Hvad så? Tager vi bare hjem eller hvad?
Kristian Mejer Hunderup gik på sommerferie i år med god ro i maven. Han følte sig godt rustet til det nye faste arbejde, han lige var blevet ansat til, som matematik- og naturfagslærer på VUC Syd. Blandt andet fra sit arbejde i udskolingen i en folkeskole med en lidt udsat elevgruppe, dels fra et vikariat i en specialskole.
Efter sommer – den 1. august klokken 8 – mødte han sammen med en anden nyansat lærer ind i de nye undervisningslokaler i Haderslev til introduktion hos uddannelseslederen. De fik hver udleveret en computer med instruktion og ville egentlig gerne i gang med undervisningen:
- Men uddannelseslederen bliver ved at snakke om løst og fast. Der er noget mærkeligt ved hele stemningen. Og pludselig siger han, at han lige skal tjekke sin telefon, for klokken 9 kommer der en vigtig mail, fortæller Kristian.
Uddannelseslederen oplyser herefter de to spritnye ansatte om, at den arbejdsplads, de lige er blevet ansat på, er gået konkurs. De skal derfor møde med de andre ansatte på VUC Aabenraa klokken 12.
Måtte aflevere computer igen
Til fællesmødet i Aabenraa sidder Kristian Mejer Hunderupsammen med den anden nyansatte og putter sig lidt. De har en fornemmelse af, at det er ’sidst ind – først ud’. Advokaterne tager hurtigt over på mødet og er efter Kristians mening meget gode til at tage hånd om folks bekymringer. De har nok prøvet det før, som han konstaterer.
Og så får alle besked på, at de ikke må arbejde mere. De skal aflevere den computer, de har fået om morgenen, igen. Kristian har dermed nået at have dette arbejdsredskab i fire timer.
- Og så stod vi i kø for at aflevere vores computer. Jeg tænkte: Hvad nu? Tager vi så bare hjem? Jeg havde en følelse af, at alt var kaos. Det var sådan en hysterisk følelse, hvor folk gik rundt og nærmest grinte, fordi det hele var så mærkeligt. Og så tog vi hjem.
Skulle stå til rådighed
Kristian Mejer Hunderup vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med uvisheden og sig selv derhjemme. Han ville gerne være på forkant, hvis der kom besked om, at han skulle fortsætte hos en ny uddannelsesinstitution, men kunne ikke rigtig gøre noget.
- Man kunne ikke arbejde, men heller ikke slappe af eller holde ferie, for vi havde fået at vide, at vi skulle stå til rådighed, hvis nogen skulle snakke med os, siger han og fortæller, at alle systemer jo blev lukket ned, og at de heller ingen adgang havde til undervisnings-programmerne.
I den facebookgruppe, som tillidsrepræsentanten havde etableret, var det dog rart at se, at de andre også var frustrerede og bekymrede.
- Vi svævede i uvished. Alligevel var jeg rimelig fortrøstningsfuld. For undervisningstilbuddet skulle jo fortsat dækkes. Og VUC Syd havde kun én anden naturfagslærer til at dække fire matrikler og mange hold, men ingen af os var sikre.
En proces med kaos
Endelig kom beskeden i e-boks den 13. august. Der stod, at IBC var glade for at meddele Kristian, at han var ”blevet overdraget til IBC”, og at han skulle møde dagen efter klokken 10 til velkomstmøde.
- Det gik fra en total uvished om situationen, til at man pludselig havde et job og skulle møde på sin første arbejdsdag.
Men da alt undervisningsstoffet var på VUC-domæner, som var konkursbelagte, betød det, at Kristian ikke kunne få adgang til de materialer, han skulle bruge, og som han havde fået at vide, at han kunne overtage fra kolleger.
- De tre første dage var rigtig slemme! Det var en proces med kaos, hvor du fik smidt informationer i hovedet fra alle mulige fronter hele tiden, siger Kristian. Han ved, at det også var stressende for kollegerne. Men de kendte trods alt det gamle system – hvad de gik fra – og hvad de derfor skulle overføre. Han kendte hverken det nye eller gamle og anede ikke, hvad der skulle overføres.
Damage Control
En dag tog Kristian Mejer Hunderup så tidligt hjem og sagde til sig selv, at man jo kun kunne håndtere det, man kunne: En ting ad gangen og væk med alle de hovedpiner, der ikke var totalt akutte her og nu.
- Det var en slags Damage Control. Og herefter gik det. Jeg er heldigvis vant til fra folkeskolen, at der kan ske en del uventede ting. Så det med at føle, at man kan være i kaos, flytter heldigvis med over. Men jeg var glad for, at det ikke var mit første job, for så var jeg nok flygtet skrigende bort.
Kollegerne har brugt og brokket sig til hinanden, og der blev undervejs taget nogle beslutninger, som måske ikke var de bedste, ”men var, hvad vi kunne gøre på det tidspunkt”:
- Man kan jo ikke famle i blinde uden på et tidspunkt at tage den forkerte vej. Og det var en proces, hvor vi famlede uden ret meget syn, som han siger.
Spændende område
Med den start, kan du så se dig selv i det her arbejde fremover?
- Turbulens og kaos gør jo altid, at man overvejer, om man skal fortsætte. Men her kan du spore årsagen til kaosset: konkursen og overtagelsen. Så jeg kan godt være i det, men går da og tænker, hvornår det hele bliver normalt?
Arbejdet med de mange forskellige pædagogiske udfordringer på AVU har vist sig at være meget spændende. Man møder nogle andre mennesker end dem i folkeskolen. Men det, der gør sig gældende for flertallet af kursisterne, er, at de er så motiverede:
- Og det er ret fedt at arbejde med, siger Kristian Mejer Hunderup.
I den kommende tid vil Uddannelsesbladet.dk have fokus på de forskellige udfordringer med konkurser i uddannelsesinstitutioner. For der er særlige problemstillinger ved at være underlagt konkursregler, som er beregnet for private virksomheder.
