Vi lærere bygger fred
Jeg vil gerne tage jer med et sted hen. Ikke til Paris i 1968 eller Berlinmuren i 1989 – men til et klasseværelse, mandag morgen klokken 08:02:
En lærling kigger søvnigt op. En FGU-elev siger: “Det her er ligegyldigt”. En elev fra heltidsundervisningen smider tasken med et ”Jeg gider ikke mere skole”, men med en mimik, som siger, ”men dig gider jeg godt”.
En underviser står med kaffe i hånden og en plan i hovedet. Og det er dér, det starter. Ikke med paroler. Men med pædagogik.
For lad os være ærlige: Vi laver ikke våben. Vi laver ikke love. Vi sidder ikke i FN. Men vi laver noget, der er stærkere: Vi laver mennesker.
Fagforeningen er ikke noget, nogen gør for én. Fagforeningen er noget, vi gør – sammen. I klubben. På skolen. I bestyrelsen. I lokalafdelingen. Når vi taler med politikere.
Vi skubber til reformerne, fordi vi vil løbe fremad og ikke sidde fast i en dårlig version af et escape room. Vi er ikke passagerer. Vi er med i maskinrummet. Det er ikke ’forbundet’ og os. Det er os.
Og lad os sige det højt: Uddannelsespolitik er fredspolitik. Når man nedprioriterer læring, fremmer man ulighed. Når man taber unge på gulvet, åbner man døren for vrede og apati. Når voksne mister håbet om at kunne lære nyt, mister de også muligheden for at deltage.
EPX-reformen er en chance for at tage ansvar. Men kun, hvis vi tør tænke det som et fælles projekt – ikke som en spareøvelse. Derfor skal vi være på med vores stemmer, vores praksis og vores krav.
Vi gør det ikke alene
Vi underviser ikke for karakterer. Vi underviser ikke for systemer. Vi underviser ikke engang for anerkendelse. Vi underviser for samfundet og for, at det næste menneske ikke mister modet.
For at den næste elev tør spørge. For at den næste generation tør tro på fællesskab frem for frygt.
Så når nogen spørger dig: “Nå, og hvad laver du så?” Så svar: “Jeg bygger fred.”
Og når de smiler overbærende, så sig det igen. Stærkere:
“Jeg bygger fred. Hver dag. Med tavler, værktøj, whiteboards og tillid. Og jeg gør det ikke alene. Jeg gør det sammen med mine kolleger og min fagforening”.
For vi er ikke bare undervisere. Vi er fællesskabet. Vi er bevægelsen. Vi er stemmen.
Vi er starten på noget større.
Vi skaber samtale i stedet for skænderi. Forståelse i stedet for fordom. Håb i stedet for had.
Det er små skridt. Men det er fredens håndværk. Og det gør vi – uanset om vi underviser i dansk eller drift og vedligehold. På AMU eller i 10. klasse.
Derfor vil jeg også i dag sige det, vi skylder at sige til alle jer, der underviser i 10. klasse:
Vi ser jer. Vi anerkender jeres kæmpe arbejde med nogle af de unge, der har allermest brug for netop det. Og selvom forbundet støtter op om EPX-reformen og tror på idéen om et fælles praksisnært gymnasium, så ved vi godt, at det gør ondt, når noget nedlægges.
Vi vil kæmpe for, at kompetencer, faglighed og erfaring bliver båret over i det nye.
Skiftet fra dem til os
Men vi skal også tale om det fællesskab, der findes uden for undervisningen. Vores faglige fællesskab. Fagforeningen.
Her er vi i gang med et skifte. Et opgør med idéen om fagforeningen som noget, “man ringer til, når noget går galt”. Forsikringsmodellen om I vil. Det er slut nu.
