almindelige grundskole. De kan få de unge her til at hjælpe hinanden og ved, hvornår de selv skal træde til. Og man kan mærke, at det er godt, det, de gør.
Det tyder det på. Det er dét, teamet er nomineret for ved Politikens Undervisningspris. Og den 17. maj bliver det endelig afgjort, om Per, Louise og Torben også vinder prisen i grundskolekategorien.
Torben om Louises stærkeste side
”Louise er fantastisk god til at sørge for, at tingene bliver gennemført og glider, og at vi husker, at fredag klokken 12 skal vi det og det. På den måde er Louise en klippe. Det er enormt betryggende og gør, at jeg en gang imellem kan ”flagre”. Det ville jeg ikke kunne, hvis jeg også skulle være afslutter. Og så er hun enormt sød og sjov at arbejde sammen med.
Louise om Torbens stærkeste side:
”Torben er meget struktureret og udviklingsorienteret. Der skal ske noget. Det må ikke blive for kedeligt. Men han har også en stor almen viden, som elever og vi andre læner os ind i og nyder godt af”.
Torben og Louise om Pers stærkeste side:
Louise: ”Per er jo knaldgod til at få en relation til de unge. Og når vi andre trækker vejret, går Per lige 200 meter ekstra. Han er inspirerende omkring de faglige ting, og så har han et humoristisk blik på tingene”. Torben: ”Per er en meget stærk pædagogisk tænker. Han kan læse folk og se, hvad der er det rigtige her. Han har en stor intuition, der sammen med den meget store pædagogiske og psykologiske faglighed, gør ham til en meget stærk person”.
