Broen til fagsproget i ungdomsuddannelserne

Forfatter
Af Helene Thiese og Katja Viljen
Forlag
Samfundslitteratur
Antal sider
220
Pris
260 kroner
Bogen får
Bogen her henvender sig – som titlen udsiger – til ungdomsuddannelserne, og den supplerer Broen til fagsproget, der måske særligt er tiltænkt grundskolen.

Den er bygget op om bromodellen, som er en faseinddelt model, der støtter tilrettelæggelsen af fagundervisning i ungdomsuddannelserne. Med den får man som lærer en praksisnær øvelsesguide med konkrete ideer og værktøjer til forskellige faser af ens fagundervisning.

Broen til fagsproget i ungdomsuddannelserne er blandt andet bygget op omkring teorien om den nærmeste udviklingszone og fagtermen translanguaging. Forfatterne er her også inspireret af Pauline Gibbons måde at arbejde med sproglig udvikling og stilladsering i det flersprogede klasserum, og de tager således udgangspunkt i elevernes deltagelsesmuligheder og lærerens klasseledelse.

Bogen gennemgår de fire faser:

Fase 1: Forforståelse (Her tages udgangspunkt i elevernes fælles erfaringer, deres allerede eksisterende kompetencer og sproglige ressourcer).

Fase 2: Introduktion til fagsprog (Elevernes første møde med fagtermer – eleverne introduceres til, hvordan de organiserer ny faglig viden, og de udfordres, mens læreren giver fokus).

Fase 3: Bearbejdning (Eleverne skal gøre den nye viden/det nye fagsprog til egen viden og blive fortrolige med fagets fagtermer).

Fase 4: Præsentation og feedback (Eleverne er blevet eksperter og kan selvstændigt arbejde med fagets fagtermer).

I hver fase gennemgår forfatterne ekstremt mange øvelser med inspiration fra Spencer Kagans Cooperative Learning. Øvelserne bliver hele tiden holdt op imod eksempler på, hvordan de kan bruges.

Bogen indeholder en lækker, enkel grafik, der overskueliggør de forskellige dele af bogen; egentlig brødtekst, eksempler, skabeloner og aktiviteter/øvelser. Samtlige skabeloner kan i øvrigt downloades fra forlagets hjemmeside. Dels som pdf-filer, men nogle af dem kan også hentes som word-filer, så man selv kan justere indhold til sin undervisning.

Forfatternes ambition om at illustrere, hvordan faglæreren kan skabe bro mellem hverdagssprog og fagsprog er her lykkedes ved at skabe mange situationer, hvor sproget bliver brugt forskelligt.

Bogen kan klart anbefales og også sagtens bruges i andre skoleregier end blot de forskellige ungdomsuddannelser

Dato
Af
Lotte Max Bank