Billede af bogens forside

Veje til velfærdsstaten

Forfatter
Jeppe Jensen
Forlag
Columbus
Antal sider
152
Pris
180 kroner
Bogen får
De fleste danskere tager sikkert vores fælles velfærdsstat for givet og tænker ikke meget over begrebet. Som oftest følger den os gennem barndom og uddannelse, gennem arbejdslivet og i tiden som pensionist.

Denne bog giver en række fine og meget pædagogiske forklaringer og analyser, som tydeligt viser forfatterens solide erfaring med emnet – og samtidig det nødvendige, grundige forarbejde.

Forståeligt nok tager forfatteren udgangspunkt i de tre meget vigtige fagområder: pædagogen, sygeplejersken og politibetjenten.

Alle tre fagområder bliver grundigt og kompetent beskrevet – både historisk og strukturelt. Afsnittene rummer en lang række velbelyste elementer af fagets udvikling ikke mindst set i lyset af den generelle samfundsmæssige udvikling.

Som udtryk for ønsket om at skabe en nuanceret beskrivelse af politiets vidtfavnende opgaver bringer bogen det efterhånden helt ikoniske fotografi med en dansk betjent, som i kanten af motorvejen sidder og spiller et spil med en pige fra Afghanistan på flugt til Sverige. Forfatteren noterer, at dette billede er udtryk for en nærværende, forstående og situationsbevidst person, som forsøger at løse både den lille og store udfordring (side 22).

Tilsvarende gør forfatteren grundigt og kompetent rede for den hårdt tiltrængte modernisering af velfærdsstaten under Nyrup-regeringen i 1990-erne, hvor ikke mindst den såkaldte ’flexicurity-model’ skabte megen international omtale og blev en ofte efterlignet del af diverse reformer i andre lande.

Socialrådgiverområdet præsenteres for eksempel omhyggeligt som et professionelt personale, der skal kunne navigere i et indviklet krydsfelt mellem politikere, kommuner og borgere. Dette sammenholdt med de normalt meget komplekse lovgivnings- og interessefelter skaber de jævnligt omtalte markante arbejdspres.

Bogens tekstafsnit er nogenlunde korte og letlæselige. De nødvendige fagudtryk er forklaret, og adskillige gange suppleres teksten af citater fra personer fra fagområdet. Fremragende gjort!

Endelig rummer bogen en række aldeles glimrende fotografier i pæn stor størrelse, hvoraf en del ofte tidligere har været gengivet i presse og bøger. Og som noget ganske specielt for denne bog gør forfatteren omhyggeligt og sobert rede for sit udvalg af og brug af kildematerialet side 11-12. Det er forbilledligt. 

Bogen er tiltænkt ungdomsuddannelserne. Gennem den historiske forståelse kan eleverne blive klogere på samfundet, på sig selv og på deres fremtidige jobmuligheder. Denne anmelder er ikke i tvivl om, at bogen vil blive brugt – helt eller delvist – særdeles meget på flere niveauer i ungdomsuddannelserne.

Forlaget Columbus skal vanen tro roses for at støtte et spændende og relevant emne – også for den nødvendige kildeliste, fotoliste og det afsluttende indeks.

Størst ros gives dog til forfatteren for en helt igennem gedigen fremstilling af et yderst komplekst område - relevant for os alle, men svært overskueligt.

Dato
Af
Anmeldt af Ole Fournais