Når konkursen rammer en skole
Tillidsrepræsentant Daniel Herrera Hentze gik på arbejde torsdag den 1. august i år i en forventning om en slags business as usual efter sommerferien: Ganske vist skulle de skifte undervisningssted, men de skulle nok igen-igen gennem de sædvanlige årlige diskussioner om dårlig økonomi og nye besparelser, der havde præget institutionen siden 2017. Og så, mens de går rundt og ser de nye lokaler i Haderslev, kommer hans nærmeste leder og beder ham kigge på sin mail:
OM VUC SYD
Siden 2018 har STUK nedsat et midlertidigt styre på VUC Syd på grund af økonomien. Fordi det har været et midlertidigt styre, har man ikke haft en medarbejderrepræsentation, som har kunnet følge med. Det midlertidige styre skulle være der i tre måneder. Men siden 2018 er det blevet forlænget igen og igen – lige frem til 1. august 2024.
– Det gør jeg. Og beskeden kommer fuldstændig bag på mig, siger han og fortæller at mailen forandrede alt på arbejdspladsen. Der stod i den, at VUC Syd var gået konkurs, og at handelsskolen International Business College, IBC, overtog udbuddet af VUC Syds uddannelser.
Dermed havnede han og de øvrige ansatte på VUC Syd i en næsten surrealistisk situation: De blev frataget alle deres arbejdsredskaber, al adgang til kolleger, kursister, ledelse, it-system, undervisningsprogrammer blev cuttet og medarbejderne sendt hjem i uvished om, hvad der skulle ske med dem, deres arbejde og kursisterne fremover.
De blev – med andre ord – mødt af en helt normal praksis ved private konkurser, selv om deres uddannelse er et offentligt tilbud.
Blæst helt omkuld
De ansatte i de fire afdelinger af VUC Syd fik i mailen fra Børne- og undervisningsministeriet besked på at møde på VUC i Aabenraa tre timer senere. Inden dette møde var det ikke helt gået op for tillidsrepræsentanten, hvor alvorlig sagen var. Han troede, at det var noget, bestyrelsen ville prøve af for at se, om ministeriets styrelse STUK ville handle med for eksempel en redningsplan:
- Men da jeg så advokaterne komme gående med uddannelseschefen, gik alvorsgraden virkelig op for mig. Det her var en lukning, siger Daniel Herrera Hentze.
Advokaterne, der havde fået rollen som kuratorer, fortalte de ansatte, hvad en konkurs indebar, og at IBC i løbet af 14 dage ville give besked om, hvem af medarbejderne, der blev overdraget:
- Alle var fuldstændig blæst omkuld ved mødet. Det tog tid, før vi forstod, at det var dét her, der skete, siger Daniel og fortæller, at de fik besked på at aflevere deres arbejdsudstyr – computer og arbejdstelefon- umiddelbart efter mødet.
Reglerne for en privat konkurs er, at kuratorerne skal have en oversigt over, hvad der tilhører arbejdspladsen af værdi. Det skal sammen med bygningerne overgå til konkursboet, så kreditorerne kan få deres penge.
Derefter blev alle sendt hjem med besked på at afvente, hvad IBC fandt ud af i løbet af de næste 14 dage: Hvor mange lærere, der skulle med over i det nye tilbud, og hvor undervisningen skulle foregå fremover.
De udsatte kursister
Med denne overdragelse af arbejdsudstyr mistede medarbejderne OG den overtagende virksomhed muligheden for at kontakte både hinanden og kursisterne.
IBC havde overtaget undervisningsudbuddet, men ikke VUC Syd. Og dermed har de teknisk set heller ikke lov at få informationer derfra om blandt andet programmer og leverandører af undervisningssystemer. Også GDPR-reglerne spændte ben for overlevering af oplysninger om kursister. De ’tilhørte’ VUC Syd. Så alle informationer om dem lå i det gamle system. Dem skulle IBC først have tilladelse til at få adgang til.
- Det giver sikkert mening i det private. Men for os betød det, at alle IBC’s beslutninger var baseret på meget lidt info. De kunne ikke skrive til os eller kontakte kursisterne, siger tillidsrepræsentanten og forklarer, at de har flere udsatte kursister, som med tilbuddet på VUC har fundet en skolegang, de kan se sig selv i.
- For dem har det været meget svært med uvisheden om, om de fik deres klasser og det, de kendte, tilbage, eller om de skulle ud i noget andet.
Om bygningerne
Alle bygninger, som VUC Syd ejede, overgik til konkursboet. Det betød, at IBC har haft 14 dage til at finde en løsning på, hvor undervisningen fremover skulle foregå.
I Haderslev var der lige lavet en kontrakt med VUC Syd om et lejemål. En slags campus. Den overtog IBC. I Aabenraa havde IBC i forvejen en afdeling, som VUC-undervisningen kunne rykke over i. I Sønderborg fandt man en løsning i 11. time. Man endte med at leje VUC ind på erhvervsskolen EUC. Og I Tønder har man udliciteret undervisningsdelen til handelsskolen.
IBC er i forvejen i Kolding, Fredericia og Aabenraa. De har allerede HF- og VUC-delen i Fredericia.
Skal jeg søge nyt job?
Daniel Herrera Hentze var som tillidsrepræsentant meget opmærksom på, at der kun var ham tilbage for kollegerne, da ledelsen var sendt hjem. Derfor var hans første tanke, at han skulle sørge for at få deres private oplysninger, så de stadig kunne komme i kontakt med hinanden. Derefter oprettede han en facebookgruppe.
- Mit fokus var på at få alle andre godt igennem. Nu var det muligt at lave en hurtig chat og skrive og dele den information, vi havde. Og dem, der ikke var på Facebook, SMS’ede jeg med.
- Et af de helt åbenlyse spørgsmål var, om de måtte eller skulle søge nyt job, fortæller han og forklarer, at der har været stor forskel på, hvor meget folk har haft brug for at tale om situationen. Men generelt var der ro på og stor tålmodighed.
Et par dage efter konkursen inviterede han alle, han repræsenterer som TR, ud at spise. Dér kunne han informere dem om det lidt, han vidste, og forsøge at berolige dem a la: ”Nu tager vi den med ro. Lad os se hinanden i øjnene og sige, at vi nok skal nok klare det – uanset hvordan det går”, fortæller han.
Har du brugt Uddannelsesforbundet undervejs?
- Ja! Også i den grad! Der er konsulenter, som blandt andet har erfaring i konkurser, siger han om den hjælp, han fik.
De fleste AVU-lærere blev skånet
Det store spørgsmål blandt medarbejderne i de to ugers ventetid var, om de blev virksomhedsoverdraget til IBC eller ej. Det vil sige med de samme rettigheder som hos den tidligere arbejdsgiver. Det var der ingen garanti for.
- Vi vidste bare, at de havde 14 dage til at beslutte sig for, hvad der skulle ske. Men fordi de ikke måtte snakke med os, kunne vi ikke vide, i hvilken retning det gik.
Medarbejderne havde modtaget formelle breve fra advokaterne om, at de ville overgå til Lønmodtagernes Garantifond, LG, for at få lønnen udbetalt, hvis ikke de blev overdraget til IBC. Men Daniel Herrera Hentze var i realiteten ikke så nervøs for, om der blev brug for dem fremover. Antallet af ansatte på VUC Syd var i forvejen skåret helt ind til benet, forklarer han.
Og så kom beskeden endelig den 13. august: Alle AVU-lærerne fra VUC Syd – bortset fra én helt nyansat lærer – blev overdraget til IBC. I første omgang blev der udstødt et lettelsens suk. Den fortsatte ansættelse var sikret for 11 af lærerne, og det var første gang, de kunne tale med IBC.
GL tager konkurs til Landsretten
Gymnasieskolernes Lærerforening mener, det er i strid med loven at lade VUC Syd gå konkurs. Derfor vil man have retten til at afgøre, om det overhovedet er juridisk muligt, at VUC Syd i Sønderjylland blev erklæret konkurs i slutningen af juli måned.
GL mener, at en statslig selvejende institution, som udbyder uddannelse for staten og i høj grad er underlagt styring af børne- og undervisningsministeren, ikke kan gå konkurs på samme måde som en privat virksomhed. GL’s advokat mener, at sagen er principiel, og derfor har hun afsendt et såkaldt kæreskrift om sagen på vegne af GL og 10 lærere, som mistede deres arbejde, da VUC Syd gik konkurs og blev overtaget af IBC Kolding.
Sagen er dog endnu ikke afgjort ved retten.
https://gymnasieskolen.dk/articles/gl-tager-vuc-syd-konkurs-i-landsretten/
Et nyt normal?
Lettelsen blev dog hurtigt afløst af de praktiske vanskeligheder, der hobede sig op. Lærerne skulle i gang med et ret omfattende arbejde med at kontakte de enkelte kursister og få organiseret undervisningen og de nye lokaliteter, så kursisterne kunne komme i gang og hverdagen fungere. Derudover var der mange andre og meget store udfordringer med et nyt it-system, som skulle overføres.
Men nu? Et par måneder efter. Tegner der sig et nyt normal?
- Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi skal samarbejde på kryds og tværs, og hvordan tingene skal fungere fremover. Så på den ene side er der lidt ro på. På den anden er der så mange ting, vi ikke ved endnu. Der er travlt, men på en måde ligner mange ting det, lærerne kender i forvejen. Kursisterne og undervisningen er nogenlunde den samme, det er ledelsen, de øvrige lærerkolleger og den matrikel, vi underviser i, der har ændret sig, siger Daniel Herrera Hentze og tilføjer:
- Men det har været en meget, meget underlig proces.
I den kommende tid vil Uddannelsesbladet.dk have fokus på de forskellige udfordringer med konkurser i uddannelsesinstitutioner. For der er særlige problemstillinger ved at være underlagt konkursregler, som er beregnet for private virksomheder.