Hvad f*ck er der galt med mig? - En psykologihåndbog til de unge

Psykologibogen er skrevet ud fra omkring ti forskellige titler, herunder ’De 3 principper’, ’Angst’, ’Stress’, ’Selvværd og selvtillid’, ’Irritation og vrede’, ’Søvn’, ’Du er allerede ok’ – afbrudt af forandringsfortællinger mellem kapitlerne. 

Generelt bliver jeg overordentligt bekymret, når en bog roser sig selv. Det er selvfølgelig en del af gamet, men når forordene i bogen bliver noget a la, ”dette er bogEN uanset hvem du er. Her finder du hemmelighederne bag sindet – Ja, faktisk hele livet”, så lyder det lidt for kultagtigt til, at jeg helt kan være med. Måske jeg bare er lidt for jysk? Og dermed måske den eneste målgruppe, som sådan en begyndelse stikker af på?

Når det er sagt, så kan jeg rigtig godt lide bogens formål, som for mig at se faktisk handler om at løfte og motivere – og i høj grad fortælle de unge, at de i bund og grund fungerer og er sunde. Allerede her, hvor jeg skal gengive det, kommer det til at lyde forklumset og banalt, hvilket slet ikke er måden, det kommer til udtryk på i bogen. Efter min mening er den nemlig på ingen måde fornedrende over for psykiske problemstillinger, ligesom den ikke negligerer dem. Men ’Hvad f*ck er der galt med mig’ giver svaret – Ingenting. Der er ingenting galt med dig. Det er derimod den vestlige kultur, der overfortolker og fejlfinder, når noget gør ondt, og negative følelser viser sig. Vi tror nemlig, at vi altid skal have det godt og være glade. Derfor ser vi det som tegn på, at vi er gået i stykker, hvis vi føler det anderledes. 

Dét kan jeg altså godt lide, og jeg kan sagtens se den være relevant for de unge på FGU og vores kursister på VUC, selvom de er ældre end bogens egentlige målgruppe.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med alt i bogen, og jeg forudser ligeledes, at nogle af kursisterne vil blive udfordret på bogens indhold og betydning. Men netop den del, synes jeg, gør den superrelevant og oplagt til diskussion. Både med unge med og uden diagnoser. 

Og fordi bogen er så læsbar, tekstvenlig, let og fuld af eksempler – både korte og længere – så vil jeg ikke tøve at benytte den på disse institutioner. 

Jeg vil faktisk rigtig gerne bruge den. Jeg ved bare ikke lige hvornår. Men om den – som forordet påstår – er den sidste bog, jeg eller nogen anden nogensinde behøver at læse, og om den har løst livets hemmeligheder, det vil jeg lade kursisterne vurdere, når vi engang har fundet ud af hvornår.