Aktuelt

EUD- og AMU-lærere får sjældent sparring på diplomforløb

Knap to ud af tre af erhvervsskole- og AMU-lærerne har ikke drøftet udbyttet af deres pæda­gogiske efteruddannelse med deres ledelse, viser evaluering.

Når man skal til at bruge de pædagogiske redskaber, man har lært på et kursus, i sin egen undervisning, er det afgørende, at man får de fornødne rammer stillet til rådighed af sin ledelse.

Derfor skal du læse om DEP’en

Til nytår skal alle erhvervsskole- og AMU-lærere ansat før 2010 have taget en pædagogisk efteruddannelse. Det blev sat som et krav i reformen af erhvervsuddannelserne, der trådte i kraft i 2015. Derfor undersøger Uddannelsesbladet, hvad lærerne har fået ud af den efteruddannelse, de har fået, og hvad skolerne kan gøre, for at lærernes nye pædagogiske viden bliver brugt bedst muligt.

Men det er tilsyneladende langt fra tilfældet på alle erhvervsuddannelser, der sender deres lærere på pædagogisk efteruddannelse. Den samme situation gør sig gældende på AMU.

Det viser en evaluering blandt kursister på Diplomuddannelse i Erhvervsrettet Pædagogik (DEP) eller det tilsvarende suppleringskursus på 10 ECTS-point. Evalueringen er gennemført af Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE), der er en af landets største udbydere af DEP’en.

NCE’s evaluering

Til et spørgsmål om, hvorvidt de adspurgte EUD- og AMU-lærere har drøftet udbyttet af deres DEP eller det tilsvarende DEP-modul med deres ledelse, svarer:

63,1 procent: nej
31,5 procent: ja
5,4 procent: ved ikke.

Nationalt Center for Erhvervspædagogik har spurgt 250 af sine kursister, hvoraf 129 har svaret.

I evalueringen svarer 63,1 procent af lærerne, at de ikke har drøftet deres udbytte af forløbet med ledelsen.
Ledelserne skal skabe rammerne

- Hele ideen med, at lærerne skal have den her kompetenceudvikling, er, at de skal styrke deres undervisning. Skal de det, skal de arbejde med den ude i praksis. Og for at gøre det skal de understøttes af de rammer, de arbejder under, påpeger Christina Hartmann Nielsen, specialkonsulent ved NCE.

Ledelserne skal ifølge hende derfor gøre det muligt for lærerne at prøve deres nye viden af i virkeligheden.

- Og som minimum skal deres nærmeste leder være klar over, hvad lærerne arbejder på, og hvorfor de gør det, pointerer Christina Hartmann Nielsen.

Store forskelle skolerne imellem

EUD- og AMU-lærerne skal tage en pædagogisk efteruddannelse for at kunne undervise bedst muligt. Der er dog ikke krav om, at skolerne skal afsætte ressourcer til, at der arbejdes med det lærte.

- Der er enorm stor forskel på, hvordan skolerne griber det an. Nogle prioriterer det rigtigt højt. Andre ser DEP’en som noget, der skal sættes flueben ved, så man har opfyldt sine forpligtigelser. Men lærerne skal have den her efteruddannelse, så de kan bedrive bedst mulig undervisning, understreger Christina Hartmann Nielsen.

Nationalt Center for Erhvervspædagogik har siden januar 2020 arbejdet med at styrke DEP’ens kobling til lærernes praksis. Det sker blandt andet ved, at lærerne forud for uddannelsen skal drøfte en problemstilling fra deres egen skole med deres pædagogiske vejleder og nærmeste leder. NCE overvejer desuden at gøre ledelsessparring til et særligt fokusområde i 2021.

Dato
Af
Andreas Antoni Lund