Det pædagogiske paradoks. Et grundstudium i almen pædagogik

Hvad er pædagogikkens egen grundfortælling? I sin søgen efter svar på disse spørgsmål oplever Alexander von Oettingen et bud sendt fra oven: På biblioteket falder et eksemplar af tidsskriftet ’Pædagogik’ tilfældigvis ned i hovedet på ham. I netop dette nummer omtales professor Knud Grue-Sørensen og hans arbejde med temaet ’det pædagogiske paradoks’.

Til at skærpe forståelsen af et sådant paradoks, indleder von Oettingen bogen med henvisning til den tyske matematiker og filosof Leonard Nelsons definition: "... hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger". Sådan formulerer Nelson det pædagogiske paradoks, der opstår med det moderne gennembrud og dermed den moderne skole. 

Undervisning og oplæring har altid været til stede mellem to eller flere parter: En part, der ved eller kan noget og vil noget med sin viden. Og en part, der søger mod selv af beherske denne kunnen og viden og opnå myndighed. Altså gå fra personligt ufri, uvidende og umyndig til personligt fri, selvstændig og ansvarlig.

Hvordan gør pædagogikken det muligt at favne og realisere ønsket om en sådan autonomi, når grundpræmissen er ’et tvangsforhold’? Hvad der i teorien er en umulig modsætning - at fremtvinge en anden part til at ønske sin frihed/selvstændighed. Tvangsfrit at overvinde paradokset og fremelske elevens parathed til at åbne sig for en ny usikker viden og hele den pædagogiske henvendelse udefra. Her tales om Bildsamkeit. Altså formbar, modtagelig og drevet mod viden og nye perspektiver.

Teoretisk pædagogik er tidligt vokset ud af den videnskabelige filosofi og dermed også kirkehistorien og teologien. Oplysningstiden fra cirka 1730 skabte imidlertid behov for og gav plads til individets selvstændighed og uddannelse. Det frie, oplyste menneske blev idealet, og demokratisering af samfundslivet blev herefter bid for bid ført til protokols i loven. Individet var født og herefter frisat af traditionen. Alt afspejlet i skoleforordninger og menneskesyn. 

Det giver derfor god mening og overblik, at denne bogs første fem kapitler er viet en let læselig og relevant gennemgang af en række af den pædagogiske histories fyrtårne, hvis teser hver især bidrag til forståelse af udvalgte aspekter på bogens tema: Blandt andre J.J. Rousseau, Immanuel Kant og Knud Grue-Sørensen – sidstnævnte som overgang til ’… principper for en moderne pædagogik’.

I bogens to sidste kapitler får læseren et sjældent indblik i kritik og diskussion af moderne tiders pædagogiske trends.

Når læseren til side 175, vil de fleste have forstået problematikken med det pædagogiske paradoks. De resterende 100 sider jonglerer begavet med spørgsmålet, om skolen kan opdrage til frihed. Der inddrages Grundtvig. Men her bliver det tydeligt for læseren, at idealer for undervisning og skolepolitik OGSÅ skærper en civilisations-kritik.
Immanuel Kants visioner om den nye verdensborger, Chresten Kolds frie, legende elever og Grundtvigs insisteren på det frie ord og den frie tanke bliver interessante og solide kommentarer til ’Det pædagogiske paradoks’.

Fra først til sidst holder forfatteren sig helt tæt til sit emne. Enig eller uenig kan læseren således slappe helt af og nyde turen med Alexander von Oettingen som guide. Læseren ledes “… med en ført bevægelse”, som Rousseau skrev, mod ny viden og nye indsigter.
Forestillingen om ’den autonome borger’, den selvforvaltende elev med ansvar for egen læring fik i Danmark sin ’finest hour’ i 1990-erne. Politisk og socialt – for eksempel i skoleloven – var idealet en empirisk udgave af Kants appel og Biblens kærlighedsbudskab. Højere og højere grad af ekspertviden løst fra traditionen, centrale områder i menneskelivet frisat fra middelalderlig tvang og korporlig straf udfordrer enhver indlæringspædagogik. 

Von Oettingens bog kan varmt anbefales. Forfatteren formår på samme tid flere ting: at nørde igennem med bogens tema, som det kan spores i vestlig filosofihistorie OG ved at fremlægge et historisk forløb at inddrage læseren i en åben og uendelig diskussion med plads til yderligere forandringer. Det er helt enkelt en bog, du aldrig bliver heeeeelt færdig med.