Det pædagogiske paradoks. Et grundstudium i almen pædagogik

Undervisning og oplæring har altid historisk været til stede mellem to eller flere parter: far-søn, sidemandsoplæring, herre-slave, præst-menighed. Og til enhver tid med en part, der ved noget og vil stille sin viden til rådighed/tilbyde den til den anden/uvidende part, der søger mod selv at beherske og opnå myndighed. Altså gå fra personligt ufri, uvidende og umyndig til personligt fri, selvstændig og ansvarlig.

Hvordan gør pædagogikken det muligt at favne og realisere ønsket om en sådan autonomi, når grundopstillingen er ’et tvangsforhold’? Det indgår i von Oettingens diskussion og afdækning af ’det pædagogiske paradoks’.

Det er markant og værd at fremhæve, at vigtige præmisser og begreber løbende diskuteres, udfordres og kritiseres. For eksempel elevens parathed til at åbne sig for ny, usikker viden og hele den pædagogiske henvendelse udefra. Her tales om Bildsamkeit. Altså formbar, modtagelig og drevet mod viden og nye perspektiver.

Teoretisk pædagogik er tidligt vokset ud af den videnskabelige filosofi og dermed også kirkehistorien og teologien. Oplysningstiden fra cirka 1730 skabte imidlertid behov for og gav plads til individets selvstændighed og uddannelse. Det frie, oplyste menneske blev idealet, og demokratisering af samfundslivet blev herefter bid for bid ført til protokols i loven. Individet var født og herefter frisat af traditionen. Alt afspejlet i skoleforordninger og menneskesyn. 

Det giver derfor god mening og overblik at denne bogs første fem kapitler er viet en let læselig og relevant gennemgang af en række af den pædagogiske histories fyrtårne, hvis teser hver især bidrag til forståelse af udvalgte aspekter på bogens tema: Blandt andre J.J. Rousseau, Immanuel Kant og Knud Grue-Sørensen – sidstnævnte som overgang til ’… principper for en moderne pædagogik’.

I bogens to sidste kapitler får læseren et sjældent indblik i kritik og diskussion af moderne tiders pædagogiske trends.

Når læseren til side 175, vil de fleste have forstået problematikken med det pædagogiske paradoks. De resterende 100 sider jonglerer begavet med spørgsmålet, om skolen kan opdrage til frihed. Der inddrages Grundtvig. Men her bliver det også tydeligt for læseren, at idealer for undervisning og skolepolitik OGSÅ skærper en civilisations-kritik.
Immanuel Kants visioner om den nye verdensborger, Chresten Kolds frie, legende elever og Grundtvigs insisteren på det frie ord og den frie tanke bliver interessante og solide kommentarer til ’Det pædagogiske paradoks’.

Fra først til sidst holder forfatteren sig helt tæt til sit emne. Enig eller uenig kan læseren således slappe helt af og nyde turen med Alexander von Oettingen som guide. Læseren ledes “… med en ført bevægelse”, som Rousseau skrev, mod ny viden og nye indsigter.
Forestillingen om ’den autonome borger’, den selvforvaltende elev med ansvar for egen læring fik i Danmark sin ’finest hour’ i 1990-erne. Politisk og socialt – for eksempel i skoleloven – var idealet en empirisk udgave af Kants appel og Biblens kærlighedsbudskab.

Von Oettingens bog kan varmt anbefales. Forfatteren formår på samme tid flere ting: at nørde igennem med bogens tema, som det kan spores i vestlig filosofihistorie. Dette indblik i udviklingsproces og det historiske forløb inddrager læseren i en åben og uendelig diskussion med plads til yderligere forandringer. Det er helt enkelt en bog, du aldrig bliver heeeeelt færdig med.

Kan skolen opdrage til frihed? Det er det store og vigtige spørgsmål, som er bogens arena. En uigendrivelig akse i ethvert pædagogisk træf.