Onlineunder­visningen har fået fat i nye grupper

Og det er ikke bare en enkelt observation på en enkelt skole. Formanden for sektionen af lærere i heltidsundervisningen i Uddannelsesforbundet, Jan Andreasen, blev selv overrasket over at høre de samme meldinger gå igen og igen fra andre lærere i heltidsundervisningen, som han talte med.

Kontakten til den elevgruppe, der har angst, social angst og for eksempel autisme, er i mange tilfælde blevet bedre i perioden med fjernundervisningen, mener han. Så selv om heltidsundervisningen som et af de eneste tilbud til de ældre elever nu er åbnet igen, bør erfaringerne med de sårbare elevers onlineundervisning fra coronatiden samles op.

- Underviserne i heltidsundervisningen har fået en generel erfaring i at undervise på og skabe kontakt med de unge over de digitale medier, som de ikke havde før. Man har indrettet en kontakt og en undervisning til en elevgruppe, som man ellers har svært ved at nå via undervisningen, siger Jan Andreasen, og tilføjer, at den viden må man udnytte og prøve at dykke ned i og tænke videre i.

- Men det er meget vigtigt for mig at understrege, at det ikke skal være, fordi man føler sig tvunget til det af økonomiske grunde. Og erfaringen viser i øvrigt også, at god onlineundervisning ikke er en billigere løsning, påpeger han.

En god kontakt – på afstand

Formanden for heltidslærer-sektionen understreger også, at man helst ikke vil mindske det, lærerne her opfatter som det allervigtigste – nemlig den tætte, nære kontakt til eleverne.

- Problemet er bare, at hvis de unge ikke er i stand til at tage imod den, hvad gør man så. Så gør man enten ikke noget. Eller gør det i meget små doser. I denne periode har de kunnet få endnu større doser med en kontakt på afstand og under nogle former, som eleverne har kunnet slappe af i. De har kunnet være derhjemme og ikke nødvendigvis have billede på skærmen eller skullet være sammen med nogle, som de skal bruge enormt meget energi på at være sammen med og rumme, siger Jan Andreasen.

Det kan ifølge ham måske kan skyldes, at man har fjernet et pres fra eleverne ved, at de ikke har skullet agere i samme rum som andre.

- De har kunnet have en distance, men alligevel en tæthed til den voksne underviser, siger han.

Det siger Pernille Brøndum, der er formand for institutionsforeningen Danske HF & VUC og selv rektor på Nordvestsjællands HF og VUC. Her oprettede man før coronaen et læringscenter i Holbæk og Kalundborg, som mest skete af nød, da det er svært at stable store nok hold på benene niveau- og fagmæssigt i så små områder.

Og nogle af kursisterne har udtrykt, at de faktisk lærer mere på denne måde, blandt andet fordi der er større mulighed for undervisningsdifferentiering. Men det har også vist sig at være en fordel for de grupper af kursister, som af den ene eller anden grund har det svært med fremmøde-undervisning.

- Jeg tror, vi skal passe på ikke at tale onlineundervisningen helt ned under gulvbrædderne, som jeg synes, mange gør lige nu. Vi bliver afhængige af den også fremover, og læringsmæssigt kan en kombination af fremmøde og online faktisk vise sig også at fange nogle kursister, som ellers bliver tabt i et klasselokale, siger Pernille Brøndum.

Hun påpeger, at der jo også kan være noget utaknemmeligt ved samlende klasseundervisning.

- Vi har både på AVU og HF oplevet kursister, der druknede i klasseundervisning, og som pludselig kom til orde i en onlineundervisning. De kan måske ikke lide at sige noget, når alle kigger. Men de kan godt skrive noget til lærerne, og har fået mere plads fagligt på den her måde, siger hun og tilføjer:

- Så der er virkelig mange elever, som kommer til orde på denne måde. Også kursister med for eksempel social angst.

- Man skal i hvert fald ikke prøve at negligere, at for mange af de her unge er det deres største ønske at være normale, sætte sig op på cyklen og bare komme i skole på almindelig vis. Men der er noget, der gør det rigtig svært for dem at tage det skridt. Jeg har næsten ikke været med i nogle skolevægringssager, hvor der ikke ligger et dybfølt ønske om at være normal, siger hun.

Man skal altså ikke bare acceptere, at de unge hellere vil undervises derhjemme?

- Jeg tænker i hvert fald, at det er rigtig ærgerligt, hvis det bliver den nye standard – at så laver vi bare et forløb, hvor vi underviser den unge hjemmefra. Der vil være nogle unge, hvor det måske vil være den rigtige løsning, men også mange andre, som dybest set har et ønske om at komme ud blandt andre unge igen. Og dem når man ikke med for eksempel en onlineundervisning, siger hun.

Et tveægget sværd

Signe Marie Bjerregaard tilføjer, at det dog er et lidt ”tveægget sværd”: Det kan godt være, at den unge har brug for i en periode at blive hjemmeundervist, men hvis man ikke bliver skubbet til at komme tilbage og ud og eksponeret for noget af det, man er bange for, er man også med til at vedligeholde angsten.

- Det skal man i hvert fald have for øje, at det er en midlertidig løsning, hvor slutmålet er noget andet.

Så ifølge hende kan det godt fungere her og nu som en helle for mange unge, men det skal ikke fortsætte, så de bliver fastholdte i angst og isolation.

- Der er noget, de går glip af, som de jo i hvert fald ikke får, når de bliver hjemmeundervist – relationer, samarbejde og lignende. Jeg har nok den indstilling, at det er synd, hvis vi bare giver op og ikke prøver at lære dem at indgå i relationer, siger hun og tilføjer:

- Vi lever i et samfund, hvor det med relationer kun bliver vigtigere i den tid, vi går i møde. Så man går glip af noget væsentligt ved bare at opgive. Jeg synes, man skal være lidt insisterende på, at det er noget, der skal læres.