At skabe rum for et fedt ungemiljø på FGU

Vores interesse i ungemiljøet på FGU har ikke alene været at forstå ungemiljøet som middel til at tiltrække og fastholde de unge. Vi er også været optaget af at forstå skolens steder og rum i en pædagogisk kontekst. Det er det, min kollega Doris Overgaard Larsen og jeg har undersøgt gennem et forskningsprojekt og sidenhen arbejdet konkret med i et kompetenceforløb på en FGU-institution.

Vi har taget afsæt i Lefebvres teoretiske begreber om sociale rum, hvor både det materielle og det mentale er omfattet. Lefebvre opfordrer til, at vi ikke ser på rummet som ren materialitet, men på, hvad der opstår i rummet af tanker, følelser og muligheder – hvad der skabes i det sociale rum i samspillet mellem rummets materialitet og de mennesker, der bruger det.  

Et rum, man selv definerer

FGU-eleven Diego fortæller os, at FGU-eleverne befinder sig mange forskellige steder i løbet af dagen. En stor del af disse steder er på forhånd defineret i forhold til, hvad man kan og bør gøre her. Men, som Diego fortæller, bliver spisesalen til et socialt rum, når de unge opholder sig der, og der skabes følelser, tanker og muligheder.

Spisesalen er altså ikke bare et sted. Når de unge tager ophold i spisesalen, kan de gøre spisesalen til et socialt rum i kraft af den måde, de handler, udfylder og former de materielle rammer på og gennem den måde, de tilskriver stedet betydning. Spisesalen bliver i Diegos udlægning et socialt rum, hvor eleverne kan mødes og har mulighed for at opleve sig som en del af unge-fællesskabet.

Skabte selv et hængeud-sted

Ofte vil indretningen af skolens lokaler definere, hvilke aktiviteter der er tiltænkt. Men de unge i forskningsprojektet har vist os eksempler på, hvordan de har udvidet eller udfordret disse intentioner.

For eksempel havde en gruppe unge i alle pauser stillet sig i et hjørne af undervisningslokalet, skruet op for deres musik på musikanlægget og bevæget sig til rytmerne. På den måde skabte de et ”modrum” til klasselokalets stramme bordopstilling og den disciplinering af kroppen, som dermed sker.

Et andet eksempel var unge, der havde skabt et hængeud-sted i gangarealet uden for lærerkontorerne med bordfodbold og pallesofaer. Her mødtes de på tværs af holdene, spillede, heppede på hinanden og hang ud i pauserne.  Det fungerede, indtil lærerne besluttede at flytte bordfodbolden til et mere afsides beliggende lokale. Hermed mistede det sin attraktionsværdi.

Det tredje eksempel var et depotrum med en sofa, et par lænestole, et ældre bordtennisbord, overskydende stole og fallerede motionsmaskiner. For en tid havde eleverne hængt ud her og – fortalte de – nydt at være uden for lærernes blikke.

De eksempler viser, at de unge både har initiativ og handlekraft til at udnytte stedernes potentialer og skabe sociale rum, der har betydning for dem. Depotrummet var et sted, som skolen ikke aktuelt havde planer med, og som stod ubrugt hen. Men det er også de ubrugte og oversete steder, der kan give de unge muligheder for at indrette sig og give rummet ny betydning gennem deres eget brug.  

Fremtidsværkstedet

I forlængelse af forskningsprojektet fik vi lejlighed til at samarbejde med FGU Lolland-Falster om ungemiljø og elevinddragelse som led i kompetenceforløbet med lærere og ledere. Ambitionen var både at udvikle ungemiljøet og give eleverne anderledes og positive erfaringer med at bliver inddraget med deres ideer til at gøre FGU-LF til et fedt sted at være.

Da vi bød de unge velkommen til temadagen, blev vi dog mødt med: ”Hvorfor skal vi være med? Vi har jo sagt, hvad vi gerne vil, mange gange! Der sker jo ikke noget”.

Det viser, at de unge har meninger og ideer til, hvad der kan gøres bedre. Men også, at de har erfaringer med ikke at blive taget alvorligt. Derfor besluttede vi på stedet at love de unge, at de allerede næste morgen ville få lærernes feedback på deres arbejde. Og vi satsede på, at lærerne ville være med på det.

I fremtidsværkstedets indledende faser fremstillede de unge mange forslag til ændringer og forbedringer i ungemiljøet. Nogle var lidt uden for rammen, men da vores tilgang var at tage de unges udsagn alvorligt, blev alle forslag skrevet op på plancher til præsentation for lærere og ledelse. Og eleverne sorterede selv de mest fantasifulde forslag fra.

Lærerne arbejdede videre

Samme eftermiddag blev lærere og ledere præsenteret for elevernes prioriterede forslag.

Lærerne var overraskede over, hvordan eleverne havde gjort sig umage med at finde priser, lave skitser, begrunde, undersøge fonde og lignende. Deres og vores krav om hurtig feedback var overraskende, men blev drøftet og anerkendt. Lærerne brugte herefter resten af dagen på at arbejde videre med elevernes forslag og forberede en konkret plan for, hvordan de sammen med eleverne kunne udvikle og realisere ideerne. 

Da vi tre uger senere kom tilbage til skolerne, mødte vi igen Mynte og Emilie, som fortalte om lærernes præsentationer.

En måned senere var der synlige tegn på, at fremtidsværkstedet havde gjort en forskel. De unge havde fået nøgle til musiklokalet og brugte rummet flittigt. Kunstgruppens atelier var taget i brug, og der blev produceret både malerier og skulpturer til den forestående efterårsudstilling sammen med lokale kunstnere. Gruppens planche hang synligt på indgangsdøren, så de fremadrettet kunne tages afsæt i elev-ønskerne blandt andet til arbejdstemaer og udflugtsmål.

Det personlige rum

I en workshop kom det frem, at fire unge altid fortrak til grupper af studiesofaer ved indgangen til skolen, når der var gruppearbejde. Det var forstyrrende for lærerne, fordi de skulle ”ud at finde eleverne, når de ikke var i undervisningslokalet”. Fra et elev-perspektiv var sofaerne oplagte, fordi de her kunne afgrænse sig i forhold til andre. Sofaernes høje rygge og placeringen væk fra resten af holdet gav disse fire et afgrænset rum, hvor de fik mulighed for at fordybe sig i netop den aktivitet, de var i gang med.

På samme måde fik både de hyppigt anvendte headsets, tilbagetrækning i hættetrøjen eller en stille afsides plads en ny betydning, hvis de blev set som et værn om det personlige rum. De unge kan, når de får mulighed for at etablere et personligt rum, opnå at kontrollere og begrænse uønskede stimuli udefra og kan kontrollere sine udtryk sådan, at kun dem, man ønsker, får adgang til ens kommunikationsrum.

Hvordan kan rummene forvandles?

En tredje dimension af, hvilke muligheder rummene giver, er, hvilke forvandlingsmuligheder indretningen giver, forstået som de unges muligheder for at sætte deres eget præg på rummene. Kan eleverne medvirke til at dekorere? Kan de flytte rundt på møblerne? Er der mere end ét samlingspunkt i lokalet (typisk en skærm/tavle), og hvilke muligheder for elevaktivitet og elev-deltagelse kan der opstå, når der for eksempel er flere og flytbare skærme i lokalet.

Med afsæt i disse (og andre) perspektiver på steder og rum begyndte en proces, hvor lærerne undersøgte deres egen skole for muligheder for afgrænsning, skabelse af det personlige rum og forvandlingsmuligheder. Lærerne fik gennem en konkret opgave øje på både begrænsninger og potentialer, så de med få og mindre ændringer kunne åbne for flere og forskellige deltagelsesmuligheder for eleverne.

Ikke kun for de unge

Det, der skulle være en undersøgelse, blev med det samme til ændringer. For eksempel blev vejledningslokalet ændret, så der både var mulighed for at møde den unge ved skrivebordet, mødebordet eller mere intimt ved et cafébord med bløde stole. Loftslamperne blev suppleret med pendler, og computerskærmen vendt væk fra døren. Spisesalens indretning blev ændret fra lange kantineborde til spise-øer med plads til otte personer. Endelig blev der bestilt sofaer og flytbare whiteboards til flere af undervisningslokalerne for at kunne tilbyde forskellige måder at være til stede og være deltagende på.

Fremtidsværksted er dog ikke kun for de unge. Det skal følges op af handlinger, hvor ledelse og lærere inviterer til samspil med de unge om at facilitere og realisere et fedt ungemiljø. Det fordrer et undersøgende blik på, hvordan skolens rum ”byder sig til” som et pædagogisk rum samt mod til at udvide skolens muligheder både med hensyn til lokaler og det, de skaber.