Aktuelt

AMU-Vests fremtid hænger i en tynd tråd

Fyringer og besparelser har været hverdagskost på AMU-Vest i Esbjerg de seneste år. Nu frygter medarbejderne for alvor for arbejdspladsens fremtid, efter at STUK har sendt et såkaldt opsamlingsbrev, der gør status over situationen.

I syv år har AMU-Vest i Esbjerg været under skærpet økonomisk og administrativt tilsyn fra Børne- og Undervisningsministeriets styrelse STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, red.). 

Ordet ’krise’ har været dagligdag for medarbejderne i de år. I 2022 var de igennem en større fyringsrunde, ligesom direktører og bestyrelser har været skiftet ud. Tillidsrepræsentanten fortæller om et tiltagende dårligt arbejdsmiljø, der har kostet sygemeldinger med stress og opsigelser fra kolleger, der er søgt andre steder hen. 

- Der er kæmpe frustrationer blandt medarbejderne på AMU-Vest. Uddannelsesforbundet deltog i et møde mandag den 2. december, her var dagsordenen åben, og der blev drøftet mulige fremtidsscenarier, oplyser konsulent i Uddannelsesforbundet, Flemming Jørgensen.

Bestyrelsen pålagt tavshed

Det skærpede tilsyn fra STUK har betydet, at AMU-Vest har haft lås på i forhold til at forbedre sin økonomiske situation, mener tillidsrepræsentant på AMU-Vest René Villadsen. Der har været begrænsninger på nyansættelser, nye initiativer og lignende.

– Som jeg ser AMU-Vest, er det ikke en skole med en dårlig økonomi, siger han uden dog at kunne komme det nærmere. Sammen med den øvrige bestyrelse er han nemlig pålagt tavshed i forhold til planer og økonomi, så der er grænser for, hvad han kan udtale sig om.

”STUK forstår, at tidspunktet for, hvornår institutionen kan løbe tør for likviditet, nærmer sig”
Uddrag af opsamlingsbrev fra STUK

Udsigt til lukning

Medarbejdernes frygt for fremtiden på AMU-Vest stammer dels fra VUC Syds konkurs i august, der demonstrerede, at ministeriet kan lade en selvejende institution med dårlig økonomi gå konkurs, dels fra et aktuelt brev fra STUK, hvor man samler op på situationen for AMU-Vest. 

Jydske Vestkysten er kommet i besiddelse af brevet, og avisen konkluderer, at der med det er udsigt til en lukning af AMU-Vest. 

Uddannelsesbladet har også set brevet, hvori der står, at ”STUK forstår, at tidspunktet for, hvornår institutionen kan løbe tør for likviditet, nærmer sig”.

Brev afslører investor-interesse

I en opfølgende artikel skriver Jyske Vestkysten, at DEKRA har vist interesse for at opkøbe AMU-Vest. 

Avisen har set et brev, som STUK angiveligt har sendt AMU-Vest, hvori styrelsen skriver, at ”STUK har forstået, at DEKRA har udtrykt interesse for at købe AMU-Vest”.

Jyske Vestkysten henviser også til et brev afsendt af konstitueret direktør på AMU-Vest, Peter Amstrup, til institutionens bestyrelse. I det skriver Peter Amstrup ifølge Jyske Vestkysten, at et opkøb af DEKRA er et af tre mulige scenarier for AMU-Vest. De to andre, der bliver nævnt, skulle være konkurs og en solvent likvidering, som begge vil betyde afvikling af AMU-Vest.

STUK skriver i et svar til Jyske Vestkysten, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at tildele et AMU-udbud direkte til en privat udbyder som DEKRA, men at der ”lige om lidt kommer et udbud, hvor den private aktør kan lægge billet ind”.  

Oplever planer blive skudt ned

Faglærer på AMU-Vest Lars Arnum fortæller til Jyske Vestkysten, at der er udmattelse, uvished og usikkerhed blandt de cirka 50 ansatte på AMU-Vest. 

Han oplever, at STUK ikke er lydhør over for de ideer og muligheder for at redde AMU Vest, der kommer på bordet, og fortæller, at ledelsen både har omtalt en plan, som indeholdt et samarbejde med en privat investor og udlejning af lokaler.

- Vi har en plan, men får ikke lov til at gennemføre den. STUK giver aldrig en begrundelse for, hvorfor vi ikke må handle, som vi ønsker. Det er fandeme frustrerende, lyder det blandt andet fra Lars Arnum i artiklen på jv.dk.

Jeg tror, at uanset hvad vi gør, og hvordan vi bærer os ad her på AMU-Vest, er vi ikke på nogen måde reddet.
René Villadsen
tillidsrepræsentant AMU-Vest

Bestemt og besluttet

Tillidsrepræsentant på AMU-Vest René Villadsen deler sin kollegas frustration. Han har også svært ved at få øje på den politiske vilje til at redde AMU-Vest.  

- Når man kan læse, at en plan om opkøb, som vil kunne redde vores arbejdspladser, bliver afvist, så sidder man tilbage med følelsen af, at det er bestemt og besluttet, at vi skal lukke. Jeg tror, at uanset hvad vi gør, og hvordan vi bærer os ad her på AMU-Vest, er vi ikke på nogen måde reddet, siger han. 

René Villadsen lægger ikke skjul på, at det har tæret voldsomt på arbejdsmiljøet at være underlagt skærpet tilsyn. 

- Jeg har kolleger, der har været sygemeldt med stress. Jeg har selv fået en advarsel fra min læge. Der er flere, der søger væk. Bare den seneste måned er der kommet to opsigelser mere, siger han.

Antallet af medarbejdere er nu nede på et niveau, hvor han kan have svært ved at se, at det bliver ved med at gå: 

- Vi, der er tilbage, løber stærkere og stærkere. For når nogen stopper, bliver der jo ikke ansat nye. Lige nu er vi der, hvor det er den hårde kerne, der er tilbage, og de trækker sig selv på arbejde i ren og skær stædighed. For de ved, at hvis de sygemelder sig, så går det udover deres kolleger, siger han. 

Bredt udvalg – også i fremtiden

Uddannelsesbladet har spurgt Børne- og Undervisningsministeriet om en kommentar til det opsamlingsbrev, hvor STUK skriver, at tidspunktet nærmer sig for, hvornår AMU-Vest kan løbe tør for likviditet.

De henviser til et skriftligt svar, som børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har givet til Jydske Vestkysten i forbindelse med avisens artikel om STUK’s brev. 

Her står: 

”Det er ikke nogen hemmelighed, at AMU-Vest siden 2017 har været under skærpet økonomisk tilsyn. Det er vi selvfølgelig opmærksomme på her i ministeriet. Uanset hvad der sker, er det afgørende for regeringen, at der fortsat vil være mulighed for at tage et bredt udvalg af erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser i Esbjerg”.

Mattias Tesfaye nævner ikke, om AMU-Vest fortsat skal være del af det brede udvalg.

Afventer situationen

Peter Amstrup, konstitueret direktør på AMU-Vest, henholder sig til, at skolen stadig ifølge STUK’s brev er ”en institution i drift”.

Hvad bliver næste skridt efter denne udmelding fra STUK?

- Jeg vil tro, at man i STUK arbejder på højtryk for at finde ud af, hvordan man løser situationen. Vi afventer i virkeligheden situationen, siger han.

AMU-Vest 

  • Har været under skærpet tilsyn fra STUK siden 2017.
  • Har haft underskud i en længere årrække med statslån for 10 millioner kroner. 
  • Ifølge tillidsrepræsentant René Villadsen har økonomien rettet sig i 2023. Efter en større fyringsrunde kører institutionen stadig med et underskud, men det er mindre end forventet i budgettet. 

Uddannelsesbladet følger løbende udviklingen på AMU Vest.

Dato
Af
Dorthe Plechinger og Mette Jensen
Foto
Freepik (modelbillede)