Aliya Abil er FGU-lærer i matematik
Profil

FGU-lærer: ”Vi har arbejdet meget med at finde det fælles tredje her”

Matematiklærer Aliya Abil fra FGU Aalborg bliver igen og igen overrasket over FGU-elever, der har evnerne, men ikke har lært matematik i folkeskolen. Hun har fundet sin egen måde at takle de mange niveauer på samme hold, så alle får noget ud af det.

Matematiklærer Aliya Abil har netop afsluttet timen i det særlige FGU-fag, der hedder PASE. Det står for Privatøkonomi, Arbejds-, Samarbejds- og Erhvervslære. Eleverne har siddet med lønsedler i undervisningen for at finde ud af, hvordan man bedst aflæser dem, forklarer hun.

- Faget handler primært om økonomi. Eleverne lærer at lave budgetter og få styr på deres økonomi generelt. De lærer om forsikringer, arbejdsmarkedet, jobsøgning og lignende, forklarer hun.

Aliya Abil har været på FGU siden starten. Først i FGU Hovedstaden i et år, siden i fem år i Aalborg. Hun har linjefag i samfundsfag og matematik, men yndlingsfaget er matematik, som er obligatorisk på FGU. Hendes øjne får en særlig glød, når hun taler om faget.

Min egen metode

I begyndelsen var det ikke nemt for hende at undervise i matematik for en så blandet gruppe FGU-elever på så mange forskellige niveauer, fortæller Aliya Abil.

- Men så fik jeg udviklet min egen metode. Nu glider det bare.

Aliya Abils metode er, at hun fra starten deler eleverne op i forskellige niveauer, så hun har tre-fire homogene grupper i klassen:

- Det gør det jo nemmere at finde opgaver til de enkelte grupper. Hver gruppe får opgaver på sit niveau, og så fører jeg dem til eksamensprøver på tre forskellige niveauer. Det fungerer, så jeg kan favne alle eleverne i klassen, siger hun.

For mig er det en tragedie, at de går på FGU, når de har alle forudsætninger for at være gode til matematik.
Aliya Abil
Matematiklærer FGU Aalborg

De oversete

Matematiklæreren bliver konstant overrasket over sine elever. De fleste fejler ikke noget kognitivt eller intellektuelt. De er blot blevet overset i folkeskolen, mener hun.

- Mange elever har fortalt mig, at de har gået i folkeskolen i ni år og ikke forstået noget matematik. Og de har de intellektuelle forudsætninger, der skal til! Jeg får ondt af dem, men er samtidig glad for at kunne hjælpe dem med at forstå det. Det er jo så simpelt, siger hun om faget, der er obligatorisk på FGU.

- For mig er det en tragedie, at de går på FGU, når de har alle forudsætninger for at være gode til matematik. Jeg forstår det ikke i et af verdens bedste skolesystemer, siger hun og fortæller, at den overvejende del af hendes elever ender med at få høje karakterer i matematik: 7, 10 og 12.

- Og vi snakker om matematik på D-niveau, som er endnu højere end 10.-klasses niveau, slår hun fast.

 

Hvis en elev siger, at ”bare jeg får 02, er det fint”, må jeg sige, at ”nej, du skal også fortjene et 02!”
Aliya Abil
Matematiklærer FGU Aalborg

Efter hendes mening er der kommet en større respekt og accept fra omverdenen i forhold til niveauet på FGU. Men det er noget, de skal arbejde mere på.

- For eksempel synes jeg, vi skal være mere realistiske i forhold til FGU-karaktererne. Jeg synes ikke, vi skal skabe en idé om, at bare fordi man går på FGU, er det let at få en høj karakter. Det gælder heller ikke hos eleverne. Hvis en elev siger, at ”bare jeg får 02, er det fint”, må jeg sige, at ”nej, du skal også fortjene et 02!” Hvis man bare giver 02 i en slags gave, behøver man jo ikke at have en skole.

Blev forskrækket i starten

Så hun erkender, at hun stiller krav til sine elever:

- Jeg elsker mine elever, men jeg er en striks lærer i matematik, siger hun og forklarer, at hun arbejder på at sætte målene for eleven fra starten.

Hun forstår ikke, at mange af de unge ikke ved, hvad de skal i livet. Når man er 15-16 år, skal man efter hendes mening have en nogenlunde forestilling om, hvad man gerne vil.

- I starten blev jeg faktisk forskrækket over det. For hvis man overvejer sin profession, ved man da godt, hvilken uddannelse man skal have, lyder hendes pointe.

- Når eleven ved, hvad han eller hun vil, og når målene er sat, så kommer resten mere automatisk og naturligt. Men hvis man vakler eller ikke ved, hvor man skal hen bagefter, så skader det motivationen. Så det arbejder vi på: ”Hvem vil du være?”

Vi er begyndt at acceptere hinanden og vores rolle her på skolen.
Aliya Abil
Matematiklærer FGU Aalborg

En turbulent periode

Aliya Abil har fundet sin metode, men synes hun, at uddannelsen generelt også har fundet 'sin metode'?

- I starten følte jeg, at det hele var lappeløsninger fra regeringens side – uden strategi og plan. Det har påvirket mange af mine kolleger negativt. Nogle har fundet et andet job, og andre er gået ned med stress i de første to-tre år. Desværre.

- Men nu synes jeg, vi er nogenlunde på plads. Vi har arbejdet meget med at finde det nye fælles tredje her og haft mange projekter om samarbejde og om at finde fælles fodfæste. Det har været en lidt turbulent periode med ”clashes” mellem lærere fra produktionsskolen og VUC. Men vi er begyndt at acceptere hinanden og vores rolle her på skolen. Vi har lært at respektere hinanden, siger Aliya Abil. 

Dato
Af
Foto
Lars Horn